Salmer: 754, 730, 750, 752, Tak Gud

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 36, 26-28; (Jak 1, 17-21); Joh 16, 5-15

Kære konfirmander!

For lidt siden læste jeg fra alteret en profeti om, at Gud en dag vil erstatte sit folks stenhjerte og give det et hjerte af kød. Det er et billede på, at et hjerte kan være hårdt eller blødt, lukket eller modtageligt. Et hjerte af kød er modtageligt for Guds Ånd, som han en dag vil lade komme til menneskene. Det er den Ånd, Jesus taler om skal komme til hans sorgfyldte venner, disciplene, når han fortæller dem, at han må drage hen til sin Fader i himlen for at gøre plads til Talsmanden. Talsmanden er et andet ord for Helligånden, og en talsmand ved vi godt, hvad er; det er en, der taler på vegne af en anden, og Ånden taler på vegne af Gud. Disciplene har i høj grad brug for denne talsmand, for de er grebet af den synd, Jesus fortæller om, at de ikke tror, at han er Guds søn, selv om de står ansigt til ansigt med ham og har gjort det længe. Den samtale, vi hører, finder sted umiddelbart før Jesus skal dø, og disciplene sørger, fordi de ikke kan forestille sig andet, end at de aldrig skal se ham igen, at gravens mørke skal lukke sig om ham. De tror ikke, at der er andet sted at gå hen. Sådan kan vi også tro, men Gud har vist os, at der er et andet sted at gå hen; Jesus overvinder nemlig døden for at drage op til lysets Fader, og det er i den retning, vor vandring skal gå. Så ender vi samme sted. Jesus taler også om retfærdighed, og hvad er det mon? Da I blev døbt, blev I retfærdige for Gud, d.v.s. at I fik barnekår hos ham, og derfor skal I aldrig tænke på, at I skal gøre noget særligt for at få hans kærlighed, for den har I allerede. I skal også vide, at det onde, der sker i verden, allerede er dømt. Det er det, Jesus mener med, at denne verdens fyrste er dømt. Så nu er det slået fast: I skal vandre gennem livet mod lyset, som elskede, retfærdige i Jesus Kristus, bevidste om, at det onde aldrig vil sejre, selv om det hele tiden forsøger. I skal tro på, at Gud ånder på øjet, når det græder og giver jer kræfter til at vandre videre. Det er vigtigt at få med, for om ikke mange år forsvinder jeres forældre ud i periferien, I skal ud at være jer selv, tage beslutninger på egne vegne, og I vil lære, at det lette valg ikke altid er det rette. Sådan er det at blive voksen, og der har de fleste af os her, som er samlet her i dag, været.

At tage gode valg kræver, at I holder det hjerte, som I er skabt med, varmt, at I tør være både følsomme og at stå fast på det, I tror på er rigtigt, med den sårbarhed, der følger med. Det er vigtigt at få at vide i disse tider, hvor vi er omgivet af stenhjerter. For tiden hører vi om noget, der kaldes åndelig oprustning, og jeg læste forleden i en avis nogle bud på, hvad det går ud på. Det skræmte mig. Det var noget med, at lærerne skal være autoriteter for eleverne og lære dem, hvad der er værd at dø for, at skolen skal skabe en indre forsvarslinje i jer. Dertil kunne man læse, at I også skal have gode forbilleder som f.eks. krigsguden Tyr, der ofrede sin ene arm for fællesskabet, da Fenrisulven skulle bindes, og fordi fællesskabet er så vigtigt, skal vi også – lod artiklen os vide – »disciplineres til at tænke nogenlunde ens«, fordi der ellers »kommer meningsløshed, konflikter og overdrevet kritik.« Det er hjerter af sten, der fører den tale, og de kommer ikke til at skabe andet end stenhjerter, hvis de får deres vilje. For hverken vi, jeres lærere eller I tænker ens, og det skal vi heller ikke; I skal vide, at I som kristne ikke står til ansvar for jeres tanker overfor andre end Gud. Det er en stor frihed at have. I skal også vide, at man ikke bare sådan beslutter sig for at dø for noget. Noget kan til gengæld være så meget værd at leve for, at man må sætte sig selv ind på det. Men det ved man som regel først, når man er nødt til det. De gamle modstandsfolk, som der er blevet talt meget om her i 80-året for befrielsen, gik ikke med tanker om at dø; de var derimod glade for at leve, fordi der var noget, de elskede. Og deres forbillede var ikke Tyr, men Kristus, den levende Gud, som er den, der én gang for alle har ofret sig for alle. De gamle modstandsfolk var rede til at dø, fordi de netop troede på, at de var elskede af ham og derfor ville opstå med ham. Men de stræbte altså ikke efter det.

