Salmer: 237, 536, 289, 321, 425

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 32, 25-32; Jak 1, 22-25; Joh 16, 23b-28

Kristendom er i sin essens trøstet fortvivlelse, en velsignelse, der efterlader den velsignede dybt mærket. Det er en sælsom tale i vore dage, men det er på en eller anden måde det, to af vore tekster til i dag handler om. Vi hørte først om Jakobs brydekamp med Gud, hvor han tvinger velsignelsen fra ham, dog for at gå halt fra mødet med en skadet hofte.

Og Jesus taler endnu engang til sine bedrøvede disciple om kærlighed og en glæde, der skal være fuldkommen, altså taler han til sorgen; de er jo ked af, at han skal forlade dem. Der findes kristne menigheder, hvor det handler om at være helt enormt glad, og hvor man kommer til kirke for at finde glæden som en oplevelse. Det tiltrækker naturligvis en del, og ikke et ondt ord om det, for Guds veje er uransagelige, men det er jo også således, at vi ikke kan sidde i kirken hele dagen hver dag; der er et liv, der skal leves i sorg og i glæde, og mange af os må erfare, at den sande glæde altid opleves glimtvis, som en forjættelse om det, der venter. Måske forstår vi det først i sorgen.

Få har været i stand til at sætte ord på den menneskelige erfaring som forfatteren Jakob Knudsen, der voksede op i den grundtvigske højskoleverden. I de fleste af hans bøger optræder der nogle børn, som har en helt vidunderlig fantasiverden, der på en eller anden måde giver dem denne erfaring af Guds rige; at der faktisk er noget vidunderligt og sandt bag den verden, vi lever i, som ofte er både farlig og kaotisk. I Knudsens store værk, Gæring – Afklaring følger man drengen Karl Wintrup, der med sine søskende hjemmeundervises hos deres onkel, Jørgen Nordbye, en grundtvigsk præst i grundtvigianismens store vækkelsesdage. Onkel Jørgen deler menneskeheden op i aser og jætter og deler sin mytologiske verden med børnene. Han ønsker vækkelse i sit sogn, men som tiden går, martres han mere og mere over, at han fattes modet til at blive frimenighedspræst, fordi han dybest set søger trygheden ved at være fastansat med sikker udbetaling af løn og tag over hovedet. Han føler sig som ordets hører og ikke dets gører. Karls far, Jørgens svoger, synes, de grundtvigske er noget sværmeriske, men han bærer over med det alt sammen for sin søster Maries skyld. Hun er hans nærmeste fortrolige efter at han mistede sine egne børns mor. Da Karl vokser til, begynder han at modtage privatundervisning i byen for at kunne blive student, og en vinterdag, hvor han er på vej hjem, møder han onkel Jørgen, der er virker mere bekymret, end han plejer at være. Det er der en grund til, for hans kone og datter, altså Karls faster og kusine, er taget på besøg hos en kollegas kone, der ligger syg, og de har ladet kusken køre dem over isen på fjorden. Karl lægger ikke noget videre i det; det har frosset i flere dage, og isen er fast, så han tager videre og hjem til sin far, der også ud på aftenen afslører, at han heller ikke kan sige sig fri fra bekymring, da de hører Jørgen pusle udenfor. Han trænger til hjælp, for vejret er slået om, og der har lagt sig en tæt tåge over egnen. De skynder sig alle ned til fjorden, for de ved, at der er en stor våge derude, høllet, som man skal undgå, og de ved også, at man kan blive forvirret og køre vild, når tågen forhindrer en i at orientere sig. Pludselig hører de dog bjælderne fra kanen, og de begynder at råbe navnene på de tre ude på isen og synge Alt står i Guds faderhånd for at lede kusken den rette vej, men det er ikke nok, og Karls far beordrer ham til at hente halm, så de kan tænde blus, der kan vise vej, samt reb, så de kan gå ud på isen og hjælpe de vildfarne hjem. Det er en meget fortættet scene, hvor man konstant skifter mellem håb og fortvivlelse, medens lyden af bjælderne kommer og går, for til sidst at blive overdøvet af isens knagen og kuskens råb om hjælp. Onkel Jørgen er ved at gå fra forstanden og går selv ud på isen mens han lover Gud at ville ofre alt »Jeg vil slet intet vide af mit eget at sige – jeg vil tilhøre Dig alene – –« sværger han. Fjorden tager dog kusken og hans kone og datter, som Karls far sammen med sin karle finder dagen efter, datteren med armene om moderens hals. Jørgen samles i præstegården med en stor mængde ligesindede og bestemmer sig for at forlade den trygge statskirke for at tilhøre de grundtvigske fuldt og helt. For Karls far bliver tabet af søsteren den sidste store sorg, han må bære: »Jeg har ingen mer’ at tale med, siden Marie er død. Det bliver svært for mig at undvære hende de sidst’ Aar« betror han sin søn. Imidlertid sker der noget henne i præstegården, hvor alle de kristne venner er samlede i sorg over det, der er sket, men også med det formål langt om længe at kunne skabe deres egen frimenighed, hvor Jørgen både vil og kan være præst. En gammel gårdmand går hen til ham og siger: »Gud har velsignet Dem, Pastor Nordbye, med Sorg og med Glæde,« og det er på forunderlig vis en stor trøst for onkel Jørgen. Natten for drukningen har været hans Jakobskamp, og nu åbner Gud døren for ham ind til sit rige, hvor han skal øve sin gerning. Det viser sig også, at Jørgen efterfølgende får en tyngde som præst, han ikke havde før; velsignet, men halt er han. Ved mødet den dag, bliver Alle Grundtvigs store menighedssalmer sunget, og Karls far, der trænger til trøst, ankommer også, fordi han trods alt ikke ved, hvor han ellers skal gå hen. Karl opdager ham først sent, og da ser han faderen græde en forløsende gråd. Og faderen rejser sig og siger til forsamlingen: »Jeg vil gjerne sige jer allesammen Tak for i Aften. – Ja, jeg har ellers saa lidt Tro til saaen noget som det, I her laver, – aa, men for den Glæde, I har voldt mig i Aften, og for den Trøst, I har – – – «, og så kommer han ikke længere, men skænker menigheden en stor pengegave og takker sin svoger for den kærlighed, han havde for Marie, hans elskede og savnede søster.

Det kan lyde underligt og måske næsten akavet, som de unge ville sige i dag, for os at høre om, at salmesang kan give en sådan trøst, men det er min klare fornemmelse, at Jakob Knudsen forsøger at beskrive, hvad han selv har oplevet, Grundtvigs salmer kunne gøre ved og for mennesker. Selv fornemmer jeg en flig af Guds rige, når jeg synger O Kristelighed, som vi skal synge om lidt, men der er jo mere at sige til det, for hvorfor er det, at en sådan salme kan give os fornemmelsen af, at vi ikke er ladt alene, at der et land bag havet, som vi en dag skal se, og at det er muligt at erfare det i glimt? Noget af hemmeligheden afslører Jesus måske i sin tale til disciplene, som vi netop har hørt; han siger, at han har talt til dem i billeder, men at der kommer en dag, hvor han ligeud skal forkynde om Faderen, og hvor der altså ikke længere vil være en forståelseskløft imellem dem. Alle vore salmer anvender jo billeder, men vi skal vi prøve at se på, hvordan Grundtvig bruger dem. Om Guds rige taler han ikke billeder; han fortæller, at landet bag hav, er det land, hvor der ingen gråd er, hvor blomsterne ikke visner og fuglen ikke dør, og hvor vi kan stole på, at lykken forbliver hos os. Det er sådan, der er. Grundtvig taler altså ligeud til os om Guds rige. Men vi kan tilgå det rige allerede nu ved Åndens hjælp, og Ånden beskrives billedligt som Frejas, kærlighedens, fjederham, den er troen, som også beskrives som en bro, der forbinder os og Guds rige. Det har vi brug for for ikke at føle os forladte af Gud, det er disse glimt at Guds rige, der gør, at vi kan føle os velsignede i ulykken, trøstede i sorgen. Sådan blev Grundtvig Guds tjener, de salmer var den velsignelse, han tvang ud af Gud, og det vidunderlige er, at vi kan føle den, mens vi synger. Så er vi, hvor vi skal være, om det så kun er et øjeblik, så kan vi tro, at Faderen elsker os og aldrig vil svigte os, og dermed holder vi liv i håbet om, at Gud vil os det godt, sådan som det er blevet os forjættet af profeten Jeremias, som i dag får det sidste ord:

Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen