Salmer: 756, 273, 404, 41, 483

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 8, 20-22, 9, 12-16, Gal 5, 25-6, 8, Matt 6, 24-34

Der er det forunderlige ved evangeliet, at det altid – ligesom Jesus var det – er i verden men aldrig af denne verden. Det er et budskab så godt og så provokerende, at vi – om vi er troende eller ej – ikke kan lade være med at sværme om det som fluer om en honningkrukke. Imidlertid kan evangeliet ikke gribes, fordi det altid er tiltale til den enkelte, der så må handle på det, som det hedder i vore dage. Forsøger vi at gøre det til vort eget ved f.eks. at sætte det i system og drive politik på det, gør vi os til herrer over det, og da bliver det en forbandelse. Det er der set mange eksempler på gennem tiden – de store ideologier kunne aldrig være tænkt uden kristendommen, men fordi de smed ham ud, kunne og kan de aldrig overleve. Tag nu bare dagens tekst om det bekymringsløse liv, der falder just på et tidspunkt, hvor mange retter blikket mod himlen, ikke for at betragte fuglenes flugt, men fordi der flyver droner ind over landet. De generer både lufttrafikken og kommer i betænkelig nærhed af vore kampfly, og vi mødes derfor af bekymrede panderynker fra landets spidser ved det ene pressemøde efter det andet. Droneflokkenes flugt over himlen viser nemlig, at Danmark ligger fejet og pyntet for enhver »kapabel aktør«, som man kalder den endnu ukendte afsender af dronerne, hvilket kan være alt fra Rusland til islamiske terrorister. Og det er det til trods for, at vi har afstået Store bededag så der både blev penge til krudt og kugler samt et større arbejdsudbud, der alt sammen vil øge samfundskagen. Ja, en ordfører for åndelig oprustning har sågar sagt, at afskaffelsen af den folkeligt elskede fridag nærmest er sandt kristelig, fordi vi så alle tvinges til at gøre noget for fællesskabet, til at bære hinandens byrder, som vi hørte Paulus sige tidligere i dag. Kan det blive mere åndeligt?

Det er dog kristendom på skrømt, for Paulus sagde også, at enhver skal bære sin egen byrde, og dermed sit eget ansvar, og det er alt andet lige skiftende regeringer, der har valgt at skære ned på forsvaret p.g.a. noget, de kaldte fredsdividende, som dybest set var en postkristen tids enfoldige forestilling om, at alle verdens lande og folk efter murens fald ville leve ubekymret med hinanden, så vi ikke behøvede et territorialforsvar. Man var overbevist om, at paradis på jord kunne realiseres, og selv terroranslag og den russiske annektering af Krim fik aldrig vore politikere til at vakle i troen; vi skulle leve, som om intet var hændt, for ellers ville mørkemændene vinde, alt imens koranklodserne skød op forklædt som blomsterkasser eller pyntelige kugler i bornholmsk granit ud for Christiansborg.

Russerne, fortalte de os, var slet ikke tæt nok på, og hvor skulle vi få vores energi fra, hvis ikke fra Rusland? Klimaet skal jo også reddes, men uden nedgang i væksten, derfor har Danmark artigt lukket sin egne gas- og oliefelter, og Tyskland sine atomkraftværker, og samtale er dog altid bedre end konfrontation. Man insisterede således på at leve ubekymret, fordi man et eller andet sted ved, at det er godt, men i en falden verden er det kun muligt til en vis grad; man er nødt til at bære sin egen byrde ved altid at forestille sig det værste, der kan ske og indrette sig derefter. Det er dét, vi har ledere til at gøre, og nu viser det sig, at de aldrig har været deres opgave voksen. Politik har de seneste mange år handlet om velfærd, en velfærd, der aldrig måtte udfordres, for man vinder ikke stemmer på et budskab om afkald. Deraf kan vi udlede, at velfærd hører verden til, den er mammon, den afgud, Jesus siger, vi ikke kan tjene, hvis vi også vil tjene Gud.

Det er den erfaring, vi gør os i denne tid. Når mammon bliver vor Gud, kommer bekymringerne helt af sig selv, og det ender altid i totalitarisme. Man kan bare se på retorikken, der lister sig ind, hvor f.eks. ingen må stille spørgsmålstegn ved, om det er nu er klogt at henlede russernes opmærksomhed på vort lille, ubevogtede land ved højlydt krigsretorik, for så går man fjendens ærinde, ej heller tør man lade mennesker bære deres egen byrde, tage ansvar for deres eget liv, for tænk, hvad de kan så kan finde på – arbejde på deltid eller flytte på landet og leve af én indkomst og hjemmeskole børnene. Når man gør det, forsynder man sig mod fællesskabet, mod den samlede velfærd, hører vi. Her i kirken taler vi også om synd, men det er såmænd bare en realistisk beskrivelse af, at mennesker ikke kan undgå at synde, at begå fejl igennem et livsforløb. Ellers var vi ikke mennesker. Der er små og store synder, men synd bliver aldrig værre, end når man tror sig fri af Kristus i den forvisning om, at man kan klare det hele uden ham. Man bliver simpelthen fanget i sit eget spind, og hver gang man tror at finde en løsning på et problem, afstedkommer den et nyt. Det hører aldrig op, og selv om man ubekymret greb efter magten, ender man med netop at bekymre sig, foretage brandslukninger i ét væk. Alene fordi man ikke vil acceptere, at man er et syndigt menneske i en falden verden, der har brug for Gud, fordi vi ikke har hans indsigt.

Alt det vidste Jesus, for menneskene var ikke anderledes dengang; Jesus kendte verden og hvordan verdens børn tænker, og derfor forlod han høvlebænken og gik rundt som en evig provokation, levede som en døgenigt fra hånden og i munden af det, hans himmelske fader gav ham, og så sagde han frisk og frejdig: »I skal ikke bekymre jer!« Det sagde han, fordi han vidste, at hvis man tjener en anden herre end Gud, følger bekymringerne med, så dukker kravene op til det, man mener at have ret til eller have gjort sig fortjent til. Så lukkes vi inde i bekymringernes verden og danser en dødedans om en guldkalv, der ikke kan give os liv og lyst og glæde. Den er jo formet af vore krav og ønsker og vil dermed aldrig kunne stille os tilfreds. Det, man med et marxistisk udtryk kunne kalde bekymringernes falske bevidsthed, leder os hen netop til gud mammon, og er vi der, kan vi ikke tjene livets Gud, forsynets Gud, for så har vi kun øje for os selv, og hvordan vi får vore behov opfyldt, om det er at fylde bugen eller holde på magten. Og straffen for at dyrke gud mammon er den, at bekymringerne indfinder sig så sikkert som Amen i kirken, og at der lige så sikkert altid er nogen, der vil udnytte vor bekymring, nogen, den vil gavne, nemlig dem, der påstår, at de kan fjerne hver en sten fra vor vej og dermed vore bekymringer. Men en vej er aldrig uden sten, og kun Gud kan fjerne bekymringer.

Derfor skal vi stille spørgsmålet, hvad det kristeligt set betyder at være ubekymret. Er det ikke dybt uansvarligt at være det, især i denne tid? Nej, det er uansvarligt at lade være. Hvis du ængstes over dronerne og ikke aner dine levende råd, så se hen til Jesus, for selv om han vidste, hvordan det skulle gå ham, levede han ganske bekymringsløst, hvorfor skulle vi så ikke, vi der ligesom han har hørt Guds løfte til Noah, at såtid og høsttid, kulde, varme, sommer og vinter, dag og nat skal ikke ophøre, så længe jorden står? Den Gud, der lovede det, er den samme, der klæder liljen på marken og giver føden til fuglen under himlen, så skulle han ikke også bekymre sig om os? Vi er dog meget mere værd, hører vi i dag. Og når vi tager dette til hjerte og lader alle vore krav til tilværelsen ligge, så får vi allerede her i verden lov at skue ind i Guds rige, der er så dejligt fri for bekymringer, fordi vore bekymringer bæres af ham. Det er det budskab, vi er fælles om, og det gør os i stand til at gennemskue magtens tale som forfængelighed, tomhed. Det er ikke ansvarsfraskrivelse, tværtimod, for kun i Jesu liv og gerning kan vi leve i bevidstheden om, at hver dag har nok i sin plage, vise rettidig omhu, d.v.s. vise omsorg for vor næste. Det har betydning for os her og nu, for det handler om kærlighedens gerninger, som vi ikke kunne leve foruden. Og den sande kærlighed kommer fra Gud. Ingen andre steder fra.

Det argumenterer vi ikke for her i kirken. Det forkynder vi. Jesus argumenterede heller ikke, han var bare i verden og sagde »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift!« I tilgift, ja, det er da noget af en påstand, men hvis vi atter ser på Jesu eget liv, som endte i pine, kors og død, så levede Jesus det alligevel ud, søgte aldrig andet end Guds rige, og i tilgift fik han alt, fordi han i sin lydighed mod Gud overvandt døden og fik evigt liv hos Ham. Vi får i tilgift alt dette i troen på Jesus Kristus, og når vi tror, da kan vi pludselig forholde os anderledes muntre og saglige til verdens fortrædeligheder. Vi kan se menneskers handlinger folde sig ud, og vi kan afgøre, om de er handlinger af kærlighed eller af magtsyge – Åndens eller kødets gerninger. Og det kan vi, fordi vi selv går midt i Guds rige, hvor kærligheden fra ham, som gav sig selv helt og fuldt, følger os og holder os fri af verdens og bekymringens falske bevidsthed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen