Salmer: 51, 437, 372, 614, 62

Fattig kom du til jorden ned, adlede armod og usselhed. O, Gud ske lov.

Es 58, 5-12; 1 Joh 4, 16b-21; Luk 16, 19-31

»Nu er det Lazarus´ tur!« kunne være overskriften på dagens evangelium, hvor den fattige mand får lov at hvile i patriarken Abrahams skød, medens den rige mand må henslæbe sit efterliv et sted, hvor der er meget varmt og ubehageligt. Karl Marx ville kalde det opium for folket, fordi både belønning og straf foregår i efterlivet, men samtidig er hans tanker jo dybt præget af denne opium; man kan bare se på den nuværende diskussion om velhavende mennesker, der pensionerer sig selv, d.v.s. giver sig selv en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for egne penge, kontra »Arne«, som kun kan trække sig tidligt tilbage, såfremt fællesskabet betaler for det. Og det skal det selvfølgelig, lader magthaverne til at mene, ligesom fællessskabet i form af almenvellet skal have lov at ekspropriere privat ejendom til både Roskildefestival, tennis- og golfbaner, samt sikre offentlig adgang på stier, der går gennem private haver, som er sager, det offentlige har vundet over private i de seneste år, og hvor filosofien bag synes at være, at den store, brede befolkning har lidt tilstrækkeligt p.g.a. de riges grådighed. Derfor skal den nu nyde, og de rige yde. Man vil have den bibelske retfærdighed her og nu.

Når det er nogle mennesker så meget om at gøre, at »de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder«, er det nemlig en direkte påvirkning fra Ny Testamente, f.eks. denne historie om Lazarus, eller den profeti, vi hørte fra alteret om at dele sit brød med den sultne. Salmedigteren Thomas Kingo forsøgte i sin tid at tale til kongens samvittighed ved i et digt at beskrive de fattige på et hospital i Odense, hvor Kingo var biskop, netop ved at bruge denne lignelse:

»Her hyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder, som Job og Lazarus og sine Sprecker fylder af det hand nærmest har, med blæstet (åndepust) af sin Mund og klapper for et Slik ved tungen af een Hund.«

Det er Kingos måde at give den daværende Lazarus en stemme overfor den rige mand på, men det er også et forsøg på at åbne den riges, her kongens, øjne for, at han har muligheden og den kristne pligt til at hjælpe dem, der ingen anden hjælp har. Kingo forsøger faktisk poetisk at lade Lazarus vise sig for den rige mands efterfølgere. I dag har vi her i landet sat Kingos tanker i system med velfærdssamfundet, og der kan være meget godt at sige om det, men gør man det til et spørgsmål om frelse, sådan som vi har tendens til, for velfærden er så hellig, at det er meget vanskeligt at have en saglig diskussion om den, så bliver man totalitær. Så skal alle passe ind i skabelonen, udskammes og sættes på plads, hvis de afviger fra den slagne vej, som er blevet udstukket af velfærdsarkitekterne. Så er det, vi får disse endeløse diskussioner, hvor velhavende mennesker pr. definition er onde, udbyttende, selviske og grådige, medens de knap så velhavende er ædle, ordentlige og selvopofrende. Bare se en gennemsnitlig dansk film, så er det den historie, der går igen.

Imidlertid får vi dermed et urealistisk menneskesyn, og vi opnår kun, at mennesker blive slavegjorte i ordets egentlige forstand, i stedet for af egen fri vilje at bidrage til det fælles. Samtidig bliver vi konstant utilfredse, fordi målet for lighed og velfærd aldrig kan nås, og vi kommer til at vogte over hinanden og vore dispositioner; hvorfor er der råd til cigaretter og klatgæld, når man er kontanthjælpsmodtager, eller hvorfor skal den rige LEGO-arving have lov at køre en bil ud på en tiliset sø for at se, om isen kan holde? Der er m.a.o. masser af social kontrol i velfærdsreligionen, og det gør os alle ufri, mindre generøse, mindre kærlige. For når man konstant er optaget af, hvad man kan presse ud af velfærdsstaten, er man lige så langt borte fra Gud som den rige mand.

Man kan også spørge, om der er noget ved at få smulerne fra den riges bord, når de gives med sur mine? Kingo forsøgte jo også med sit digt at tale til kongens medfølelse, ikke hans lyst til at være i fred for tiggere. Den eneste måde, vi kan komme ud af den situation på, er ved at vende blikket mod ham, der opstod fra de døde, Jesus Kristus, og det er i bund og grund det forhold, denne lignelse handler om. Lad os da se på den, og lad os begynde med slutningen.

Da den rige mand beder Fader Abraham sende Lazarus til sine endnu levende brødre for at advare dem om, hvad der kan ske, hvis de ikke omvender sig, får han det svar, at hvis brødrene ikke allerede nu lytter til Moses, som jo er jødelovens fader, og profeterne, som mange gange har advaret folket om, hvordan de skal leve et Gud velbehageligt liv, så vil de heller ikke komme til at gøre det ved, at en står op fra de døde. Så det er det både en dom over jødernes levevis og en forudsigelse af, hvordan en stor del af dem ikke ville komme til tro på, at Jesus var Kristus, Guds salvede, at han overvandt døden og dermed det ellers uoverstigelige skel, der ved syndefaldet var opstået mellem Gud og mennesker. Selv om det var spået i skrifterne. Når der i Jesu lignelse optræder en dyb kløft mellem den rige mand og Lazarus i efterlivet, handler det altså ikke om, at fattige mennesker er gode, fordi de er fattige, eller at rige mennesker er onde, fordi de er rige, nej, det handler om indstillingen til livet og andre mennesker, om at leve med næsten for øje uanset om man har meget eller lidt, ikke om det er nogens tur. Det handler om menneskets iboende synd og manglende vilje til omvendelse.

Om Lazarus hører vi, at han ikke bare er fattig, han er også fuld af sår, og han kan ikke andet end ligge udenfor den rige mands hus og håbe på, at der falder noget af til ham. Han er så ynkeligt et menneske, at selv hundene opfatter det og slikker hans sår, hvilket udstiller den rige mand endnu mere. Han ser nemlig ikke det, han skulle og kunne se. Han gør ikke det, han skulle og kunne gøre, og som han ved, han kunne og skulle gøre. Vi hørte det selv fra Esajas for lidt siden: Gud ønsker, »at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.« Og han ønsker tilmed, at du gør det med godt humør. Den rige mand var muligvis i godt humør over sin formue, men det kan være, det ville forsvinde, hvis han delte sit brød med den fattige, så det forsømte han, og så blev han straffet.

Nu kan vi jo spørge os selv, om historien så er en opskrift på at undgå helvedes flammer? Nej, det er den ikke, for frygt findes som bekendt ikke i kærligheden; gør vi næsten godt for at undgå eller opnå noget, kommer der kynisk eller angstfyldt beregning bag alt, hvad vi gør, og også der vil vi være lige så langt fra Abrahams skød som den rige mand i lignelsen. At ende netop dér, kræver, at man allerede her i livet tror på, at man er der. At der er bygget bro over den uoverstigelige kløft, og at den bro hedder Jesus Kristus, han der døde og opstod for vor skyld. For at vi kunne have evigt liv hos ham, hvile i Abrahams skød, som Jesus kaster sin stråleglans over.

Det er nok dér, vanskeligheden ligger for os. Vi klynger os jo til denne verdens goder, vi glemmer dagligt vor næste, ikke altid af ond vilje, men der er så meget, der kan stille sig imellem ham eller hende og os, og vi vil bare så gerne have et langt gnidningsfrit liv. Det gælder både fattig og rig. De fleste af os erfarer dog, at sådan er livet sjældent, at alt det, vi byggede vort liv og menneskesyn på, løber ud som løst sand imellem vore hænder. Men en dag er vi her ikke længere, og derfor er det godt jævnligt at standse op undervejs og tænke over både hvad man selv har gjort forkert, og hvad der fremover er vigtigt, nemlig at leve fordomsfrit for sin næste, d.v.s. uden tanke for, om man synes, han eller hun har fortjent ens venlighed. Det bliver man ikke et dårligere eller mindre lykkeligt menneske af, tværtimod, for man giver dermed sig selv muligheden for at komme til at leve i sandhed, og sandheden om os kommer fra Gud. Den sandhed siger, at ingen af os kunne eller ville leve, som Gud ønskede det, og så endte han med selv at gøre det. Som julesalmen siger: »Fattig du gjorde dig med flid, rige blev vi til evig tid.« Rige blev vi, rige på kærlighed, som bare er til at dele ud af, for selv smuler af denne kærlighed, der falder fra den rige Guds bord, gør alle såre godt. Og den kan ikke gøres op i penge.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen