Salmer: 732, 25, 677, 337, 321

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 18, 1-4a; Ef 6, 10-17; Joh 4, 46-53

Et gammelt israelitisk mundheld, som vi hørte Ezekiel gengive, lød således: »Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.« Det er en anden måde at tale om social arv på, at forældres synder gives videre til børnene, men Ezekiel gjorde også opmærksom på, at Gud Herren heldigvis har sagt noget andet, nemlig at alle menneskers liv tilhører ham. Det er den redningskrans, han rækker os, vor mulighed for at erkende, at også vort liv, hvor sølle det end måtte se ud i verdens øjne, er af Gud og derfor ukrænkeligt og kostbart. Desværre har vi det med at blive hængende i tanken om den sociale arv, det slog mig, da jeg for nylig så og hørte Debatten, der handlede om den stigende kløft mellem land og by. Her deltog en forfatter, som også er ambassadør for Dansk Folkeferie og opvokset på Falster, og som – sikkert i bedste mening – udtalte følgende om befolkningen hernede:

»På Lolland-Falster består hvert tredje barn ikke afgangseksamen i dansk og matematik. Hvad bliver der af dem? De går rundt og topper dårlig polsk amfetamin ved et glasbord, mens pigerne drikker sig i hegnet til Fisselis og synger ‘vi går i byen med de voldsomme’ – og 3 ud af 4 får en voldsdom.«

Sådan er vi hernede, det er ganske vist. Udladningen var forfatterenss måde at råbe om hjælp på for nogle mennesker, som han på en eller måde holder af eller føler, han skylder noget, og således kunne han minde om faderen i evangeliet, der beder for sin søns liv. Problemet med forfatterens nødråb var bare, at han i stedet for at udtrykke kærlighed kom til at udstille sin foragt og spille på nogle fordomme om Udkantsdanmark, som jeg tror, mange mennesker nærer, fordomme, som bekræftes af den megen udkantslitteratur, der er så uendelig trøstesløs. Jeg er selv vokset op i en udkant langt herfra, i velfærdsstatens storhedstid, hvor den sociale ingeniørkunst for alvor fik tag i Danmark, og den bygger på en filosofi om, at den sociale arv kan brydes ved at sende flere penge, bygge nogle klubhuse og ellers tvangsfjerne udsatte børn fra deres familier. Og jeg tror derfor, at den debatterende forfatter og de, der tænker som han, ville have godt af at få slynget Jesu ord til faderen lige i ansigtet: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Nogle gange skal man holde sin mund lukket, flytte sig og sine ressourcer hen til dem, man har ondt af, og så selv tage fat, være et forbillede, tage Guds fulde rustning på, løfte troens skjold og fortælle alle, der gider lytte, at vi tilhører Gud Herren og derfor bør opføre os som hans elskede børn. Det er sådan, evangeliet er kommet ud i verden, båret frem af mennesker uden nogen som helst afgangseksamen og kun med de midler, de arbejdede sig til, eller som menighederne kunne samle sammen. Når det kunne lade sig gøre, så var det fordi mennesker længtes efter at høre om Herren, der besøgte sit folk, og det vil igen sige p.g.a. historier som den, vi netop har hørt.

Vi skal hele tiden huske på, at evangeliet på alle måder foregår i udkanten; Israel var et udkantsområde underlagt Romerriget, og den kongelige embedsmand, vi hører om, er således bare en ansat, måske en slags fuldmægtig eller departementschef, under lydkongen, Herodes, der havde en begrænset magt; de mennesker, Jesus møder, befinder sig alle i forskellige udkanter af livet, hvad enten det drejer sig om manglende moral, smitsom sygdom, forkert etnicitet eller som her: på randen af graven. Vi hører om en søn, der ikke har langt igen, og hvis fortvivlede far klynger sig til håbet om, at Jesus kan helbrede ham. Og vi skal vide, at de forestillinger, man havde om døden på det tidspunkt, handlede om en skyggeverden uden glæde og erindring, hvor man var dømt til at opholde sig, en trøstesløs udkant. Sheol, kaldtes det, og det er ikke et sted, man ønsker sit barn hen. Det er derfor noget af en spand koldt vand, Jesus tømmer ud over faderen med det førnævnte svar om troen, der kræver undere, ja, det virker næsten umenneskeligt, for er det ikke netop, fordi faderen tror, at han er kommet til Jesus? Det er det faktisk, for da Jesus nægter at gå med ham, men siger til ham, at han trygt kan vende hjem, fordi hans søn lever, hører vi, at faderen tror ham og går. Netop i det øjeblik er sønnen blevet rask, og hele husstanden kommer til tro. Fra da af var Jesus Kristus, livgiveren, omdrejningspunktet for deres gøren og laden, selv om også de skulle dø en dag. Men da var noget ganske særligt hændt i mellemtiden; Jesus var selv død, udgrænset og forpint, men atter opstået og havde dermed vist os vejen til den Gud, som vi tilhører. Og hos ham er der trøst, glæde, lys og liv, og ikke mindst erindring; Gud husker os og elsker os hver især.

Sådan er det. Der er et kort liv her på jorden, og et evigt hos Gud. Vi skal dø en dag, og vi skal også miste. Derfor er det vigtigt at afgøre, hvem eller hvad, der skal fylde vort liv, før det sker, og når det er sket. Som døbte bærer vi frelsens hjelm og Åndens sværd, som vi skal bruge aktivt til at forhindre, at døden skal blive vor sociale arv, derfor er vi nødt til at tro også uden at se andre tegn og undere end dem, Jesus for længe siden viste os. Vi er nødt til at tro på, at vi i Jesus Kristus har fået det evige liv skænket, at han er med os i gode såvel som i onde dage og lade den tro skinne igennem i vort eget liv. Når vi beder om, at Guds rige må komme til os, så handler det om, at det hele tiden må være på vej, også i det lidt, vi selv kan gøre, så vi kan hjælpe hinanden til at vandre styrkede i troen på en lykkelig slutning.

Det trænger vi også til at høre i en valgtid. Kommunalvalget står for døren, og mange politiske debatter bærer dødens mærke som fortegn, også den, der handler om land og by; det den død, der kaldes rationalismen. For ser man på et Danmarkskort for kommunal udligning, er det en underskudsforretning, at folk bor på landet og en tung udgift for folk i byen. Rationelt set burde vi afgive den sidste rest af selvbestemmelse til EU og blive en udkantskommune i unionen, bosætte os i større byer, have kæmpestalde ved motorvejsafkørslerne og lade landbrugsassistenter køre ud og dyrke markerne fra byerne. Så kunne vi have en slags Siriuspatrulje til at patruljere i de forladte egne, hvor ulvene nu kan være i fred, mens vi andre lever af at betjene hinanden i byerne og slås om pladserne i de kreative lilleskoler for vore børn, mens vi behændigt undgår ghettoerne. Den rationelle tankegang skaber imidlertid et dennesidigt Sheol, hvor erindringen om mennesket og jorden som Gudskabte forsvinder, og vi ved godt hvorfor; der mangler Ånd, d.v.s. troen på, at alle mennesker tilhører den levende Gud, og at de i den tro kan udrette de mest fantastiske ting til glæde for andre. Ligesom alle i den kongelige embedsmands hus kom til tro og fik et helt nyt livsgrundlag at virke på, sådan er det også med evangeliet; det kan ikke fordeles fra et Excelark i et ministerium eller for den sags skyld et kommunekontor. Evangeliet giver os en opsang og kræver, at vi hver især udlever det og giver afkald på at se tegn og undere for at tro. Men gør vi det, så er der ikke noget, der hedder udkant, for da vil Gud Herren være til stede overalt, hvor hans navn påkaldes i ånd og sandhed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen