Salmer: 750, 12, 308, 164, 1 (NA: 308, 450)

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 103 1-22; Rom 7, 15-19; Luk 17, 11-19

Der er mange ting på spil i evangeliet til i dag; uhelbredelig sygdom, udgrænsning, renhed og urenhed, etnicitet, omvendelse og frelse. Og for at forstå, hvad det siger os i dag, skal vi begynde et andet sted, nemlig herhjemme i en ikke fjern fortid.

Da ledelsen af DBU for nogle år siden besluttede, at fodboldlandsholdet skulle have ny træner i stedet for norske Åke Hareide, ansatte man en dansk træner med en uortodoks tilgang til sit arbejde. Han lagde nemlig ud med at gøre sig mange og store overvejelser over, hvad det danske folk var for en størrelse, fordi han ønskede, at fodboldlandsholdet skulle afspejle folket. »Hvem er vi?« spurgte han således sig selv. Nu kunne man jo tro, at præmissen for at udpege et landshold i en hvilken som helst sportsgren handler om at udpege de dygtigste, men nej, der skulle holdninger og følelser på bordet, og med ét blev fodboldlandsholdet rejsende i alskens aktivisme fra Black Lives Matter til LGBT+folkets rettigheder i Qatar. Det endte skidt, for det viste sig, at de unge fodboldspillere måske ikke selv havde gjort sig så mange overvejelser over dette og hint, og dermed lod de sig bruge af en landstræner, der drev politik fra trænerbænken, medens det gik den vej, hønsene skraber, med spillet. Nu er alt tilbage ved det gamle, i hvert fald i fodboldens verden, og det er godt, men de seneste ugers begivenheder i USA har vist, at vi her i vesten er blevet så optaget af rene holdninger, at nogle er villige til at gå ganske vidt for at hævde dem, som f.eks. at begå drab for at fjerne den urene, i dette tilfælde den unge konservative og kristne influencer, Charlie Kirk, som ikke bød ind på de sager, der har fyldt ganske meget de senere år bl.a. dem, fodboldlandsholdet dyrkede. Det virkeligt ubehagelige er, at drabsmanden også herhjemme har ganske mange meningsfæller, der synes, han har gjort verden en tjeneste.

Når jeg indleder min prædiken med disse overvejelser, er det fordi dagens fortælling kun kan forstås, hvis man er bevidst om menneskers iboende trang til at udgrænse hinanden, en trang, vi har meget svært ved at styre, og som fører til utrolig megen ulykke. Vi vil så gerne stå på den rigtige side af historien, som det hedder i vore dage, vi er ekstremt optaget af at være en del af fællesskabet, vi er hundeangste for at falde ud, men når vi er det, kommer vi i virkeligheden bare til at begå vor grundsynd: At ønske død over hinanden. For et fællesskab er af en eller anden grund altid betinget af, at der er nogen, der ikke en del af det, med en enkelt undtagelse, som jeg skal vende tilbage til. Spedalskhed, som vi netop har hørt om, var en årsag til udgrænsning fra fællesskabet. Det er ikke en sygdom, der rammer os i denne del af verden og har ikke været det længe, men det verdensbillede og menneskesyn, behandlingen af de spedalske er udtryk for, findes til hver en tid og skaber et dødvande, vi ikke kan kæmpe os ud af uden ham, vi hører om i dag.

At de spedalske var udstødte, var der flere og indlysende årsager til; sygdommen var og er smitsom og invaliderende, den kunne dengang ikke helbredes, og så mente man endvidere, at alvorlig sygdom hang sammen med Guds straf. Man blev altså betragtet som uren og syndig, når man blev ramt af spedalskhed, og det gjaldt derfor om at holde sig fra de spedalske. Raske risikerede simpelthen både liv og omdømme ved at omgås dem. Så er det let at regne ud, hvordan de ti, vi hører om har haft det. De ved, at de ikke hører til det gode selskab, og derfor står de på afstand og beder Jesus om hjælp. Men vi hørte også tidligere, at Herren er den, der tilgiver os al vor skyld, helbreder vore sygdomme og udfrier os fra graven. Det er ham, de spedalske møder, og de ved det. Det hører man i deres henvendelse: »Jesus, Mester, forbarm dig over os.« Der er en afgrundsdyb fortvivlelse i de ord, som kun den, der virkelig har følt sig ene og forladt af en hvilken som helst grund, kan genkende. Men de spedalske har – som nævnt – heldigvis henvendt sig til den rette; Jesus ser nemlig dem og ikke deres synd, og beder dem gå direkte hen og lade sig undersøge af præsterne og blive erklæret rene, sådan som den jødiske lov foreskrev det. Alene denne befaling helbreder dem og gør dem rene på vejen derhen. Men kun han, der p.g.a. sin etnicitet og sin tro var endnu mere ildeset end de andre, nemlig samaritaneren, forstod, hvem der havde helbredt ham, og derfor fortsatte han ikke sin færd, men vendte tilbage til Jesus og takkede ham. Dermed blev der vendt op og ned på hans liv, for nu var det fyldt af Jesus og ikke af hans gamle tro. Det paradoksale er, at de jødiske spedalske jo også en kort stund troede, at Jesus var så guddommelig, at han kunne helbrede dem, de så i et glimt, hvem han var, men så glemte de ham igen. For fællesskabet, som de havde været udelukket fra, var vigtigere for dem. At være tilbage i det folk, hvor de kunne være en del af den religiøse og dermed den folkelige renhed.

