Salmer: 136, 25, 316, 392, 138

Stjernen fra Østerland leder ej bort, men hjem. Amen.

Job 28, 12-28; 1. Joh 2, 7-11; Matt 2, 1-12

Jeg vil begynde med at genfortælle et eventyr, jeg som barn holdt meget af, nemlig eventyret Østen for sol og vesten for måne. Det handler om en ung pige, hvis fattige far presser hende til at følge med en hvid bjørn, der som modydelse gør faderen og resten af den store familie rig. Det viser sig, at bjørnen i virkeligheden er en forhekset og meget smuk prins, som skal sove med pigen hver nat i et år for at hæve fortryllelsen. Hun må dog ikke se ham, men da hun ikke kan nære sig for netop det, må prinsen drage til slottet, der ligger østen for sol og vesten for måne for at gifte sig med prinsessen med den lange næse, datter af den heks, der kastede bjørneforbandelsen over ham. Men den unge, fattige pige elsker jo sin prins, og hun vil selvfølgelig gå gennem ild og vand for at finde og frelse ham, men at gå gennem ild og vand er der også andre, der kommer til at gøre, som hverken har lod eller del i hendes projekt. Efter en lang rejse til de forskellige verdenshjørner viser det sig nemlig, at den eneste, der muligvis kan bringe hende frem til slottet, er nordenvinden. Det lykkes ham, men ikke uden store ofre; under deres rejse stormer det, så skove og huse blæses omkuld, og da nordenvinden og pigen kommer ud på havet, går skibene under i hundredvis. Men frem når pigen altså, og hun får sin prins. Kærligheden sejrer til slut. Heksen, den langnæsede prinsesse og de små trolde, som holdt til hos heksen, springer i tusind stumper af raseri, prinsen og pigen frigiver alle fangerne på slottet og flytter langt væk sammen.

Det var, da jeg genlæste eventyret som voksen, at jeg begyndte at synes, at det var synd for alle de mennesker, der døde under nordenvindens hærgen, men jeg tror, at eventyret finder stor appel hos mange, for heksen og hendes slæng er jo onde, og prinsen og den fattige pige gør noget godt, da de endelig får hinanden. Og man kan også indvende mod mine moralske kvababbelser, at det hele er et eventyr. Hvilket er sandt. Problemet er bare, at ikke så få mennesker gerne vil leve i et eventyr, hvor de har hovedrollen og gør alt det rigtige, og altid af kærlighed for kærlighedens skyld. Men livet er ikke et eventyr, vi selv fortæller, det er Guds eventyr, og i dét er det er bedst for mennesker, at vi ikke skal være andet end netop mennesker, medens vi skal overlade det, vi ikke har fuldt indsigt i, til Gud. Det er det, teksterne til i dag handler om.

For hvor finder man visdommen, og hvor bor indsigten? Disse spørgsmål blev således stillet i Jobs bog, som vi hørte fra alteret, og svaret var, at Gud alene kender vejen til den. For os er de lige så langt borte som slottet østen for sol og vesten for måne, men vi skal ikke tage en tur med nordenvinden for at oplede den, vi skal følge Gud og vide, at vor visdom er at frygte Herren, vor indsigt er at holde os fra det onde. Og det lyder jo, som om visdom og indsigt således er let at opnå, men det er det ikke. For mennesket er skabt i kærlighed til at modtage kærlighed, en kærlighed, vi tabte ved syndefaldet, men som vi har ledt efter lige siden, og som vi genvandt ved det lille barn, som juletiden handler om, vor herre Jesus Kristus. Vort problem er bare, at det lille Jesusbarn sjældent er nok for os. Kærlighed, der i udgangspunktet var sund, kan så let ændres til kærlighed til magten, vi begår m.a.o. Adams og Evas brøde igen og igen, glemmer at frygte Herren, fordi vi vil være som ham, og vi er gode til at bilde os ind, at alt vi gør, gør vi af gode grunde, måske ligefrem af kærlighed, sådan som i eventyret. Og når man er ude på det skråplan, hvor ens egen kærlighed er bevæggrunden for alt, hvad man gør, må man også tåle de tab, der følger med. Sådan begynder ethvert tyranni, og det behøver man ikke tage udenfor landets grænser for at finde. Så tror man, at man er i lyset, mens man hader sin broder, der ikke bryder sig om at være deltager i det eventyr, man fortæller, og en dag opdager man måske, at den største glæde, der findes, er at udøve magt over andre. Da er kærligheden forsvundet, og man befinder sig i sit selvskabte mørke.

Men i dag får vi at vide, at mørket viger og det sande lys allerede skinner. Gud har skrevet et eventyr, som er sandt, og som vi alle er med i, for det ved vi, når vi hører om de tre vise mænd og kong Herodes. Guds eventyr er nemlig ret realistisk; der er ikke noget, vi ikke kan genkende, og samtidig åbner det himlen for os.

Og netop med himlen begynder det hele; i Østerland så tre stjernetydere, dem, vi kender som de vise mænd, ja, ligefrem som konger, en stjerne gå op, og de var ikke i tvivl om, at en særlig konge var født, og at de ville finde ham og tilbede ham. Men de var jo bare mennesker, så de tænkte, at de måtte søge i et palads, hvorfor de endte hos kong Herodes, der sad i sin gode mag, ja, hele folket med ham, og både han og folket blev forfærdede, da de hørte, at der var blevet født jøderne en konge. For så kunne Herodes jo ikke være retmæssig konge, og den måde, han og folket havde indrettet sig på, måtte være forkert, netop fordi de adlød en ikke retmæssig konge. Han og hans folk levede altså i et forkert eventyr. Og så er det, Herodes forsøger sig med list, en list, der taler til kærligheden. Da han hører, at den nyfødte konge skal findes i Betlehem, og at vismændene vil drage dertil, beder han dem vende tilbage til ham og fortælle ham, hvor han er, så han selv kan komme og tilbede den lille. Det er såmænd bare det, han vil. Men Herren kendte Herodes bedre end de vise mænd, og han – hører vi – advarer de tre, så de vender hjem ad en anden vej. Ingen tyran skulle få lov at slå kærligheden ihjel, og det var den sande kærlighed, der lå i krybben. Vi ser det af de gaver, den lille får: en konges guld, en guds offergave i form af røgelse, myrra, der skal bruges til hans begravelse. Så allerede her forstår vi, at Jesus Kristus, Gud og mand, skulle give sig hen for vore synder, lede os tilbage til det paradis, der var tabt, så vi i ham kunne blive Guds kære børn på ny. Det er den mærkelige visdom, vi har, at denne kærlighed befrier os fra at være konger og dronninger i vort eget og ikke mindst andres liv, fordi vi har én god og kærlig konge, som vi skal frygte og dermed holde os fra at gøre andre ondt. Og historien har sin egen dynamik, leder os bort fra det onde, fordi vi holder med Jesus mod Herodes. Det er en rigtig god indsigt at få på denne sidste julegudstjeneste. På tirsdag er det helligtrekongersdag, og Helligtrekongersaften er julens sidste aften. Men med fortællingen om de tre, der gav navn til dagen og aftenen, kan vi gå det nye år i møde med glæde, fordi vi sammen med dem har fundet himlen på jorden, og derfor ved vi, at vi i troen på Gud den almægtige og hans søn, Jesus Kristus, altid er på vej hjem – i et eventyr, der ender godt, fordi vi sætter vor lid til Guds kærlighed og ikke vor egen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen