Salmer: 227, 236, 241, 243

Opstanden er den Herre Krist til alle slægters trøst for vist. Amen.

Sl 16, 5-11; 1 Kor 15; 12-20; Joh 20, 1-18

Det fortælles, at da Kaj Munk var blevet begravet, havde hans kone, Lise, i årene efter en tilbagevendende drøm: Hun drømte, at hun forsøgte at grave sig ned til hans kiste, og når hun kom til kistelåget, gav hun sig til at kradse på det. For hun ikke kunne forlige sig med, at han var død. Man skal ikke kende ret meget til Kaj Munk for at vide, at hans personlighed var af en art, som om livet ikke ville ophøre at vælde ud af ham. Men det gjorde det en dag, og tilbage var der en sorg så stor, at den næsten ikke lod sig trøste. Jeg kom til at tænke på denne fortælling, da jeg læste påskeevangeliet til i dag, for mon ikke Maria Magdalene har været grebet af den samme følelse?

Hvad mon hun har spekulerede på, da hun denne tidlige morgen gik ud til graven, hvor hendes elskede Jesus lå? Hun har været fortvivlet over al måde, hun har tænkt på, hvor meget Jesus betød for hende, hvilken gennemgribende forandring i hendes liv, han havde betydet, og mon ikke også hun har ønsket at fjerne den tunge sten, som spærrede åbningen? Vel vidende, at det ville være nytteløst, og at hun ville finde sin frelser død og kold, som da han blev lagt derind. Men da hun kom til graven så hun, at stenen allerede var væltet fra. Hendes første tanke var derfor heller ikke, at Jesus var stået op af fra de døde, nej, hun tænkte, at nogen havde taget ham bort, og fuld af fortvivlelse løb hun hjem til Simon Peter og Johannes, for at fortælle dem, hvad der var hændt. Også de havde svært ved at tro, aldrig havde de troet Jesus, når han fortalte dem, hvad der skulle ske ham, men nu måtte de løbe hen til graven for selv at se, at han ikke var der. Da forstod de, og da troede de, fortælles det.

Stenen var væltet fra. Så stille og enkelt kan påskeunderet udsiges, og det forekommer mig at være af stor vigtighed i en tid, hvor man jager det iøjnefaldende, det dramatiske. Det kendetegnende ved ny testamente er jo, at alt det, som vitterligt er dramatisk, helbredelserne, dødeopvækkelserne, pinslerne, døden og opstandelsen, det nedtones og fortælles i næsten nøgterne vendinger, og jeg kan ikke se anden forklaring på dette, end at de første kristne, der har fortalt hinanden om påskens begivenheder, har oplevet dem som en virkelighed, der modsagde alle erfaringer, de ellers har gjort sig. Og da har de måttet lægge al dramatik bag sig. Det har været så forunderligt og utroligt, at de farver, vi mennesker har det med at lægge på vore egne fortællinger, slet ikke har været nødvendige. Tværtimod har de været nødt til at fortælle det, som det var, for overhovedet at blive troet.

Men hvad var disciplenes erfaring da? Den var den samme som vores, og som vi smerteligt bliver mindet om hver gang vi samles til begravelse her i kirken; at lidelse og død og sorg er det helt givne ved menneskelivet; vi undgår ingen af delene, selv om vi så gerne vil. Hele vort liv er et forsøg på at omgå døden, flygte fra den, bearbejde den, kyse den bort, og vi må gang på gang erfare, at det aldrig lykkes os. Se blot rundt omkring i verden: mange steder er gravmonumenterne det mest tydelige i landskabet, fra pyramiderne i Egypten, til mindestenene over fornemme folk og faldne helte, som jeg tror de fleste lande har. Her i landet er gravhøjene karakteristiske for landskabet, og jeg tænker altid på, hvordan de gamle med omhu har udvalgt stedet med den bedste udsigt, hvordan de har valgt stenene, som skulle rejses over graven, hvordan de har svedt og arbejdet med at transportere og anbringe stenene. Og så har de lagt gaver og små skåle med mad til den døde på hans eller hendes rejse mod de dødes rige.

I dag indretter vi ikke huse til vore døde, men vi bakser med sorgen på mange andre måder; måske gør vi ekstra meget ud af ritualerne ved begravelsen eller af udsmykningen af graven, vi deltager i sorggrupper eller opretter en mindeportal på internettet, hvor den døde får sit eget liv efter døden. Og der skal intet ondt siges om alt dette, for det vidner jo alt sammen om, at mennesker elsker og knytter bånd, og når de bånd så brydes endeligt af døden, da har vi så svært ved at komme overens med det, at vi forsøger at redde os selv ud af sorgen ved vore mange gøremål. Disse gøremål er nemlig i vores magt, det er døden ikke. Dette er vores erfaring. Som den var hos de første vidner til påskens under.

Men påskemorgen var stenen væltet fra, og den opstandne frelser var gået ud af graven for at møde sine disciple. Han havde besejret døden. Og de troede det. Var dette noget, de bildte sig ind at se, fordi de ønskede at se det? Nej, Maria Magdalene blev bange og løb, og da hun fortalte disciplene om sit syn, mødtes hun først af vantro, ligesom vi har svært ved at tro det. Vi kan mønstre alle vore sjælelige kræfter, vi kan sige ordet opstandelse lige så mange gange, vi vil, uden at det siger os noget, og selv om vi tror et øjeblik, så er det alt for ofte verden med sin død, som møder os, når vi går ud af kirkedøren, og som så begynder at optage os igen.

Det er der ikke noget at sige til. Disciplene var ikke bedre, de havde dog haft Jesus hos sig, de havde på en eller anden måde forstået, at han var noget særligt, de var længe henrykte over ham, henrykte over at være en del af det fællesskab, som han skabte omkring sig. Men da Langfredag kom, så endte det hele alligevel i blod og pinsler og død, så der var så sandelig ikke noget at sige til, at de ikke troede, at han skulle være opstået fra de døde.

Men så viste han sig for dem, slog porten til Guds rige op for dem. Derfra måtte de lade alle deres egne gøremål ligge, lægge livet i frelserens arme, og det kunne de, fordi Jesus med sin død og opstandelse slog fast én gange for alle, hvad det vil sige at tilhøre den levende Gud. For den levende Gud stod midt iblandt dem.

Vi har det med at tro, at vi går døden og mørket i møde, når vor sidste time kommer, og derfor har vi så travlt med at løbe fra den; i virkeligheden går vi vor frelser, den levende Gud, i møde, fordi han trådte døden under fode. Døden ligger tilbage på slagmarken, og så er den ikke mere, den er en søvn, en overgang. Derfor er det så godt at overgive sig til Jesus og lade ham råde i vort liv. Fylde det. Det gør vi f.eks. ved dåben, og hertil knytter evangeliet sig så fint i dag, hvor vi har haft dåb.

Der er nemlig en lille ordveksling, som jeg holder meget af. Det er, da Maria spørger Jesus – i den tro, at han er havemanden – hvor de har lagt hendes herre og mester. Da kalder han hende ved navn, og hun genkender ham. I dåben blev vi kaldt ved navn og døbt til at få del i Kristi opstandelse, og en dag skal han kalde os ved navn igen. Han skal til den tid gå sin gang gennem verden, og vi skal høre ham og følge ham, og der skal ikke længere være sorg og klage, for han vil gøre alting nyt. Derfor er påsken en fest og et drama der måtte og fortsat må fortælles så stille og jævnt som muligt. Fordi det utrolige var sket. Men siden har kirkeklokkernes påskekimen bredt sig over hele jorden. Ja, på grund af den opstandelse kimer kirkeklokkerne i dag, de kimer, når vi har dåb, de kimer over os, når vi skal sænkes i jorden, de skal kime os op til en glædelig opstandelse, for Kristus er opstanden, ja, sandelig han er opstanden!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Fadervor