
På søndag den 26. oktober besøger biskop Marianne Gaarden Nørre Alslev kirke. Hun deltager i gudstjenesten og har efterfølgende en samtale med menighedsrådet om livet i vore sogne. Besøget kaldes med et fint ord visitats, og det er en gammel tradition fra kirkens tidligste tid. Ordet biskop er af græsk oprindelse og betyder tilsynsmand. I kølvandet på pinseunderet, hvor apostlene blev sendt ud i verden for at sprede budskabet om Jesu sejr over døden, opstod der mange menigheder, som snart fik brug for folk, der kunne ordinere præster og føre tilsyn med både dem og menighederne. Så de kom på visitats, og det gør de den dag i dag. Før i tiden overhørte biskoppen under visitatsen ikke alene præsten og hans prædiken, men også konfirmanderne. I dag nøjes de men præstens prædiken, og kommer du i kirke på søndag, vil du kunne lytte med og i tillæg hilse på biskoppen.
– sognepræsten