Og så er vi ved kernen af historien: det er ikke hvem, vi er, der er vigtigt. Det er vigtigt, hvem Gud er, og at vi forstår hvem han er. For det er afgørende for vore handlinger. At den spedalske, der vender tilbage til Jesus, er en fremmed, kan egentlig være ligegyldigt, selv om Jesus er vred over, at de jødiske spedalske, hans egne landsmænd, ikke agtede hans under. Det enestående ved samaritaneren er, at han ser Gud i Jesus, at han bekender sig til ham, fordi han ved, at han står overfor den, der er hans skaber. For da Gud i skikkelse af Jesus trådte frem, var det som konge af det rige, han selv havde skabt, et rige befolket af mennesker udgået fra hans skabergerning, og her fandtes der ingen grænser mellem mennesker. Gud kom for at lade alle vide, at vi ikke skulle være alene mere, at skellet mellem os og ham var væk. At vi er hans kære børn, som hører til hos ham. Men Guds egen historie endte med udstødelse, fordi mennesker ikke ville miste deres egen magt over andre til ham. Eller fordi de glemte ham. Den historie er ikke slut; menneskers mangeartede reaktioner på Jesus, som de kommer til udtryk i bibelen, svarer til menneskers reaktion på Jesus i dag. Også i dag reagerer folk med tvivl, vrede, glemsel eller tro på budskabet om Guds komme til verden, også i dag er mennesker forvirrede og søger kærlighed og mening med livet på alle mulige måder. Det gør vi, fordi vi er skabt af en, som vi dermed hører sammen med, men søger vi ham de forkerte steder, ender vi ofte med at gøre os selv til universets centrum, så søger vi fuldkommenheden i os selv. Og da er det så let at komme til at gøre det onde, alt imens man tror, man gør det gode. Det er vor iboende spedalskhed, kan man sige.

Den ulykkelige hændelse i USA er et vidnesbyrd om dette, at en ung mand troede sig så god, at han mente at have ret til at tage livet af en anden, som han syntes var ond. Han så ikke længere gudbilledligheden i den anden, og det viste sig som nævnt, at der var rigtig mange, der har det ligesådan, selv en folkekirkepræst, der dog skulle kende Jesus og vide, hvordan han virkelig var. For i Jesus bøjede Herren sig mod jorden og elskede hvert et menneske, han så. Det er p.g.a. dén ubetingede kærlighed, han havde og har til os, at han skal være centrum i vort liv. Kun på den måde kan man være på den rigtige side af historien, nemlig den side, hvis epicenter er Kristus. Hos ham er der glæde og liv både her og hisset. Glemmer vi ham – som de ni spedalske gjorde det – bliver vi mismodige, eller vi sætter os over hinanden og kommer hinanden i kasser med holdninger. Det er der heldigvis en kur imod, og den får vi foræret af samaritaneren, der vendte tilbage til Jesus: kuren hedder taknemmelighed. Den frelser, han mødte, skal vi nemlig også møde en dag, og det skal gøre os inderligt godt. For et menneskeliv kan rumme så meget; den største glæde, den dybeste sorg, store triumfer og fejltrin, der er umulige at rette op. Men med sin nåde mod de spedalske viste Jesus, at han også vil antage os for værdige uanset andres eller vor egen dom over vort liv, og dagligt giver han os mulighed for at se høre det, profeter og konger ønskede at se og høre, nemlig at Guds rige kom til jorden med ham, at det ikke kan standses, og at vi en dag skal selv skal opleve det i al dets glans og herlighed, og vore øjne dermed være lykkelige.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen