Salmer: 749, 283, 747, 290

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 104, 24-30; ApG 10, 42-48a; Joh 3, 16-21

Man siger, at historien gentager sig selv, magthaverne ligeså, og det gør jeg også. Jeg har i den seneste tid jævnligt nævnt den åndelige oprustning, folket er blevet pålagt at gå i gang med, og det er ikke lykkedes mig at nævne den for noget godt ind til videre. Det kommer jeg dog til i dag, for om ikke andet har dekretet, udstedt fra den næstøverste hylde i vort land, givet alle præster en anledning til rent faktisk at tale om ånd, og det er jo netop dén, Pinsen handler om. At Ånden så er noget, vi bliver givet og ikke selv kan tage, at den påbyder os og giver os kraft til at vidne om Jesus Kristus som dommer over levende og døde, sådan som vi hørte før, tror jeg med al respekt ikke nogen af dem, der taler om åndelig oprustning har tænkt over. Ikke desto mindre er det besiddelsen af ånd, der kendetegner menneskene; vi blev levende væsner ved at Gud blæste sin ånde ind i os, og dermed er netop det åndelige et guddommeligt kendetegn ved os. Det var den også før, vi blev kristne uden at vi dog vidste, hvorfra den kom, og derfor kun var noget, man anede, som når man skuer noget langt borte; man ved, det er der, men alene konturerne skimtes. Det ser vi bl.a. i vore gamle fortællinger om de nordiske guder, og jeg har fået lyst til at fortælle en af dem i dag, fordi den kan hjælpe os på vej til at forstå, at det vore forfædre dengang fornemmede, viste sig i al sin guddommelige sandhed og fylde, da Jesus Kristus kom til verden.

Lige fra jeg var lille, har jeg elsket historien om menneskebørnene Tjalfe og Røskva, der p.g.a. Lokes list må forlade Midgård for at drage med ham og Thor til Valhal. De kommer snart ud på eventyr, for de overnatter i noget, de tror, er et hus med et stort rum og et lille, men det viser sig at være jætten Skrymers ene vante. Det ender med, at de sammen med ham tager til Udgårdslokes hal, hvor der er jættefest, og hvor Loke, Tjalfe og Thor indlader sig på at dyste med jætterne i diverse discipliner; Loke skal æde om kap med jætten Luge, og Tjalfe melder sig til at løbe om kap med en, der hedder Huge. De taber begge stort, om end Udgårdsloke lader til at være imponeret, men nu er turen kommet til Thor, der skal tømme et drikkehorn i højst tre drag. Thor mener, at det kan han let gøre, men det kan han ikke. Selv om han drikker, til han er ved at drukne, erfarer han, at mjøden i hornet kun er svundet ganske lidt, hvis overhovedet den er svundet. Hans næste udfordring er at løfte en kat fra gulvet, men heller ikke denne tilsyneladende enkle opgave formår han at løse. Thor griber katten under maven, med den skyder ryg i en uendelighed og er kun nødsaget til at lette den ene pote fra gulvet, før Thor må give op. Nu bliver Thor så rasende, at han udfordrer hvem som helst i salen til en brydekamp, men Udgårdsloke og de andre ler ad ham, og Udgårdsloke siger hånligt, at Thor har vist sig så svag, at han kan få lov at brydes med hans gamle mor, Elle. Selv om Thor finder det ydmygende, tager han livtag med den gamle, der er stærkere, end hun ser ud til. Hun bliver ganske enkelt stående, mens Thor kæmper en drabelig kamp for at få hende i gulvet, og til sidst bruger hun kneb, så Thor går i knæ, hvorefter Udgårdsloke bryder ind og standser kampen med en vittig bemærkning på Thors bekostning. Det lille selskab går derefter slukøret i seng, men da de næste morgen drager afsted, står Udgårdsloke parat til at tage afsked med dem, ja, han virker nærmest ivrig efter at komme af med dem. Det viser sig nemlig, at Loke, Tjalfe og Thor har klaret sig bedre, end man skulle tro; Loke har i ædekonkurrencen i virkeligheden dystet mod ilden, luen, Tjalfe løb mod Udgårdslokes tanke, hans hu, og Thor, ja, han har drukket af havet, strakt Midgårdsormen, der omkranser verden, til dens yderste, og den gamle kone, Elle, var i virkeligheden alderdommen eller tiden, som alle, selv de gamle guder, kæmper forgæves imod. Og dog måtte hun bruge kneb for at få Thor i knæ. Thor bliver endnu engang afsindig af vrede og vil svinge Mjølner, sin hammer, mod Udgårdsloke, men i samme øjeblik han lægger an til kast, er både Udgårdsloke og hans hal borte.

Se, denne historie er de gamles måde at forholde sig til livets og verdens realiteter på. Det har de brugt deres ånd til. Jætterne repræsenterer ofte naturkræfterne, men de er også illusionens mestre og på den måde en udfordring mod den orden, guderne repræsenterer. Derfor bliver naturen også noget, man skal underlægge sig, eller måske ligefrem noget, man skal behage, fordi der bor overnaturlige kræfter i den. Der er sådan set ikke noget at sige til, at vore forfædre har tænkt på den måde. Vor egen tankegang er ikke langt fra den; vi har jo også en idé om, at naturen kan slå os ihjel f.eks. gennem klimaforandringerne, og at vi må gøre et eller andet for at behage den, så den holder op med det. Og når vi tænker sådan, er det, fordi vi i virkeligheden ser os selv om Thor, der er i en evig kamp med Elle; vi kan ikke tro, at der er andet for os end livet her på jorden, og at der ikke er mere, når Elle engang vinder kampen, og derfor er vi konstant i gang med at sikre os mod naturen.

Men vi skal vide, at når vore forfædre så Thor for sig, så så de netop skikkelsen af noget guddommeligt, at noget eller nogen, der skulle komme, og det var vor Herre Jesus Kristus, Guds egen og eneste søn, som blev sendt ind i kampen mod Elle. Han vandt, og enhver, som tror på ham, skal eje evigt liv. Så højt elskede Gud verden, og han bliver ved med at elske den. For vi har endvidere hørt, at Gud ikke ville dømme verden ved dette store, personlige offer, men frelse den. Problemet er bare, at mennesker ikke altid vil frelses, thi selv om lyset kom til verden, elskede menneskene mørket frem for lyset. Jeg synes, det er vigtigt at tænke over i en tid, hvor vi i vor kamp med Elle har meget svært ved at tale om livet som noget i udgangspunktet godt; i stedet taler vi om, hvordan vi kan forlænge det, frelse det fra klimaforandringerne, tilsætningsstofferne, nydelsesmidlerne og oksekødet, og ellers taler vi om, hvordan vi afslutter livet fra begyndelsen til slut, for et liv skal være værdigt og fremfor alt ønsket, hører vi. Igen og igen.

Men hvem bestemmer egentlig, hvornår et liv er værdigt? Hvad nu, hvis Gud virkelig elsker og ønsker os, som vi er, både når vi er stærke, og når vi er skrøbelige, både når vort liv er langt, og når det er kort? Hvad nu, hvis hans kærlighed til os er som et drikkehorn, der ikke kan tømmes, og at han ved sin Ånd prøver at komme i kontakt med os, bevare os både her og hisset, sådan som vi beder om i dåbsbønnen, altså her på jorden og siden i sit rige?

Det lader til at være det nemmeste i verden at tro på naturens kræfter som en art jætter, der skal undertvinges eller holdes i skak, men at tro på, at Gud er til stede lige på den anden side af sit skaberværk, det er virkelig svært, selv om det meget hyggeligere end det, vi har gang i for tiden. Og vi ved det godt, for Gud blæste – som nævnt – i tidernes morgen livsånde i os, så vi blev levende væsener, der hører til hos ham. Vi ved, at Gud står bag sit skaberværk; tre af de salmer, vi synger i dag, handler om, at han viser sig i de naturlige fænomener, vi kan erfare med vore sanser. Guds ånd vifter hjemligt gennem løvet og giver os en duft af paradis, lysets hjem, hvor solen hilser os fra. Det kan man kun blive glad over, og derfor skal Gud om lidt fornemme vor morgensang, som en tak for, at han er os nær i hvert et solglimt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.