Derfor skal vi tale om, hvad der er værd at leve for, og der kan netop Ånden hjælpe os på vej, Sandhedens Ånd kalder Jesus den. Vi skal prøve at tale sandt om livet og om Danmark, som vi lever i. Et stenhjerte vil tænke rent videnskabeligt, at Danmark består af så og så mange kvadratmeter land, at søgrænsen går der og der, at der bor så og så mange mennesker i landet, at styreformen er indskrænket monarkisk, at der findes en folkekirke med så og så mange medlemmer o.s.v. Men der er jo meget mere at sige til det, og dér må vi tage Ånden til hjælp.

Der findes en dansk digter, som har skrevet en af vore smukkeste sange, Hvor smiler fager den danske kyst. I den sang skriver han: »Hvad hånden former, er Åndens spor. Med flint har oldbonden tømret, kriget. Hver spån du finder i Danmarks jord, er sjæl af dem, der har bygget riget.« Vi ved alle, hvad en flinteøkse er, og når vi synger de ord, forstår vi, at Danmark ikke bare er et stykke land, et tilfældigt fællesskab; det er noget, nogen efterladt til os, nogen har lagt spor ud til os, spor, vi kan lære af, en higen efter skønhed, som åbner vort blik for hvor vidunderlig verden er. Prøv bare at se jer om hjemme; jeres forældre har sikkert et eller andet, der er gået i arv, som betyder noget særligt for jeres familie. Det er Åndens spor. Ånd tegner også smukke billeder for vort indre; i den samme sang sammenligner digteren f.eks. vindens susen i kornmarken »som åndedræt af en venlig kvinde.« Det er et billede, der taler til hjertet, og vi forstår, at landet er noget, der er værd at leve for, værd at leve i. Et frugtbart, kærligt og smukt land, og tænk engang at det er vort.

I husker måske, da vi var på besøg i Roskilde domkirke, og vi lavede et lille forsøg med at stille os på række for at se, hvor mange led, der skal til, for at komme langt tilbage i historien. Vi var tyve, så vi kom firhundrede år tilbage i historien, og det særlige ved Danmark er, at de fleste af os kan sætte vore forfædre på en sådan række, også selv om der er kommet nogen til udefra ind i mellem. Det betyder, at vi hver især er ud af en slægt, hvor alle led har været til stede på et eller andet tidspunkt i Danmarkshistorien og oplevet en eller anden skelsættende begivenhed, som gør hele vor slægt til en del af den samlede historie. Går vi 400 år tilbage i tiden, levede der her på Falster en dronning Sophie, hvis grav vi så. Hun endte sine dage på slottet i Nykøbing, hvor hun blev forvist til. I kirken lå også kong Christian den 6., som – husker vi fra gudstjenesten Palmesøndag – indførte konfirmationen i Danmark. Der er altså nogen i jeres slægt, der har oplevet både Sophies forvisning til Nykøbing slot, og at konfirmationen blev indført. Der er m.a.o. et slægternes åndedræt, der går igennem Danmarkshistorien, og I er en del af den Ånd. Se, det er helt uvidenskabeligt, men vi ved i vore hjerter, at det er sandt. Det vil vi gerne leve for.

Nu vil jeg til slut vende tilbage til de gamle modstandsfolk, som er kommet til ære og værdighed igen, og som nogen i vores slægt også har levet samtidig med. De var slet ikke så populære, som man skulle tro i disse dage, for mange mennesker følte en uro og angst over deres klare stillingtagen; de tænkte slet ikke som det store fællesskab, og flere af dem blev forfulgt og straffet af de danske myndigheder, der ikke skulle nyde noget af al deres fædrelandskærlighed, som bare gav problemer i det ellers så gode forhold til besættelsesmagten. En af de mest kendte modstandsfolk – også i dag – er Marius Fiil fra Hvidstengruppen, som I også har stiftet bekendtskab med i jeres undervisning, fordi vi har læst et af hans afskedsbreve. Han og hans gruppe vidste jo nok, at det ikke var risikofrit at gå ind i arbejdet, men de tænkte næppe over, om de var parat til at dø for det, de havde gjort, selv om det endte med at blive konsekvensen. Marius Fiil er et forbillede for os, fordi netop han gennem livet vandrede mod lyset, bevidst om at være elsket som det Guds barn han blev i dåben, bevidst om, at det onde aldrig vil sejre. Han tog det svære men rigtige valg, og han fik kræfterne til at trøste den del af sin familie, der var blevet tilbage, med disse ord, som jeg også vil lade være mine til jer: »Læg trygt jeres tillid til Herren, og han vil hjælpe jer alle, Herren vil hjælpe jer, Herren vil bevare jer, Herren vil lyse sin fred over jer alle, og Herren vil alle dage være med jer alle.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen