Salmer: 110, 129, 109, 121

Herre! dine hænders værk er vi alle sammen, vi er svage, du er stærk, du er ja og amen.

(Mika 5, 1-4a); Tit 2, 11-14; Luk 2, 15-20

Da Josef og Maria fik uventet besøg af hyrderne, fik de fortalt, hvordan himlen denne nat havde åbnet sig, og at en engel havde fortalt dem, at en frelser for hele folket var født, en frelser, som de kunne finde liggende svøbt i en krybbe. Det gav – som vi netop har hørt – Maria noget at gruble over. Men hun gemte ordene i sit hjerte, hører vi også, og de har altså ligget dér gennem hendes søns opvækst frem til den bitre ende, da hun måtte se ham lide en forbryders død på korset og først påskemorgen har hun forstået fylden og rækkevidden af dem. Vi har netop i de forgangne dage selv været i stalden og i ånden set det lille Jesusbarn, og det rører os selvfølgelig, men det skal gerne gøre mere end det, for den lille dreng kom for at give sig selv hen for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger, som Paulus netop har fortalt os. Det kan jo lyde både besidderisk og moraliserende, men lad os se på, hvad der dog kan ligge i det. At være Guds ejendom betyder, at han har valgt os, og han givet sig selv hen for at komme til at eje os. Gud led og døde for os, udgød sig selv, og det er en kærlighedsgerning. Kærlighed afføder gode gerninger, som kommer nærmest af sig selv, når det går op for en, at man er elsket, f.eks. at man bliver opmærksom på andre og deres behov, eller at man hæver sig op over sin skæbne og alle gode og knap så gode undskyldninger, man måtte have for at blive liggende i sit eget dynd. Det vil jeg fortælle en historie om.

Et af julens mest elskede og hyppigst opførte (tror jeg) oratorier er Georg Friedrich Händels Messias, som blev uropført umiddelbart ved en stort anlagt koncert efter påske i april 1742 i Dublin. Indtægterne fra koncerten gik til gældslettelse for indsatte i fængslerne og til to hospitaler i et Irland, der var præget af efterveerne fra en voldsom hungersnød efter en fejlslagen høst i årene før. Händels værk blev en enorm succes, ikke mindst p.g.a. en bestemt sangerinde, der bl.a. sang arien He was despised and rejected of men – Han var foragtet og opgivet/afvist af mennesker – et citat fra Esajas om Herrens lidende tjener, der peger hen på korsfæstelsen, hvor alle vender ryggen til Jesus. Sangerinden hed Susannah Maria Cibber og var en i London kendt skuespillerinde, hvis far i sin tid havde fået hende afsat til den ryggesløse manager, Theofilus Cibber, som var Susannah notorisk utro og ødte de penge bort, hun modtog for sit skuespil, lige så hastigt, som hun kunne tjene dem ind. Susannah forelskede sig på et tidspunkt i en herre, der hed William Sloper, og Theophilus opmuntrede affæren, fordi han derved kunne afpresse penge af Sloper. Men en dag trak han Sloper i retten for at have overfaldet og voldtaget Susannah, og selv om han ikke fik medhold, da sagens rette sammenhæng blev afsløret, var Susannahs rygte så ødelagt, at hun ikke kunne fortsætte sin karriere i England. Hun og Sloper rejste derfor til Dublin, hvor Händel tilfældigvis opholdt sig, og da han skulle opsætte Messias, var han ikke i tvivl om, at Susannah skulle synge et bestemt parti. Rygtet var godt nok fulgt med, men Händel var ligeglad; hun havde sunget for ham før, men hun kunne ikke læse noder, og hendes stemme var ikke skolet som en operasangerindes, hvorfor Händel måtte bruge mange timer på at føre hende igennem hendes del af oratoriet. Når han var villig til det, var det fordi Susannah havde en evne til at formidle en ganske bestemt følelse, som han ikke fandt hos andre sangere. Da koncerten var til ende, blev den som nævnt modtaget med jubel, og en af tilhørerne råbte til hende: »Kvinde, for dette er alle dine synder dig tilgivet!« Derefter kunne Susannah vende hjem til England, hvor hun igen blev en elsket skuespillerinde.

Susannah havde ikke haft et let ægteskab, og da hendes forståelige affære blev opdaget og udstillet for offentligheden, og tidens moralske kvababbelser helt urimeligt sendte hende og hendes elskede i landflygtighed, rejste hun sig – nærmest som en jordisk engel – ved at forkynde, at Herren Jesus Kristus havde givet sig hen for os. Måske lå der i den tekst, hun skulle synge også en trøst, fordi den udstødelse og foragt, hun selv havde mødt, den delte hun med Herren selv. Det affødte en god gerning, hun ikke selv var bevidst om, nemlig at hun rørte ved et andet menneskes hjerte, så den jubel, han måtte udbryde i, var en syndsforladelse. Måske fordi han selv følte sig tilgivet ved hendes måde at forkynde på. To hjerter talte således til hinanden alene p.g.a. det budskab, der ikke kan være andet end en hjertesag.

Lad os vende tilbage til stalden, hvor Maria grundede over hyrdernes ord, som hun gemte i sit hjerte. Hun var Guds moder og måtte gennemgå en moders glæde, en moders sorg for så endelig at få åbenbaret meningen med det hele. Vi, der er fulgt efter i de mange år, der er gået, når aldrig her i livet til fuld indsigt i det mysterium, Guds menneskevordelse var, men vi kan give mysteriet en plads i vort hjerte og lade det vokse. Hvis vi gør det, tror jeg, at vi i højere grad bliver åbne for at se og høre mirakler, når de sker, åbne for at tage imod Guds hengivne kærlighed. Hvordan den kærlighed så skal vise sig i vort eget liv, kan ingen sige, for det kommer an på hver enkelt, og vi kan faktisk kun gøre det, hyrderne gjorde, da de havde fundet barnet i stalden præcis, som englen havde sagt det: vende tilbage til det liv, der er vort, prise og love Gud for alt, hvad vi har hørt og set, med den stemme, der én gang er blevet os givet. At en evig frelser os givet og vore synder dermed forladt. Så tror jeg, at rigtig meget derefter kommer af sig selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.