Ingen kommentarer

Næste år i Jerusalem – og måske i Nørre Kirkeby

Man siger, at det jødiske folk havde et bestemt valgsprog, da de efter templets ødelæggelse i år 70 var drevet i landflygtighed og efterfølgende blev spredt over det meste af verden: »Næste år i Jerusalem!« Sådan holdt man liv i glæden og håbet om en dag at skulle vende tilbage til den hellige stad.
Jeg tror, at mange i Nørre Kirkeby føler lidt af det samme nu, da kirken har været lukket siden efteråret 2016. Processen med at få godkendt det nye tagprojekt har været lang og snørklet og er endnu ikke helt til ende, men menighedsrådet håber, at arbejdet med taget kan blive sat i gang til foråret 2019, og at klokkerne inden alt for længe atter kan kime til gudstjeneste i en af Falsters ældste kirker.
Jeg har valgt at varme lidt op ved at lægge nogle korte gudstjenester i graverhuset. Derfor står der igen gudstjenestetider under Nørre Kirkeby i gudstjenestelisten. Jeg håber, at gudstjenesterne vil bringe glæde og håb til sognet, så også vi kan sige: »Næste år i Nørre Kirkeby!«. – MW