Salmer: 121, 402, 571, 787

Es 60, 18-22; Åb 7, (1-12) 13-17; Matt 5, 1-12

Kom Herre Jesus, Amen.

Den russiske journalist og aktivist, Sergej Parkhomenko, igangsatte et vigtigt værk, inden han i 2021 blev drevet i landflygtighed; Parkhomenko ønskede, at ofrene for Sovjetunionens udrensninger skulle mindes, og derfor fik han sammen med ligesindede udformet og produceret nogle små metalplader på størrelse med et postkort, med et lille »vindue« i midten, som symboliserer et menneskes fravær. På pladen står et offers navn, erhverv – og hvad der skete med vedkommende. At han eller hun boede på dette bestemte sted, blev arresteret, henrettet – og siden rehabiliteret. Værket kaldes Den sidste adresse, fordi det var det sidste sted, offeret boede, og selv om der foreløbig kun er sat omkring 1.500 mindeplader op i 60 byer siden 2014, har de skabt opmærksomhed hos det nuværende regime; siden krigen i Ukraine begyndte, bliver der jævnligt begået hærværk mod mindepladerne. At udslette erindringen hos mennesker er altid totalitære regimers bedste våben mod kritisk tænkning, og allerbedst lykkes det, hvis folket selv insisterer på at glemme, hvad folket ofte gør, ikke bare i Rusland. Alligevel fortsætter civile russere med at sætte mindeplader op, og måske projektet derfor er begyndelsen til en vækkelse af det russiske folk, for uretfærdigheder skal ikke glemmes, sandheden skal ikke holdes nede for at bevare den gode stemning, elskede mennesker skal mindes og kaldes ved navn, for kun ved at mindes dem kan der holdes liv i håbet om, at den brudte helhed, som mindepladerne symboliserer, skal blive hel, uret blive til ret, trængslerne forsvinde som dug for solen. Mindepladerne bliver således en forkyndelse af noget, som skal komme.

Vi er samlet i aften for ikke at glemme vore kære og for at få fortalt, at den sidste adresse ikke er her på jorden, men i himlen, i borgen med gyldne sale, hvis porte er lovsang og hvor sørgedagene er ovre. De russiske mindeplader udgør en så utrolig fin symbolik, at de er et godt sted at begynde en prædiken. Et menneske indgår nemlig altid i en helhed, en familie, et lokalsamfund, et folk, og når det dør, forsvinder noget helt enestående, for ingen mennesker er ens. Man kan sammenligne disse plader med hjertet på den sørgende; når vi mister, mangler vi noget det sted, hvor vore kære havde deres plads. Selv når der har været uforsonlighed i et forhold mærkes den tomme plads, ja, måske endda mere, såfremt der ikke fandt forsoning sted, før døden rev et menneske bort. For vi er jo af Adams slægt, genstridige, dødelige og sårbare og kan kun forlade os på ham, der skænker evigt liv, retter op på det uoprettelige, og det er et håb, der er bundet til fremtiden. Det kan give os følelsen af fremmedhed og forladthed her i verden, og det kan bringe mange mennesker ud af fatning. For hvordan kan vi fylde den tomme plads ud, når det er så smertefyldt, at den står tom? Svaret på det spørgsmål forsøger vi at finde mange steder og på mange måder, men her i kirken får at vide, at vi skal finde ro i at være fremmede og forladte i verden, at den tomme plads har et formål, nemlig at åbne vore øren for det, Gud har at sige til os, og i dag hører vi disse ord, sagt af Jesus:

»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.«

Salige er vi, siger Jesus, lykkelige eller blessed, velsignede, som den engelske bibel har oversat det græske ord makarios. Jeg tror kun, vi kan forstå ordene, hvis vi hører dem i lyset af fortællingen om Jesu møde med de børn, som han tog i favn og velsignede, og som vi hører hver gang, vi er til dåb; hvis vi ikke bliver som dem, kommer vi ikke ind i Guds rige, sagde han ved den lejlighed. For Gud er vi børn, og han er vor kærlige far. Han er altså den, der kan gøre noget for os, men vi skal være åbne for at forstå det, og en god del ad vejen – om end ikke den hele – kan vi godt sætte os ind i den tankegang fra begge perspektiver – forældrenes og børnenes. Prøv f.eks. at tænke på, hvordan forældre reagerer overfor deres børn; børnene er jo ikke fuldt åndeligt udviklede, og vi elsker dem og vil give dem Himmeriget, hvis vi kunne, vi trøster dem, når er kede af det, vi forsøger at skaffe dem retfærdighed, når en uretfærdighed er overgået dem eller ved ikke at gøre forskel på søskende. Vi tilgiver dem, når de har gjort noget galt. Hvis vi er sådan overfor vore børn, hvorfor skulle Gud den almægtige så ikke være ligesådan, ja, endda så meget bedre? Hvorfor skulle vi ikke være salige, velsignede, lige netop, når vi er allermest uformående? Gud har jo lovet, at han vil vise os barmhjertighed og har sat sig selv ind på det. Den plads i vore hjerter, der står tom, fylder han ud med sin trøst, med løftet om, der ved tidernes ende ikke skal være nogen pladser, der står tomme, fordi vi da er samlet omkring ham, hvor der intet savn, ingen lidelse længere er, og hvor Guds lam og hyrde er én og den samme, nemlig den, der skal lede os til livets kildevæld, Jesus Kristus. Han, som selv levede et menneskeliv med alt, hvad det indebar og gik bort for at gøre en plads rede for os – den sidste, salige, velsignede adresse.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen