Ellevte søndag efter trinitatis 2026

Salmer: 10, 379, 509, 151, 435

Kom, Herre Jesus. Amen.

  1. Mos 30, 15-20; Rom 10, 4-13[17]; Luk 7, 36-50

Der er det særlige ved Kristi kærlighed, at der i den altid ligger en dom – vi er dømt og tilgivet på samme tid, og dagens evangelium gør det meget klart. Faktisk hører vi, at vi ikke kan gøre noget rigtigt bortset fra én ting, og hvad den er, vender jeg tilbage til. Vi skal i første omgang prøve at forstå både farisæeren Simon og den anonyme kvinde, der levede i synd, d.v.s. i prostitution. Jeg vil begynde med hende og give hende et navn ved at tage udgangspunkt i en sand historie fra vort eget land.

I foråret 1916 blev politiet kaldt ud til en lejlighed på Christianshavn, og her mødtes de af et frygteligt syn; en kvinde lå gennembanket i en blodpøl på gulvet med halsen skåret over. Et brutalt drab, som selv garvede politibetjente måtte trække vejret en ekstra gang over, for selv om man ikke skulle tro det, så var drab ikke noget, man så hver dag dengang. Vold, ja, men ikke drab. Den dræbte kvinde hed Caroline Marie Larsen, også kaldet Smukke Carola, og hun var en kendt prostitueret i kvarteret. Caroline var vokset op under usle kår i en baggård i en børnerig arbejderfamilie. hendes fremtidsudsigter var at komme ud at tjene og på et tidspunkt blive gift med en arbejder, som hun så selv kunne stifte familie med. Hun blev ansat som tjenestepige på Skodsborg Badesanatorium, der var et fint sted, men det var sandsynligvis også her, hun indledte sit liv som prostitueret, for her supplerede hun sin løn ved at gå i seng med mandlige gæster, altså en slags sugardating. Det har sikkert været fristende, netop fordi hun kom fra et miljø, hvor fattigdommen altid lå på lur. På et tidspunkt blev prostitutionen det eneste, Caroline levede af, og hendes liv blev dermed også både farligere og tristere; dagene gik med at lede efter kunder og med druk og tæsk, som især hendes alfons, der også var hendes kæreste, delte rundhåndet ud af. Selv om kæresten snart blev den hovedmistænkte i drabssagen, nægtede han sig skyldig, selv da han af lederen af opdagelsespolitiet blev konfronteret med hendes ilde tilredte legeme, og i mangel af beviser mod ham forblev drabet derfor uopklaret.

Jeg vil forsøge at binde en sløjfe på historien om Caroline senere, lige nu skal den skal tjene til at forstå, hvor dramatisk et optrin, der er tale om i dag. Jesus er blevet indbudt af en af byens spidser, farisæeren Simon, der lever efter Guds bud, Moseloven, en from mand, en mand, der er som de fleste af os gerne vil se os selv: en god borger med de rette holdninger for den tid, og som andre derfor kan se op til. Vi skal forestille os, at hans hjem er godt beliggende, smagfuldt indrettet, bæredygtigt, lige til instagram, og at alle de »rigtige« mennesker kommer hos ham, også på denne dag, hvor mesteren selv er indbudt. Så ankommer hun, Smukke Carola, trænger sig fra gaden ind i det fine hjem, tarvelig og nedringet i en em af billig parfume. Det bryder Simon sig bestemt ikke om, og næsten endnu mindre, at Jesus lader hende røre ved sig. Netop dér kommer det også frem, hvorfor han har indbudt Jesus til middag; det har han, fordi han tror, Jesus er en profet. Nu føler han sig ganske sikker på, at han står overfor en fuser, for en hellig mand ville ikke lade en prostitueret røre ved sig. Jeg skal nøjes med at tale for mig selv: Hvis jeg havde indbudt Jesus i mit hus, og et lignende optrin havde udfoldet sig, ville jeg have tænkt det samme som Simon. Måske af andre grunde, men ikke desto mindre står jeg nærmere farisæeren end den syndige kvinde. I dag får jeg så at vide, at hun har gjort det rette, og at hun bliver frelst. Hvad er så det rette? Det er bestemt ikke hendes levevej, for at hun kommer til Jesus, viser, at hun i ham ser muligheden for at komme væk fra den, hvilket igen viser, at hun har indset, at hun har været på afveje.

Ser vi på Carolines historie, så stod hun ikke uden valgmuligheder i sin tidlige ungdom, for hun kunne have valgt at nøjes med at være tjenestepige og se, om der dukkede andre muligheder op, hvad enten det var et giftermål eller en bedre stilling indenfor husholdningsbranchen, men hun lod sig altså friste af de lette penge, som så viste sig ikke at være så lette endda. Og en dag var hun fanget af det valg, hun engang havde gjort. Det er den situation, kvinden, der kommer til Jesus, befinder sig i, og driften efter at komme ud af den er så voldsom, at hun braser ind til en sammenkomst, hvor hun bestemt ikke er velkommen, for at møde den, der kan frigøre hende fra den. Hun ved altså, at hun er en dømt kvinde, dømt for sit livsvalg, men også, at den samme, der dømmer hende, er den, der kan frigøre hende fra det. At hun har det sådan, fremgår af det, hun gør. Hun tør ikke nærme sig Jesus forfra, men stiller sig bag ham, og hun græder over sit liv med så mange tårer, at hun kan væde Jesu fødder med dem. Hun har ikke andet end sit hår at tørre dem med, og derefter kysser hun og salver hans fødder med den olie, hun har i sin medbragte krukke. Kvinden kommer altså med det eneste, hun har, sine tårer, sit hår, sine kys og sin olie. Det er alt nok. For hun har med sin gerning vist, at hun har brug for Jesus, og dermed har hun gjort meget mere end Simon, der ikke engang har tænkt på at give Jesus et venskabskys eller vand til den fodvask, som ellers var almindelig på den tid, når man trådte ind i andres hjem. Simon havde i virkeligheden ikke brug for Jesus, andet som en måske god forbindelse. Så selv om han i verdens øjne var et meget bedre menneske end kvinden, så var det altså hende, der gik frelst fra hans hus den dag, og dermed forstår vi også, hvad Paulus sagde til os tidligere i dag: »Ingen, som tror på Kristus, skal blive til skamme.« Det, kristendommen i sin essens handler om, er nemlig ikke gode gerninger eller rigtige meninger, men om man tror, at man har brug for frelse. Det er det eneste rigtige, vi kan gøre, og derfor står og falder alt, hvad vi gør, med vort forhold til Jesus. Simon syndede, fordi han troede mere på sin egen fortræffelighed end på Gud, kvinden syndede, fordi hun ødslede det liv, hun havde fået, bort i promiskuitet. Det kunne man jo sige er et trist evangelium, hvis ikke det var fordi det i virkeligheden sætter os fri. Fri fra at skulle fortjene noget, være noget ved at hæve os over andre, fri fra det, vi »gruer for at huske«, som vi bad i indledningsbønnen, fordi Gud tilbyder os muligheden for at leve for og med ham.

Nu vil jeg vende tilbage til Caroline Marie Larsen, som jeg foretrækker at kalde Smukke Carola, for det navn fik hun, da hun i dåben blev Guds barn og dermed sat i forhold til ham. Hun nåede ikke i levende live at forlade sin metier som gadepige; det var en mulighed, for der fandtes en del private initiativer, der forsøgte at hjælpe kvinder ud af prostitution (og mænd fra at benytte sig af den), og enten har hun ikke villet, eller også har hun ikke kunnet overskue at søge hjælp. Men at det var et trist og mislykket liv er der næppe tvivl om, og at der blev set ned på hende og det miljø, hun færdedes i, er også uomtvisteligt. Det, jeg dog bemærkede, da jeg blev bekendt med historien, var, at selv om Caroline var et udskud i samtidens øjne, så gjorde man alt for at finde hendes morder. At det ikke lykkedes, er så en anden sag. Og det, tror jeg, kan være en frugt af historien om synderinden i Simons hus; lederen af opdagelsespolitiet har simpelthen haft en forståelse af, at også Caroline var et Guds barn, der havde samme krav som bedsteborgeren på at blive taget alvorligt. At de overfor Gud havde samme status. Som synderinden i Simons hus kom med det, hun havde og gjorde, hvad hun kunne, gjorde opdageren, hvad han kunne med de midler, han havde til rådighed, og dermed er han et eksempel på, hvad det betyder at tro på Kristus; for når man elsker Kristus, vises man automatisk hen til sin næste, og dermed bliver selv det mest mislykkede liv dyrebart, noget, man skal tage vare på, om det så handler om at skaffe retfærdighed efter døden. Derfor skal man ikke være så ræd for at komme til kirke for at høre, at man ikke kan gøre noget rigtigt. Det kan være ganske sundt at få den indsigt i sit liv, for dermed bliver man vist hen til tilgivelsen og glæden, og derfor skal vor bøn i dag være den, vi skal synge om lidt: O Marias søn, du bolde, døm os ej med læber kolde, skjul os i din kærlighed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen