Salmer: 2, 80, 498, 192, 752

Kom, Herre Jesus. Amen.

Job 5, 8-16; 1 Kor 15, 1-10a; Luk 18, 9-19

Der er både arketyper og begreber, der skal udredes i vort evangelium; farisæere og toldere, retfærdighed og synd. den tekst, vi netop har hørt, er på én gang fremmed og dog kendt, oldnordisk og dog aktuel; farisæere var skriftlærde, der mente at leve efter Guds lov, toldere tjente besættelsesmagten Rom ved at kræve told af deres landsmænd, som de gav videre til Rom og tog også noget til sig selv. Hvordan de tager sig ud i dag, skal jeg vende tilbage til. Først skal vi have nogle begreber på plads. Retfærdighed har noget med ret at gøre, og de fleste har en klar opfattelse af, hvornår noget er retfærdigt eller ikke, både i det daglige liv og når der fældes dom over nogen. Imidlertid handler retfærdighed i bibelsk forstand om forholdet mellem Gud og menneske, om et menneske kan opnå noget hos Gud ved at opføre sig på en bestemt måde. For at forstå det, begynder vi i det daglige, hvor de færreste af os bryder os om folk, der fører sig selvretfærdigt frem. Det tror jeg, vi alle kender, og det har sin rod i bl.a. dagens fortælling. Alligevel ønsker de færreste af os at bekende os som syndere, for det er jo aldrig rart, og det er det ikke, fordi vi – også p.g.a. denne fortælling – ved, at at synd er alvor, og at syndsbekendelse kan udarte til noget, et menneske nærmest ifører sig uden egentlig at mene noget med det. Der ligger ingen egentlig erkendelse bag, det i stedet er noget, der skal overstås, for at man kan komme videre. Det bryder vi os heller ikke om.

Fortællingen om tolderen og farisæeren er altså arvesølv, arvesølv som dog trænger gevaldigt til at blive pudset. Det blev jeg opmærksom på for nylig, da jeg faldt over et indlæg i Berlingske af en politiker, hvis vej er gået fra SF over Det Radikale Venstre til Socialdemokratiet. Der har sikkert været en grund til begge partiskift, som jeg ikke længere husker. Når jeg dvæler lidt ved denne kendsgerning, er det fordi politikeren i indlægget beskæftigede sig med skam og skamløshed, dog ikke sin egen, men den yderste venstrefløjs skamløshed i forhold til den voldsromantik, der ifølge politikeren præger denne gren af dansk politik. Hvad hun har ret i.

Anledningen var, at Blekingegadebanden, der blev pågrebet tilbage i 1989 efter et voldsomt røveri i Købmagergade, et røveri, der endte med drabet på en ung politimand, er kommet til ære og værdighed igen. Beundringen for den har dog levet sit eget stille liv i de mellemliggende år. Blekingegadebanden havde før sit sidste røveri begået en række iøjnefaldende og voldelige røverier, som aldrig var blevet opklaret; et af dem – et voldsomt overfald i hjemmet på en bankdirektør, hans kone og otteårige barnebarn, gik i vasken, men efterlod familien med dybe ar på sjælen. Dertil havde banden planlagt, men aldrig udført, en kidnapning af en skånsk rigmands søn med henblik på at hæve en løsesum for ham. Alle midler, som Blekingegadebanden samlede ind på denne, sin egen, helt særlige måde, gik ubeskåret til en organisation kaldet PFLP, Popular Front for the Liberation of Palestine, en marxistisk-leninistisk organisation, der kæmper for et frit Palæstina. Med alle midler.

Det var den høje sag, Blekingegadebanden kæmpede for, alt imedens dens medlemmer levede ganske almindelige liv med familie og borgerlige job ved siden af deres revolutionære Nebengeschäft. De tog aldrig noget til sig selv af de mange penge, de røvede, og ingen anede uråd, for ingen kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at disse venlige, hårdtarbejdende, almindelige samfundsborgere, naboer, kolleger og venner, var i stand til at udøve vold af den afstumpede slags. Bortset fra et enkelt bandemedlem har ingen af medlemmerne fortrudt deres gerninger, og mens de sad fængslet, tog et par stykker af dem lange uddannelser, bl.a. Torkil Lauesen, som efterfølgende har haft en lysende karriere både i den stilling, Københavns kommune stillede til rådighed for ham, da han blev løsladt længe før tid for god opførsel, og som forfatter, foredragsholder og organisator af forskellige former for aktivisme. Torkil Lauesens karakter var og er ganske fast; hans telefon blev i sin tid aflyttet af politiet, hvor man en dag kunne høre ham bekymre sig over en stor tandlægeregning, selv om han altså jævnligt havde adgang til mange millioner, der kunne dække den. De røvede penge var altså hverken udsat for svind eller administrationsomkostninger, som jo ellers har det med at udhule nødhjælpsarbejde. Torkil Lauesen har med krigen i Gaza fået en renæssance, for det er på det seneste kommet frem, at der er rigtig mange aktivister rundt om i verden, der gerne vil undervises i revolutionær praksis af ham. Og Torkil Lauesen stiller gerne op, fortæller også gerne, hvor dygtige han og banden var til at rydde op efter sig selv, hvor lidt, anklagemyndigheden endte med at have på banden, og hvor elendig, anklageren i øvrigt var til sit arbejde. Hvis Torkil Lauesen troede på Gud, ville han have takket ham for at være så klog og god, at han kunne hæve sig over nutidens tolder, den gennemsnitlige, arbejdende dansker, der lever glad og ubekymret i sit parcelhus og ganske har glemt klassekampen. Ikke desto mindre har Torkil Lauesen en mægtig fanskare, fordi de fleste mennesker har en indgroet og stærk fornemmelse af, at et menneske kan være retfærdigt, d.v.s. efterleve så høje idealer ved at stille så strenge krav til sig selv, at man står som et lysende eksempel overfor andre. Det er derfor, Blekingegadebanden har beundrere ud over den ekstreme venstrefløj.

Torkil Lauesen er en af nutidens farisæere; man kan sammenligne ham med Paulus for dennes omvendelse; også han var rettro farisæer, stålsat i sin overbevisning om, at han gjorde en Gud velbehagelig gerning ved at forfølge de kristne. Derfor er der heller ingen tvivl om, at ham, vi møder i evangeliet, vitterlig har en disciplineret karakter. Han har jo også en hellig sag, nemlig den at leve så rent som muligt i et land, der er besat af hedenske, urene romere. Og tolderen, der som jøde, der burde gå ad renhedens stier, men i stedet lever fedt på besættelsesmagten, er vitterlig et dårligt menneske.
Det ligger meget dybere i os, end vi aner, at dele menneskeheden op på den måde, og det er det, der præger den yderste venstrefløj; den har så høj en moralsk standard, at den føler, at den kan hæve sig over den lov og ret, der gælder i samfundet; dens mål – at sikre palæstinenserne en stat – er jo af en sådan art, at det retfærdiggør selv vold og drab, fordi palæstinenserne led og lider under så voldelig en undertrykkelse, at Blekingegadebandens voldsudøvelse for intet er at regne. Den retfærdige kan ikke skamme sig, for han har intet at skamme sig over, man kan jo heller ikke lave omelet uden at slå æg i stykker, som et bandemedlem betroede Peter Øvig Knudsen, der har skrevet en bog om banden.

Farisæeren kan kun være stolt af alt det gode, han gør. Derfor var det også interessant at læse politikerens indlæg, for hun kunne jo så være tolderen, skulle man mene, men heller ikke hun syntes at have noget at skamme sig over. Tværtimod takkede hun med sit indlæg indirekte for, at hun ikke var som Torkil Lauesen og den del af venstrefløjen, der støtter ham. Jeg tror slet ikke, at hun gjorde sig nogen som helst tanker om sin egen metier, der jo også – på papiret – er drevet af idealisme, og hvor man ikke sjældent hører sælsomme begrundelser for alle mulige og umulige dispositioner, partihop f.eks., men også beslutninger, der kan have store og ubehagelige konsekvenser for almindelige mennesker. Lovgivningen er jo i dag i høj grad til for at regulere menneskers adfærd, fordi man ikke stoler på, at de kan tage gode beslutninger for sig selv. Man ved altid bedre. Udskamning og udgrænsning er dertil et almindeligt middel i politik, når nogen skal sættes på plads, hvad enten det er opsætsige partimedlemmer eller opponenter i befolkningen.

Kristeligt set har ideologen fra Blekingegadebanden og den gennemsnitlige politiker uanset partifarve lige vanskeligt ved at skulle forholde sig til Guds dom over ethvert menneske; at vi overfor ham aldrig kan gøre os selv retfærdige, men at vi derimod kan blive retfærdiggjorte af ham og ved ham, og at vi faktisk har brug for det, hvad enten vi – som tolderen – vitterlig har slået ind på en helt forkert vej, eller – som farisæeren – føler os så sikre, at vi kan takke Gud for at være så anstændige mennesker med så stor en retfærdighedssans, at vi kan hæve os over loven eller mener os i vor gode ret til at bestemme over andres i liv i detaljer. Vi har alle en rem af huden, men der er kun én måde at komme frem til den selvindsigt på, og det er ved at træde hen til korset og se, hvordan den eneste, der ubetinget elskede andre mennesker og så en bror eller søster i hvert eneste enkeltmøde, han gjorde med dem, blev behandlet. Af farisæerne, af politikeren Pontius Pilatus, af alle medløberne, der hujede med i kravet om dødsdom, da først de anede hvilken vej, vinden blæste. Så ved vi, at retfærdighed i kristelig forstand er noget, vi slet ikke kan begribe, men vi erfarer, at størst af alt er kærligheden, at vore egne hjerter er hårde og kolde som fjelde, at vi ikke har anden trosbekendelse at komme med end tolderens, da han bad om nåde eller røverens på korset, hvis bøn, vi sammen med Grundtvig skal synge om lidt: »Sig, vi går til Paradis.« Guds Paradis, vel at mærke, ikke vort eget, for det kan aldrig blive andet end et helvede, brolagt med gode intentioner.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.