Salmer: 83, 612, 272, 271, 80

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mal 3, 1-3, Jak 5,7-8, Matt 25, 1-13

Da jeg gik i de små klasser i folkeskolen, var jeg ikke særligt glad for regning og matematik, og på et tidspunkt sad jeg ved siden af en af klassens flittige piger. Vi skulle arbejde selv, men det gad jeg ikke, så jeg sad og skævede over til hende for at skrive af, hvorefter hun dækkede for sine resultater og gav mig denne irettesættelse: »Du må ikke se efter mig, for så lærer du ikke noget selv.« Og det havde hun jo ret i, men det var også meget irriterende og dydsmønsteragtigt, syntes jeg dengang. Lidt ligesom de fem kloge brudepiger, der i dagens fortælling optræder som dukse. De gange, jeg har prædiket over denne tekst, har jeg hver gang på en eller måde formuleret, at de fleste nok finder den brutal, fordi vi har lært, at vi skal hjælpe hinanden. Og nu har jeg sagt det på en ny måde, men jeg vil i dag føje til, at når vi støder os på historien, så er det fordi vi et eller sted godt ved, at de fem kloge, eller vise, et ord med større dybde, som det græske ord φρόνιμος også kan oversættes til, taler til os, når de irettesætter de fem tåbelige brudepiger. Og at de har ret. For der er ikke tale om manglende begavelse hos de tåbelige, snarere er de dorske og træge, hvilke igen er andre betydninger af ordet μωρός. Så i dag beder de vise piger os om at regne vore egne regnestykker, fordi vi ellers ikke lærer noget. Vi lærer ikke at gøre os umage, for det kræver tålmodighed, og tålmodighed er i biblen et plusord; kærligheden – f.eks. – er tålmodig, og da vi ikke kan leve uden kærlighed, er tålmodighed altså noget, vi skal lære at opelske hos os selv.

Alle tekster, vi i dag har hørt, handler om, at Herren er på vej, og at vi skal være rede, have tålmodighed som bonden, der må vente på sine agres afgrøde. Han kan ikke fremtvinge dens vækst, skriver Jakob i sit brev, og hvis vi tænker lidt videre, så ved vi godt, hvad bonden skal foretage sig, mens han venter; han skal sørge for, at laderne står klar og i det hele taget ordne det, der skal ordnes, til høstens time er inde. Dertil skal han endda være forberedt på, at høsten kan blive både stor og lille alt efter vejrliget. I evangeliet er der også en ventetid, som ikke kan forceres. En brudgom ventes til en bryllupsfest, men da han endelig kommer, har de uforstandige brudepiger enten haft så travlt eller været så sløsede, at de ikke har fået olie nok med til, at deres lamper kan lyse for ham. De beder derfor om at få noget olie af de kloge brudepiger, der har sørget for selv at have nok, men altså ikke nok til at dele. Og de beordrer derfor de andre om at gå til købmanden for at købe olie. Da de fem kommer tilbage, er det imidlertid for sent. Og Jesus formaner os, der lytter, på følgende måde: »Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.«

Vi skal våge ja, men vi skal huske at våge i forventning og glæde som til en bryllupsfest, og det kan være svært, for netop når vi ikke kender dagen eller timen, har målet det med at fortabe sig i det uvisse, og så kan vi enten falde hen i nydelsessyge eller i bekymringer og angst. Og når målet – Herrens komme – forsvinder i fjerne tåger, så har vi det som israelitterne i ørkenen, da de var blevet trætte af at vente på, at Moses skulle stige ned fra bjerget med lovens tavler, med at fylde tomrummet ud med os selv og vore egne forestillinger om Gud. Vi vil helst have en ufarlig Gud, der ligner en rigtig god og dejlig udgave af os selv, ja, måske tænker vi, at der faktisk kun er os selv til at fylde tomrummet ud, og så vil vi forme verden i vort eget billede. Se bare på vore beslutningstagere – ingen nævnt, ingen glemt – som altid har visioner på landets og folkets vegne. Hverken landet eller vi er gode nok, som vi er, altid er der noget, der skal laves om, og så er der kriserne, som hele tiden skal løses, og systemer, der ikke fungerer, selv om de har været meget dyre. Jeg har personligt fået fornemmelsen af, at Christiansborg er blevet en slags lukket kredsløb, hvor mængden af olie, der skal få lampen til at lyse, bliver stadig mindre, og hvor der også er begyndt at blive iltfattigt.

Det kom for nylig til udtryk i, at en ordfører for den åndelige oprustning foreslog, at Christiansborg skulle have sin egen præst, selv om alle folketingsmedlemmer allerede har deres egen præst i deres respektive sogne ude i landet. Jeg kunne ikke undslå mig for at tænke, at ønsket kommer af, at vore politikere ikke har lyst til at høre noget, de ikke bryder sig om, f.eks. det ord, vi hører det i dag. Det handler jo om regnskabets time, om, hvad vi har brugt vort liv til, ikke om næste valg, som er en ganske anden måde at stå til regnskab på; der er forskel på at skulle tilfredsstille Gud eller den efterhånden legendariske Arne. P.g.a. sidstnævnte arbejder de folkevalgte solen sort uden at unde sig et hvil, fylder ethvert tomrum med deres egne ideer. Pauser fylder dem med angst, for de – billedligt talt – ikke kan affinde sig med – som bonden – at vente på jordens dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Prøv bare at lægge mærke til, hvor mange, der påstår at arbejde 60, 70 og 80 timer om ugen. Hvor er der i den ugeplan tid til den pause, som er dér, hvor man kan lade op og tænke?

Og det er netop eftertanke, vi mangler i disse år, ikke halsløs gerning, hvor man glemmer at få olie nok med til sin lampe. Det er i pausen, man kan gå i sin sognekirke og lytte til Guds ord, der siger til os, at netop fordi vi er mennesker, skal vi ikke være Gud. Vi skal bare lade være med sjuske med det liv og den gerning, han har givet os. Det er en enorm lettelse, som enhver burde unde ikke bare sig selv, men også og måske især sin næste, så han eller hun bliver fri for vor trang til at udøve menneskelig ingeniørkunst eller til at fylde vedkommende med angst for vira, klimaets undergang eller en nært forestående invasion. Jeg kan i den forbindelse til sammenligning fortælle, at da Cubakrisen brød ud i 1962 – og det var en rigtig krise – tog den norske statsminister på fjeldet, fordi det var lørdag. Dér fik vor egen statsminister først fat i ham ud på formiddagen, og det fyldte faktisk ham med lettelse. Den norske statsminister stolede på sit beredskab, at der var olie nok på lampen, og det overbeviste vor egen om, at det nok var den rette måde at forholde sig til sagen på. Den måde at gå til sin gerning på kunne vi nok trænge til i vore tider.

Og nu er der måske nogen, der savner, at jeg vender dommen mod mig selv. Det kommer nu. For vi har også hørt om Herrens dag hos profeten Malakias, og den bliver nødvendigvis ikke særligt rar for præster. Det er nemlig præsteskabet, profeten taler om og til. Han taler ind i en tid, hvor jødernes præster, levitterne, er hørt op med at gøre sig umage; de bringer dårlige slagtofre – halte, blinde og syge dyr – til Herrens alter, og Malakias spørger præsterne, om deres statholder mon ville give dem audiens, hvis de kom til ham med så dårlige gaver? Det er et fint billede, og kristenhedens præster har som de gamle levitter også kun én chef, nemlig vor herre Jesus Kristus, men ham kan vi imidlertid ikke skænke noget som helst, så skulle det da være vore tomme hænder. Til gengæld kan vi dele ud af det, han lægger i dem, nemlig sit gode og glædelige budskab. Jeg kan godt blive i tvivl om, om vi husker det. Der er ikke megen status i folkekirken ved at mene, at søndagens gudstjeneste er det vigtigste, kirken har at byde på. Man vil hellere have projekter. Men jeg vil alligevel forsøge at prædike i dag og sige, at vi lige så godt kan indse, at vi intet kan stille op med verdens tyranner eller menneskers dårskaber. For verden er, som verden altid har været. Og når vi er nået til denne indsigt, skal vi lade med at fortvivle, for så går vi bare i panik. Nej, vi skal i stedet rette opmærksomheden mod den dag, da vi skal møde Herren, for i dag får vi som sagt at vide, at det bliver ligesom en bryllupsfest. En bryllupsfest er noget, man kan glæde sig til, og når man glæder sig, får man af sig selv lyst til at forberede sig og at gøre sig umage med sine forberedelser, og jeg skal spare jer for at komme med eksempler på kærlighedens gerninger, for ellers lærer I ikke noget; enhver samvittighed er nemlig alene bundet til Gud, og vi må hver især i ånden gå en tur på fjeldet og afgøre med os selv og vor samvittighed, hvad der er det rette at gøre. Måske kan det tage pusten fra os at tænke på, at livet er en lang læreproces, men så skal vi bare tænke på, at nok kan vi gå til køjs efter en dårlig dag, men husk så bare på, at vi hver dag står op til dette budskab: At glæde er den olie, vore lamper skal lyse af, en glæde vi ikke selv skal oparbejde, fordi den kommer fra Herren. Nogle gange er der lidt, andre gange meget, men der er altid nok. Derfor: Våg og bed. Ikke i frygt, men i glæde, og bær Herrens lyse budskab ud i den mørke verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen