Salmer: 94, 117, 136, 120

Hjerte, løft din glædes vinger. Kristus lod sig føde. Amen.

Es 9, 1-6a; Luk 2, 1-14

Det rører mig altid, at så mange gerne vil komme og høre om det lille barn, der blev født julenat. For det vidner om en længsel efter noget, som vi næppe selv kan sætte ord på, fordi vi nok ikke forstår det selv. Det, der skete dengang, er nemlig udenfor vor forstand. Var Jesus blevet født i dag, havde omstændighederne omkring hans tilblivelse og fødsel sat et hav af offentlige foranstaltninger i gang. Ingen ville have glædet sig over den teenagegraviditet, som der rent faktisk var tale om. For i fortællingerne om Jesu undfangelse virker Maria sært alene, der tales ikke om nær familie, kun ved Guds indgriben forbliver Josef sammen med hende, og hvad var han for en type? Heldigvis var han en god mand, men forholdet usikkert, og måske ville man have rådet Maria til at afbryde graviditeten, måske skulle parret have været til en forældreeksamen, og når barnet var født, ville venlige sundhedsplejersker aflægge et ekstra besøg for nu at sikre sig, at der var øjenkontakt nok med barnet og stabilitet omkring det. Prøv engang at lade det sænke sig; kan det tænkes, at vor evne til at glæde os over en barnefødsel er blevet svækket, fordi bekymringerne altid kommer i første række? Fordi der altid er hundrede ting, der skal være i orden, før vi mener, at et barn kan få en god opvækst? Der kan jo være god grund til at nære bekymring, men hvad nu, hvis de evindelige bekymringer er det mørke, vi vandrer i som folk, og som juleaften lyses op, fordi et barn er født os?  Sagen er, at der fra det øjeblik, Jesus undfanges, er tale om en kaskade af guddommelig glæde. Det er der, fordi det netop er i dét øjeblik, at menneskets historie når et afgørende vendepunkt; i Nørre Alslev kirke bliver vi altid mindet om begyndelsen: At Adam og Eva var ulydige mod Gud og derfor endte udenfor Paradis, hvor straffen for kvindekønnet nu bl.a. skulle være smertefulde børnefødsler. Ingen glæde dér. Men da englen Gabriel kom på visit hos Maria, hilste han hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Straffen var udstået, nu velsignede Gud moderskabet ved at lade sig føde af en kvinde. Og straks efter Gabriels besøg drog Maria til sin fjerne slægtning, Elisabeth, som også var gravid, endda i sin høje alderdom. Det var hende, der blev mor til Johannes Døber, som vi fejrer hvert år til Sankt Hans. Da Maria som ganske nygravid trådte ind i Elisabeths hjem, sprang drengen i Elisabeths liv af fryd over, at den herre, hvis vej, han skulle bane, nu var kommet. De to fostre hilste altså på hinanden, og både Elisabeth og Maria brød ud i hver deres lovsang. Og så kommer den endelig: Fødslen. I en kold og beskidt stald langt fra hjemmet efter en strabadserende rejse. Men det var glæden, ikke bekymringen, der blev født, og det trænger vi til at høre.

Vi trænger til at høre noget, vi ikke kan sige os selv; at vi ikke længere lever med døden, men med livet, som fortegn, fordi den almægtige Gud, Han som er over og uden for universet, hævet over tid og rum, Han valgte at blive menneske, valgte at blive en af os og dermed styre vor vandring i mørket i retning af lyset. Og vi trænger til at høre, hvad der skete. At himlen denne nat stod åben, således at Guds engle fyldte marken, hvor hyrderne holdt nattevagt. Der er ganske vist altid små sprækker mellem Guds rige og vor verden. Sprækker, hvor Guds lys og Guds engle flyver ind og ud gennem. Sprækker hvorigennem vor fornuft bliver os skænket, vor viden om godt og ondt og vor evne til at vise og modtage kærlighed.

Det er dog bare bitte små sprækker. Så små, at lyset for det meste bliver grumset og uklart før det når frem til os, og bekymringerne lukker af for sprækkerne, støver dem til. Så når vi oplever små mirakler, overser vi dem alt for let, eller vi glemmer dem, fordi vi får opfattelsen af, at verden er, som verden altid har været, at alt er ved det gamle. Vi lader bekymringerne overtage og styre vort liv og vor opfattelse af verden.

Men julenat i Bethlehem var der vitterlig noget ganske nyt på færde. Denne julenat var Guds evige, uforgængelige rige og denne forgængelige verden én og samme virkelighed. Der var ikke længere nogen adskillelse mellem Gud og mennesker. Gud blev menneske.

Den højeste sandhed, den højeste skønhed og den højeste godhed lod sig føde i jordisk kød og blod. I denne, i vor historiske virkelighed. Julenats mirakel skete i virkeligheden, og havde vi været til stede, så havde vi set det samme, det som hyrderne på marken så, og som vore mange smukke julesalmer formidler på så vidunderlig vis. Det skete i historien, i rummet og i tiden. Den evige lod sig føde ind i det forgængelige. Den udødelige gjorde sig dødelig. Og alle de mirakler, som omgiver Jesu fødsel, hans liv og hans død og genopstandelse er bogstavelige mirakler. De afhænger ikke af øjnene som ser. De afhænger heller ikke af, om man tror på dem. Hvis man ikke tror, kan man jo bare lade være med at fejre jul. Men om vi tror eller ikke, kan ingen efter den første julenat tænke verden uden Kristus, ingen kan slå ham ihjel, og vi, der er samlet her i dag, vil gerne fejre jul, fordi vi tror, at det er sandt. Vi bliver aldrig trætte af at høre det. Det gør vi ikke, fordi der også er en fortsættelse på den julenat, da Jesus blev født, som vi måske viger mere tilbage fra, men som vi ved gør dette barn, hvis skuldre bærer herredømmet over jord og himmel, til noget særligt. Vi ved, at natten for hans fødsel, langfredag, da han bragte sig selv som offer på korset, og påskemorgen, da han opstod fra de døde, er den akse, hvorom hele verden drejer sig. Det er begyndelsen og enden – alfa og omega. Det er den kerne, om hvilket hele universet blev skabt. Stalden, korset og den tomme grav. Universets mening og mål ligger i krybben i Bethlehem. Og ethvert menneskebarn er skabt i Jesusbarnets billede. Derfor er hvert enkelt, lille menneskebarn universets mening og mål. Et lille mirakel.

Hvert enkelt liv, jeres og mit, er en fortælling, som er i den almægtige Guds hånd. Og det betyder, at den dybeste mening med vort liv ikke er af denne verden. Vi er ikke blot små ligegyldige biologiske væsener som efter vort korte jordeliv er glemte og borte for bestandig. Vi er guddommelige væsener, skabt i Jesusbarnets billede, skabt til at leve i Guds Rige. Derfor har vort liv på jorden, hvordan det end bliver, en guddommelig værdi. Gud blev menneske, han blev som en af os for at gøre os til en del af sin guddommelige virkelighed. Den almægtige Gud, som har skabt universet, og som har skabt hver enkelt af os med såvel legeme som sjæl, med sanser og fornuft, Han gjorde sig selv til et dødeligt menneske som vi. Og Han gjorde det for at frelse os ud af dødens magt og skænke os det evige liv.

»Frygt ikke!« sagde englen julenat til hyrderne, »Thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.«

I dag lyder det. Derfor siges det samme os. Os er der født en frelser. Derfor har heller ikke vi noget at frygte. Vi behøver ikke længere at frygte for den verden, vi lever i, for skæbnen, tilfældigheden, tomheden eller denne verdens onde magter. Vi er Guds børn, og vi skal leve for evigt i hans kærlighed, glæde os. Og når vi holder os til krybben og til korset, så skal vi sammen med den mangfoldige himmelske hærskare møde Gud med ordene: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Må den lovsang følge os ud i alle hjem.

Glædelig jul!