Salmer: 305, 294, 299, 601, 736

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jer 15, 10.15-21; Åb 3, 14-22; Luk 14; 25-35

At følge Guds kaldelse er sjældent noget, mennesker har lyst til. Fra alteret hørte vi således for lidt siden en jeremiade, nemlig et udbrud fra profeten Jeremias, der bestemt ikke synes, det er morsomt at være udvalgt af Gud til at omvende det troløse Israel. Overfor dette folk vil Gud gøre ham til »en stejl bronzemur«, som må udstå folkets angreb uden at dog at vælte; de personlige omkostninger er altså store for Jeremias, han må sidde alene for sig selv, og kan ikke deltage i fællesskabet. Vi hørte også Johannes på Guds vegne give en af sine menigheder tørt på; den får at vide, at den er lunken, fordi den lader til at være velhavende og er blevet magelig i sin rigdom, og forstår derfor ikke, at den er åndeligt fattig og blind. Jeg tror, at det alt sammen er noget, vi støder os på, men intet støder os mere end Jesu egne ord om, at en sand discipel skal hade hele sin familie, endda sit eget liv. Ellers hører vi ham ikke til.

Det pudsige er, at alle ved, at det fjerde bud handler om at ære sin far og sin mor, og det bud var Jesus underlagt. Endvidere falder hans familiefjendtlige ord i selvsamme evangelium, hvor hans egen mor fremstår entydigt positivt og ophøjes, fordi hun siger ja til at føde Guds søn. Og måske ligger nøglen til forståelsen netop her; for da Maria siger ja til at føde frelseren, har hun ikke på noget tidspunkt gjort sig overvejelser over, hvad det vil betyde for hende som ugift at blive gravid – at hendes forlovede, Josef, sandsynligvis vil vende sig imod hende, og at samfundet som sådan vil udstøde hende, måske endda stene hende, hvilket var den ultimative straf for utroskab. Hun undrede sig bare over, hvordan det kunne lade sig gøre. Så da Maria sagde ja til at være Herrens tjenerinde, gav hun sig Gud i vold, og det lønnede sig på den måde, at Josef ikke skilte sig af med hende, men tog vare på hende og barnet, hun blev ikke udstødt, men måtte til gengæld bære det kors, det er for en moder at se sit barn lide en pinefuld død. Ja, Maria kom til at sande, hvad det vil sige at følge i Jesu fodspor på en yderst bogstavelig måde. Så alt i alt er dagens tre tekster vidnesbyrd om menneskers risikovillighed og Guds krav til os om at være risikovillige, som hele biblen er fyldt med.

Vi, der lever i Grundtvigs fædreland, hvor få har for meget og færre for lidt, har det virkelig stramt med den side af sagen. Vi kan allerbedst lide historier om kærlige samaritanere, helbredelser og gode middage, som Jesus deltager i, men det søde fås altså ikke uden det sure, hører vi i dag, og jeg tror, at vi lever i en tid, hvor flere og flere bliver opmærksomme på det. Der synes at være en længsel efter noget andet og mere end alt det søde, vort meget rige samfund kan tilbyde, en længsel efter »dyrebare ord og ikke tom snak«, altså noget, der kan besvare vore spørgsmål om det dybeste i vor eksistens, go det kan det moderne samfund ikke med sit menneskesyn, der handler om udfoldelse på alle planer, for på en eller anden måde følger der ofte fortræd med; vi har f.eks. i mange, mange år hyldet den frie seksualitet, men vi har måttet sande, i øvrigt ganske aktuelt, at den har ført en manglende evne til grænsesætning med sig, både for dem, der overtræder andres grænser, og dem, der får deres grænser overtrådt. Og uden grænser er menneskers seksualitet rå magtudøvelse.

Vi har tænkt, at ethvert liv skal kunne planlægges med størst mulig lykke og behag for individet, og i den bestræbelse er døden blevet en del af løsningen; kvinder, der får mørke tanker ved en graviditet eller får konstateret uregelmæssigheder ved fosteret, får meget hurtigt tilbud om abort i stedet for støtte til at turde beholde barnet, og diskussionen om aktiv dødshjælp vil tilsyneladende ingen ende tage. Den er på bordet igen med den ny regering, og den er det, fordi lidelse og magtesløshed – forståeligt nok – er ubekvemt for os. Forbandelsen ved vore dages samfund er imidlertid troen på, at vi kan planlægge os ud af alting, at vi kan tage og beholde herredømmet over vort eget liv og måske endda hele samfundet. Det kan virkelig undre, at der stadig er nogen, der formår at bilde både sig selv og andre ind, at livet kan leves lidelsesfrit. Selvfølgelig skal lidelse lindres, det er også en del af både kristendom og humanisme, men kristendommen fortæller os, at lidelsen lærer os noget, nemlig at livet er større end os selv, og at vi i jagten på den magelige, gnidningsfri tilværelse kan komme til at leve et ikke-liv og gå glip af noget stort og smukt, selv om det bringer bekymringer, afsavn og smerte med sig.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nylig gav mig til at se en på mange måder opløftende dokumentarserie om nogle meget unge mennesker, der havde bestemt sig for at gifte sig. Der var selvfølgelig masser af bekymring omkring dem og deres beslutning, og heller ikke helt uden grund, men der var særlig ét par, hvis historie har noget at sige til os i dag.

Det unge par havde nemlig ikke bare bestemt sig for at indgå ægteskab, de havde også bestemt sig for at få børn, og det gik meget stærkt med at blive gravide, hvilket ikke var helt planlagt. Kvinden havde arbejde, manden studerede, budgettet var stramt, men de havde tag over hovedet og kunne tale sammen om de problemer, der opstod. Det var med parret, som med så mange førstegangsforældre, tror jeg, at den unge kvinde var lykkelig over graviditeten, medens den forekom den unge mand meget abstrakt og besværlig, indtil han havde hørt hjertelyden af den lille. De var velfungerende, søde og sjove sammen, og egentlig var man som seer ikke i tvivl om, at de nok skulle klare at blive forældre; alligevel tøvede den unge kvinde med at fortælle sine forældre om den lille ny, der var på vej, for hun havde på fornemmelsen, at de ikke ville blive glade. Og det blev de også kun i begrænset omfang; for da de skulle have børn, fortalte de, havde de kunnet sætte flueben udfor både faste job, hus og hvad de nu ellers mente, der skulle til, for at kunne fostre en familie, og så vidste de jo også, at det ikke bare var nemt at have børn. Dertil var barsel og småbørnsfamilier også besværlige for arbejdsgiveren, var de enige om. Jeg vil ikke skyde forældrene noget i skoene, men i en anden familie kunne man godt have forestillet sig, at der ville have dukket et råd om abort op, om at vente med at få børn, til man var ordentlig etableret. Kvindens forældre endte med at blive glade alligevel, og selv om det lyder udramatisk, så var seerne faktisk vidner til et lille ungdomsoprør, en kvinde, der tog stilling for noget, nemlig sit barn, imod sine forældre, eller måske snarere deres forfejlede bekymring. Og at hun gjorde det rette, kunne man jo se, fordi alle endte med at lade sig opfylde af glæden over den lille ny, der var på vej. Den unge kvinde hadede med evangeliets ord sine forældres bekymring og elskede tanken om at få et barn så meget, at hun turde tage en beslutning om at få et barn og holde fast i den. Hun overvejede billedligt, hvordan hun som en konge med få mand skulle drage i krig mod en anden konge, der havde flere, og hun vurderede, at hun med snilde kunne vinde slaget. Forældre har jo – på godt og ondt – meget at sige over deres børn og kan øve indflydelse på os selv fra det hinsides, fordi man altid husker, hvad de mente var rigtigt og forkert. Men fordi hun satsede på det gode, på barnet og den styrke, der var i forholdet til barnets far, vandt hun over forældrene. Og enhver, der har fået et barn, ved også, at lige så megen glæde, der følger med, lige så mange bekymringer kommer der. Ingen ved, hvordan det vil gå, et barn kan også – som i Marias tilfælde – dø før en selv, men alligevel får vi jo børn, og det er fordi håbet og glæden knytter sig til dem. Det er vi bare ved at glemme, og det er forfærdelig trist.

Disse betragtninger, tror jeg, kan lede os tilbage til evangeliet, og hvad der ligger i ordet »at hade«, som der står i den græske tekst. Det er jo et ord og en følelse, der på en eller anden måde frembringer en handling, og vi ved, at det kan være meget grimme handlinger, der følger i kølvandet på had, vi taler ligefrem om hadforbrydelser. Men had til det onde, det magelige, det, der ikke vil livet, kan føre til en anden type handling, en omvendelse mod det gode; for den unge kvinde i dokumentarserien handlede det om moderskab og familieliv på trods af små kår og forældrenes omklamrende bekymring, for den kristne handler det om at vende sig mod den gode, nemlig Jesus Kristus. Han forsagede ikke livet, han opsøgte ikke lidelsen, men han tog imod den, da den viste sig, hvilket den gjorde natten til Langfredag, der for Jesus var angstens nat. Alligevel var han rede til at hade sit eget liv for at være lydig mod sin himmelske fader; fordi Jesus var lige så meget menneske, som han var Gud, kunne han ikke vide hvilken vej, det ville gå, ligesom hans mor ikke kunne vide noget som helst om, hvilken skæbne, det barn ville få, som hun sagde ja til at føde. Alligevel viste de begge os vejen til livet, livet i Gud. Hun ved at føde vor frelser, han ved i sin død at frelse os fra døden. At hade sit eget liv får da den betydning, at vi ikke gør os til herre over det, prøver at stjæle det, livets giver skænker os, fordi vi tror på, at livet er hos ham, og at vor vej går til himlen, selv om den – med en af vore salmisters ord – går både gennem moser og haver fulde af roser. I dag blomstrer roserne, og regnen siler ned, men alt sammen kommer det fra vor Herre og ender i liv og glæde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.