Salmer: 748, 366, 685, 688, 6

Kom, Herre Jesus. Amen.
5 Mos 24, 17-22; Rom 14, 7-13; Matt 5, 43-48

Der har en god stunds tid hersket en vis bekymring over det, nogen kalder for toksisk, altså giftig, maskulinitet; det er et udtryk, der dækker bredt, fra de såkaldte incels, d.v.s. mænd, der ufrivilligt lever i cølibat, og som derfor hader kvinder, til mænd, der følger kristne influencere, og som gennem dem antager det, man kalder et konservativt, hvis ikke ligefrem fundamentalistisk syn på emner som f.eks. ægteskab og abort. Hvilket – må man forstå – i vore dage er helt uantageligt. Måske var det også derfor, at der opstod ekstra panderynker hos de bekymrede progressive sjæle, da Bibelselskabet for nylig fremlagde en undersøgelse, der viste, at et stigende antal unge, danske mænd jævnligt deltager i en gudstjeneste. Straks blev undersøgelsen underlagt en kritisk gennemgang af bl.a. en religionssociolog, der ikke mente, at undersøgelsen var repræsentativ. Det hævdede den nu heller ikke at være, men ikke desto mindre viser den, at der er noget i gære hos især de unge mænd. Også den ortodokse og katolske kirke melder om en øget interesse fra netop denne gruppe af menneskeheden, så helt skævt er det nok ikke.

Men er det nu så toksisk, f.eks. hvis en ung mand skulle komme til kirken i dag? Så hører han om omtanke for den fremmede og den fattige, om ikke at dømme andre og i stedet leve for andre. Og endelig hører han om fjendekærlighed. Det er vel alt sammen dyder, vi hævder, hører til blandt de sagnomspundne danske værdier. Vel står der også andre knap så behagelige ting i biblen, men det er alligevel tankevækkende, at det, vi forbinder med noget godt, fremgår af så gammelt et skrift, som er blevet læst og forkyndt i Danmark i over tusind år. Ja, det er blevet så almindeligt et tankegods, at vi har let ved at dømme mennesker, der ikke abonnerer på de holdninger. For dømmesyge er nemlig noget meget menneskeligt, ligesom skepsis overfor fremmede og had til ens fjender er det. Jeg for min del ved, hvor svært det er at følge budskabet, men jeg bemærkede også, at vor ny kirkeminister heller ikke kan sige sig fri, da hun for nylig i programmet Deadline udtalte, at hun gerne ville kunne lovgive sig ud af det problem, som det åbenbart er, at der stadig i den danske folkekirke findes præster med et konservativt syn på ægteskabet. Det forargede hende simpelthen, at vi findes. På samfundets øverste hylde elsker man altså ikke sin fjende, ej heller undlader man at dømme sin broder, men kan uimodsagt true de forkastelige på deres levebrød. Af den ene grund, at man mener at være kommet til et højere moralsk stade end – i dette tilfælde – de bagstræberiske præster i den danske folkekirke.

Men som Jesus siger et andet sted i bjergprædikenen, skal man rive det øje ud, der forarger en, og det vil jeg da billedligt talt gøre. For når Jesus siger noget, så mener han det, og vi er nødt til at lytte og forsøge at forstå, og jeg håber, at vi så også efterfølgende kan se det opbyggelige i, at unge mænd søger kirken. For de søger alvor, og det er sandelig alvorstale, vi hører her, tale til den enkelte om at være jordens salt og verdens lys. For det er dét, den kristne skal være, og han eller hun skal være det ved at tænke og handle ganske anderledes, end mennesker normalt gør. Der er jo ikke noget at sige til, at det er let at hade sin fjende; fjenden har det jo med at gøre en eller andre ondt, men vi ved også af erfaring, at fjendskab, der aldrig brydes, fører til ulykke. Før kristendommen kom til norden, var klanfejder ikke usædvanlige, og de kunne være ganske ødelæggende for et samfund, fordi den ene grusomme hævnakt førte den næste med sig. Det kan man forvisse sig om ved at læse Saxo eller de islandske sagaer. I dag er det reglen i stedet for undtagelsen, at vi ikke automatisk ser en fjende i de mennesker, vi møder, og vi er nok ikke helt bevidste om, hvor dyrebart det er at kunne mødes i tillid til, at vi ikke vil slå hinanden ihjel.
Fjender tænker vi i dag, hører til krigens væsen og univers, og langt op i tiden, også efter at kristendommen var blevet den dominerende religion, var det desværre heller ikke usædvanligt, at man i krig mishandlede fjender, der faldt i ens hænder. Men med den tredje Genèvekonvention kom der internationale regler for human behandling af krigsfanger, og jeg tvivler på, at man kunne være kommet på den tanke uden kristendommens tale om fjendekærlighed.

Når der er gået så lang tid, før budskabet har lejret sig, viser det noget om, at det er faldet blandt tidselgemytter, men at det ikke desto mindre har gjort sin virkning. Og det er et budskab, som kun kan spredes ved, at mennesker lever det ud personligt. Det gjorde Jesus selv; han vendte den anden kind til, elskede sin fjende, selv da han hang på korset, og dermed viste han mennesker en vej ud af elendigheden, da alt så mørkest ud. Da åbnede han døren ind til en verden, vi gerne vil være i, fordi den er lys og god og varm. Men den verden kan vi i vort jordeliv kun erfare i glimt, når det rent faktisk lykkes os enten at forglemme os selv overfor næsten, som altså også findes i vor fjende, eller at vi selv oplever en ufortjent og overraskende godhed fra et andet menneske. Enhver, der har prøvet både det ene og det andet ved, at det gør inderlig godt, og at det ændrer et eller andet, giver et håb og en glæde, man ikke kan skænke sig selv. Derfor kan vi ikke undvære det, og derfor skal vi forsøge at følge Jesu bud og bede til, at han vil give os styrke til at følge dem, altså i dette tilfælde: Elsk din fjende. Det kræver virkelig, at man står i en personlig relation til Vorherre, så vanskeligt er det, og hvad der er lige så vigtigt: Det er kun ham, der kan forlange det af os. Vi kan ikke forlange det af andre. Så bringer det nemlig død og fordærv med sig, og det gør det meget vanskeligt at være kristen. Har du f.eks. været en god kristen og budt den fremmede indenfor, og han så kvitterer ved at gøre livet uudholdeligt for din familie, så må du spørge dig selv, om Gud virkelig mener, at du skal elske den fremmede, som nu viser sig at være din fjende, højere end din familie. Du må spørge dig selv, hvem der i dette tilfælde er din næste? Der er ikke noget let svar, men det et godt eksempel på, hvorfor der ikke kan lovgives direkte ud fra biblen. Der kan altid kun være en intention i loven, som kan udspringe af kristendommens tale til os, som f.eks. at alle er lige for loven, at det er ulovligt at gå forbi en nødstedt o.s.v. Derfor vil jeg ende, hvor jeg begyndte, med de unge kirkesøgende mænd. Der er ingen grund til bekymring, netop fordi kristendommen er personlig tiltale; Gud taler, og det, der tales til, er den enkeltes samvittighed. Derfor kan man heller aldrig vide, hvad den enkelte når frem til er det rette at mene og gøre i diverse etiske spørgsmål. Men kirkegangen kan bringe nuancer ind i livets store spørgsmål, og ja, det kan godt være, at de nuancer modsiger tidsåndens dogmer, men jeg vil tillade mig at mene, at det burde vi kunne holde til – uden at dømme hinanden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen