Salmer: 722, 68, 377, 652, 437

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 25, 6-9; 1. Joh 3, 13-18; Luk 14,16-24

For nylig læste jeg et debatindlæg af en kendt folkekirkepræst og debattør. Indlægget omhandlede en prognose, der blev offentliggjort for nylig, hvori det spåedes, at danskerne i en ikke fjern fremtid ville komme i mindretal. Det var debattøren bekymret over, hvad jeg godt kan forstå, men den allerstørste bekymring for hende var folkekirkens fortsatte eksistens, for kan den overleve, når der ikke længere er et flertal af etniske danskere Danmark? Hun skrev: »Folkekirken er nært knyttet til familietradition og følelsen af, at slægten her på stedet skal følge slægters gang, og intet tyder på, at mennesker med andre rødder vil begynde at melde sig ind i folkekirken. Derfor vil den utvivlsomt dø, hvis indvandringen fortsætter.« Selv har jeg længe ikke næret den mindste tvivl om, at folkekirken om få år kan miste sin status som flertalskirke, men det er – tror jeg – ikke kun indvandringen, der er skyld i det. For med dagens tekst in mente kunne vi præster jo bare gå ud og indbyde alle på gader og stræder, på veje og langs gærder, blive en missionerende kirke, og så ville der ikke være nogen grund til bekymring. Det er dog de færreste af os, der gør det, og når vi ikke gør det, tror jeg, at forklaringen er, at vi i virkeligheden ikke tror på vort eget budskab og bare godt kan lide kirken som en kultur- og værdibærende institution.

Den brod er i høj grad også rettet mod mig selv, for jeg missionerer ikke blandt de fremmede. Og hvis jeg skal komme med en undskyldning for det, handler det om, at jeg synes, jeg har nok i at forsøge at holde fast i vort grundlag, biblen og bekendelsesskrifterne, for meget ofte føler jeg, at netop de bliver modarbejdet. Bestræbelserne er mange, lige fra arbejdet med et nyt dåbsritual, som ikke må være ekskluderende eller eksaminerende, som nogle åbenbart mener, det nuværende er, over nye, såkaldte salmer, som gør vort gudsbegreb til en meget luftig størrelse, til en forfladigelse af det bibelske sprog, som kan blive resultatet af den kommende bibeloversættelse. Begrundelsen er for det hele stort set den samme, nemlig at man vil imødekomme det moderne menneske, der efterlyser fællesskab, følelser og hurtige budskaber. Folk, der forvilder sig ind kirken skal kunne føle og sanse og forstå uden at behøve at tænke sig om. Det paradoksale er, at netop derfor lukker kirken sig om sig selv og hvad dens menigheder og præster kan og vil og tror; vi kan m.a.o. holde alle de gudstjenester, vi vil, med alt fra spaghetti til zumba og yoga, men hvis ikke vi gør det klart for folk, at det er Gud Herren, der indbyder, så bør vi være i forsamlingshuset og ikke i kirken. Så bliver vi nemlig som den jødedom, Jesus gjorde op med, hvilket han netop gør i dagens tekst – indkrogede i os selv uden behov for Gud.

Den lille fortælling er en del af en større beretning om Jesu besøg hos en af de ledende farisæere, og selv om en middag helst skal være hyggelig, så er denne det ikke, for farisæeren og hans kolleger sidder og lurer på Jesus. Det er nemlig sabbat, og som for alt i jødedommen er der strenge regler også for den. Man skal hvile, ligesom Gud hvilede, da han havde skabt verden, men Jesus har før brudt sabbatten med helbredelser. Og sørme om han ikke gør det igen, han helbreder på stedet en mand, der lider af vand i kroppen. Det falder ikke i god jord, særligt ikke, fordi Jesus – ligesom han gjorde sidste gang – stiller dem et spørgsmål, de ikke kan eller måske rettere ikke vil svare på: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække ham op, selv om det er på en sabbat?« Når farisæerne ikke vil svare, er det selvfølgelig fordi, de ved, han har ret, og dermed ved de også, at det er rigtigt at gøre godt mod andre på en sabbat, hvilket var det, Jesus gjorde med sine helbredelser. Hvorfor forarges de så så voldsomt over ham? Det gør de, fordi han netop udfordrer alt det, de kan lide ved deres religion; at farisæerne selv fortolker skriften og dermed ved, hvad der er rigtigt og forkert, og at deres udlægning er traditionsbærende og det kit, der binder folk og slægter sammen, det, som den føromtalte debattør var så glad for ved folkekirken. Farisæerne behøver derfor ikke Gud, og det er dét, Jesus udstiller, da han fortæller sin historie om det store gæstebud, hvor de først indbudte havde nok i deres eget. Der var egentlig ikke noget i vejen med det, de gik og foretog sig, men fordi de havde nok i det, lod det være deres livsgrundlag og lod hånt om den, der indbød dem, gik indbydelsen til nogle andre.

I den danske folkekirke får vi færre og færre skriftkloge, for de står i lav kurs, man vil hellere have kultur og selvudfoldelse. Den har man nok i, og derfor skal Gud ikke komme og forstyrre den alt for meget. Hvis vi f.eks. tager udgangspunkt i nogle af de ønskede ændringer i dåbsritualet, så handler de – som tidligere antydet – om, at vi ikke må ekskludere dem, der ikke er døbt, og vi må heller ikke spørge, om nogen »vil døbes på denne tro«, d.v.s. den kristne. Nej, vi skal bare spørge, om de vil døbes. Problemet med det er, at nok er døbte som udøbte Guds skabninger, men dåben ER en indbydelse til at blive Guds, en bestemt Guds barn, at komme til at tilhøre ham. Først dér bliver vi sat i forhold til ham. Sådan har det altid været. Og når vi helst ikke vil nævne, hvem det er, vi døbes til, d.v.s. den treenige Gud, så bliver det uklart, at det er denne Gud, der indbyder. Men hvis vi således i virkeligheden har nok i os selv, så går det, som Jesus fortæller i sin lille historie; Gud vil indbyde andre. »Intet tyder på, at mennesker med andre rødder vil begynde at melde sig ind i folkekirken« sukkede debattøren i sit indlæg, og det har hun ret i, men hvis det er fordi, de faktisk fornemmer, at den danske folkekirke er et forsamlingshus og ikke kirke, så er sagen jo en anden. Så er der virkelig grund til at nære angst, ikke for folkekirkens fremtid, den kan jo finde sig en lille lomme i den multikulturelle virkelighed, nej, der er grund til at nære angst for, at Kristus som vor frelser ikke er blevet forkyndt. At folk holdt sig væk, fordi de fornemmede, at det ikke var Herren, der indbød, men derimod en ny tids farisæere, der hellere ville sælge kulturelle oplevelser og en statslig tanke om fællesskab. Et festmåltid uden Herren. Og et sådant måltid er i længden ikke nærende.

Nu tænker nogen måske, om der er noget i vejen med at glasere budskabet, så det glider lettere ned? Nogen ville måske ligefrem sige, at så kunne alle for alvor være med, ligesom i historien her. Problemet med den holdning er, at budskabet ikke i længden kan pakkes ind, så det vedbliver at fremstå uden modhager. For de farisæere, som lyttede til Jesus, dengang han fortalte denne historie, endte med – for en dels vedkommende – at slå ham ihjel. Så vrede blev de over budskabet. De kunne ikke holde ud at høre om al den kærlighed til alle mennesker i hele verden, for så var de ikke længere eksklusive. Og det ville de være. Men at kende kærligheden er at kende Jesus og hvad han gjorde: satte sit liv til for os. Og derfor at vide, at det samme skylder vi vore medsøstre og -brødre. Så det er en enorm fordring, og den er farlig at udsige og udleve, det ser vi gang på gang rundt om i verden, for nylig i Syrien, hvor en kristen gudstjeneste blev mål for et grusomt terrorangreb. Al den kærlighed er der altid nogen, der simpelthen ikke kan tåle. Og det er jo værd at tænke over, i en tid, hvor en lignende modstand mod kærligheden i Jesus Kristus gør sig gældende herhjemme. Vi skal derfor ikke bekymre os om folkekirkens fremtid, om den om føje år vil være en mindretalskirke, nej, vi skal bekymre os om, om vi forkynder den herre, der indbød og fortsat indbyder alle til sit festmåltid ved at sætte sig selv ind på det. For hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen+ Fadervor i Nørre Alslev