Ingen kommentarer

Telegrammer med motiv af kirken

Grafikeren Erik Simonsen har tegnet kort til fordel for børne- og ungdomsarbejdet.

Det hele startede med nogle tegninger  af  Maribo  Domkirke for 15 år siden. Kombineret  med  et  venskab  mellem  en  grafiker  og en sognepræst, en række donationer  og  en  stor  portion  stædighed,  er  der  nu  kommet  et  produkt,  der  sælges  til fordel for børne- og ungdomsarbejdet i Nørre Alslev. Grafikeren Erik Simonsen, der  bor  i  Nørre  Alslev  har  tegnet  nogle  store  kort,  der  er trykt i 500 eksemplarer, og som fra lørdag blev solgt fra SuperBrugsen i Nørre Alslev. Erik  Simonsen  er  uddannet  fra  Grafisk  Højskole  og  Akademiet  på  Kongens  Nytorv  for  “alt  for  mange  år  siden.”

I   1985   flyttede   han   til   Nordfalster, hvor han stadig er aktiv i en alder af 71 år. –  For  7-8  måneder  siden  traf  jeg  ved  et  tilfælde  præsten  ved  Nørre  Alslev  Kirke,  Lars  Oliver  Stuhr.  Vi  blev  venner,  og  for  4-5  måneder  siden  var  han  hjemme  hos  mig, og vi kiggede på de tryk, jeg for nok 15 år siden fik lavet af Maribo Domkirke, fortæller Erik Simonsen. Lars  Oliver  Stuhr  nævnte,  at  det  var  nogle  flotte  tryk, og  at  det  ville  være  fantastisk,  hvis  man  kunne  lave  nogle tilsvarende med Nørre Alslev Kirke, men at det nok ikke kunne lade sig gøre. –  Men  sådan  noget  skal  man  ikke  sige  til  mig.  Selvfølgelig  kunne  det  lade  sig  gøre,  siger  Erik  Simonsen,  der  fik  tegnet  motiverne  og  siden  fik  SuperBrugsen  i  Nørre Alslev til at love,  at de ville  sælge  telegrammerne  uden fortjeneste, Folketidende til at trykke kortene uden beregning  og  Papirlageret  i  Langgade  i  Nykøbing  til  at  donere   nogle   “lækre   gule   kuverter”.

Kortene  er  trykt  i  et  oplag  på 500 eksemplarer, og sælges  for  25  kroner  stykket.  Overskuddet  går  ubeskåret  til   arbejdet   med   børn   og   unge i Nørre Alslev, hvor det er præsten Lars Oliver Stuhr, der administrerer pengene. –  Den  eneste,  der  tjener  penge  på  kortene  er  staten.  De  får  fem  kroner  fra  hvert  kort  i  moms,  siger  Erik  Simonsen. Grundlæggende   er    Erik    Simonsen   uddannet   grafiker  og tegner. Han har i det meste af sit voksne liv leveret arbejde til bogforlag, dagblade, tidsskrifter, staten, amter, kommuner   styrelser  samt  adskillige museer.