Salmer: 74, 84, 76, 146, 78

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 42, 1-9; Rom 13, 11-14; Luk 4, 16-30

Midt i den massive julehygge, som har omgivet os i en god måneds tid, står adventstidens tekster som en kras modsigelse, der tvinger os til at reflektere over, hvad det er for en frelser, hvis fødsel, vi skal fejre om ikke længe. Selv om denne beretning om Jesu besøg i Nazaret falder tidligt i Lukasevangeliet, rummer den næsten hele hans dramatiske livsforløb i sig og bliver således et varsel om det, der skal ske; at han skal forkastes af sine egne, fordi han med sin tale i deres øjne krænker både Gud og hans udvalgte folk, hvilket igen fører til, at de udstøder ham, en udstødelse, der bliver startskuddet til kristendommens udbredelse blandt hedninger. Derfor kaster historien også sandhedens ulidelige lys over mennesker, som vi er flest, og vore motiver. Langt de fleste længes efter gode, trøstende ord, de færreste bryder sig om at få deres dårlige sider afsløret. Sådan har det været siden syndefaldet, hvor Adam og Eva skjulte sig for Gud Herren, da de havde været ulydige imod ham. Siden har vi forhærdet os, så vi altid tror, vi kan skjule ting for Gud, at f.eks. vore tanker er toldfri. Det er de ikke, hører vi i dag. Jesus er kommet til sin hjemby og har i synagogen læst Esajas´ smukke profeti, som alle jøder i det besatte Israel på det tidspunkt har længtes efter skulle gå i opfyldelse: At Herrens salvede skulle komme til dem, udråbe et nådeår med frigivelse af fanger, frihed til de undertrykte, godt bud til fattige og syn til de blinde. Det sker i det øjeblik, Jesus træder ind i rummet, og på en eller anden måde fornemmer de tilstedeværende det, den intense stemning nærmest oser ud af fortællingen. De bifalder oven i købet Jesus, da han selv siger, at han er opfyldelsen af profetien.

Øjeblikket efter kommer anfægtelsen, for de bliver opmærksomme på, at det er den lokale tømrers søn, og de har vist hørt noget om ham, at han har været i Kapernaum og udført mirakler; dem vil de også se ham gøre. Langfredags ord, »Frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«, klinger således med, for selv om det er Jesus, der anklager dem for at tænke på den måde, rammer han tydeligvis plet. Og det er altid djævlen, der er på spil, når der spørges: »Hvis du er Guds søn, så gør dit og dat.« Så er det, han siger, at han ikke har tænkt sig at udføre så meget som et lille bitte under. De vil alligevel ikke tro ham, for en profet er aldrig anerkendt i sin hjemby. Jesus har set ind i deres hjertes mørkeste afkrog, og han nægter at spille med, tilmed strør han salt i såret, da han henviser til sine forgængere, de store profeter Elias og Elisa, som Herren lod udføre mirakler på hedningefolk og dermed lod hånt om sit eget. Det vil sige, at Jesus fortæller sine bysbørn, at han vil lade Guds velsignelse gælde alle folkeslag, fordi hans eget folk ikke kendte sin besøgelsestid – at Herrens nådeår var nu, da han var kommet til dem i egen person. Da skyllede vreden op i dem, og de forsøgte at slå ham ihjel ved at drive ham ud til den bjergside, Nazaret lå på, men – får vi at vide – de kunne ikke røre ham, give ham det afgørende skub; ved bjergets yderste kant vendte han om, banede sig vej igennem dem og forlod dem – vandrede ud i verden som den sandhed om menneskene, han var. Og dog var det os, han ville være sammen med. Nådeåret har været der lige siden.

Og som vi hørte Esajas sige tidligere i dag, ventede de fjerne øer på hans belæring, også vore her i det høje nord, hvortil kristendommen kom og lyste for os. Han lyser på denne årets første dag i kirken, og hvad skal vi så bruge det til, som vi menneskebørn har for vane at spørge? I disse dage tales der meget om det fællesskab, kirken tilbyder, som nærmest er samfundets lim: det vil man gerne bruge kristendommen til, men Jesus er bestemt ikke fælleskabsskabende i dag, nej, han stiller os en fordring, nemlig altid at tale sandhed. Alle, der kender bare lidt til sig selv, ved, at det er en overordentlig vanskelig, hvis ikke umulig opgave for et menneske, og heldigvis har vi da vore synders nådige forladelse, men samtidig ved vi, at kærlighed til sandheden fordres af os alle, og vi bryder os heller ikke i længden om bortforklaringer, halve sandheder og lunkne undskyldninger. Løgn er gift for ethvert fællesskab, om det er i familien, på arbejdet, i skolen eller i samfundet. Dog er sandheden – som sagt – ofte ilde hørt, og derfor kan det at tale sandt udstøde én fra fællesskabet, stille én ligeså alene som Jesus i dagens fortælling, ja, det kan koste en livet. Hvilken sandhed, der skal siges, kan variere, men sandheden taler altid om retfærdighed, den taler til samvittigheden. Og jeg vil bruge et eksempel fra historien til at belyse det.

Vi skal tilbage til besættelsestiden, da den danske regering havde indgået samarbejde med besættelsesmagten på en løgn om, at den var her for at beskytte os, en såkaldt »fredsbesættelse«. Den løgn modsagde digterpræsten, Kaj Munk, fra den første dag, og da han holdt sin sidste prædiken, anede han, at hans tid var kommet, og at han var nødt til at sige noget til sin menighed, som de ikke ville kunne lide at høre, nemlig at de ikke kendte deres besøgelsestid som en del af det danske folk. Året var 1944, det var nytårsdag, og Munk var kommet under vejr med, at nogle af hans sognebørn havde taget arbejde for den tyske besættelsesmagt, andre solgte den naturalier uden at være i nød. Det var fuldt lovligt, og havde man været i nød, ville han have haft forståelse for det, men at man af grådighed gik besættelsesmagtens ærinde, mens jøder blev forfulgt og danske og norske modstandsfolk blev sendt i KZ-lejre, kunne han ikke benævne på anden måde end det, det var: ukristeligt. Efter dette sagde Kaj Munk:

»Jeg står ikke her for at prædike had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad rædsel og elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad forsmædelse mit eget land har måttet opleve. Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: »Kommer de efter dig i nat?« Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker livet, har nok i at gøre sin gerning og er glad for sin kone og sine børn. Og dog kan jeg ikke hade. For mennesker er så mange slags og besættes af alle slags ånder, og Frelseren har lært os bønnen: Forlad dem, thi de ved ikke hvad de gør.«

Og sådan er det. Guds tilgivelse gælder alle, og da vi alle har brug for den, skal vi kunne bære over med hinanden i en falden verden, forlade vore skyldnere, som vor egen skyld forlades. Men vi skal altså også sige sandheden, om den så river i næsen som sennep. Det gjorde Kaj Munk den nytårsdag, og selv om han ikke nærede had til nogen, så var der nok, der hadede ham. Måske var den tale dråben, der fik hadets bæger til at flyde over; tre dage senere blev han hentet og mødte sit Golgata ved Hørbylunde Bakke, hvor han blev skudt. Siden har han lyst over Danmarks øer ved sit eksempel, ikke mindst for Ordets tjenere, der til hver en tid skal sige sandheden, fordi sandheden handler om den retfærdighed, Gud bringer med sig, og som til hver en tid skal stå som en lysende fakkel imod løgnen. Derfor skal Kaj Munks nytårsbøn, som blev hans sidste, være den, vi går ind i det nye kirkeår med:

»Kære vor Gud og Far i det høje, vi takker dig for, at du har rejst dit hus her på jorden, for at sandheden skulle eje sin faste borg iblandt os. Tak, at du også på denne dag har kaldt os herhen. Der er nok, der lyver i verden. Her lyder dit ord, der ikke spørger efter bifald og ikke regner med vrede, men er lige sikkert til trøst og til tugt. Om vi så måtte tage imod det.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen