Ingen kommentarer

Påskefejring i en Coronatid

I onsdags bekendtgjorde kirkeministeren, at regeringen arbejdede på en begrænset åbning af Danmarks kirker til påskefejringen. Det blev ikke til noget, og jeg skal indrømme, at jeg står uforstående overfor det. Jeg mener, at vi godt kunne have markeret påsken i vort pastorat på en forsvarlig måde. Nu vil kirken være lukket også påskedag og sandsynligvis frem til den 10. maj, men vi vil markere opstandelsen med kimning fra kl. 9 til kl. 10, og gæster på kirkegården vil blive mødt af et lille flag og en stor buket påskeliljer foran kirkedøren. At det er påskeliljer, vi har valgt til pynt, er ingen tilfældighed, for netop den blomst spiller en hovedrolle i en af vore smukkeste påskesalmer, nemlig Påskeblomst, hvad vil du her? Grundtvig lader påskeliljen være et billede på menneskelivet og evighedshåbet. Ligesom man lægger et planteløg i jorden, og det vokser op til en smuk blomst, sådan skal også vi, når vi lægges i jorden, vokse ind i himmeriget som forklarede legemer, smukkere end vi var her på jorden. I år kan jeg ikke forkynde dette budskab fra prædikestolen, blomsterne må gøre mit arbejde, og jeg vil derfor med nedenstående vers ønske jer alle en glædelig påske i håbet om, at vi snart atter kan mødes i begge vore smukke kirker.

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

Påsken er også en lejlighed til at støtte de kristne i verden. Vi plejer at samle ind til Bibelselskabet. Du kan stadig støtte deres arbejde på MobilePay 62903

– Marianne Wagner