Salmer: 100, 119, 125, 114, 99

Ja, sjunge hver, som sjunge kan, nu tændtes lys i skyggers land. Amen.

1 Mos 1, 1-5; 1 Joh 4, 7-11; Joh 1, 1-14

Alle tekster til i dag handler om, at Gud er først og størst. Han er helt udenfor demokratisk kontrol, og det skal vi være glade for. Jeg skal prøve at forklare hvorfor.

Jeg har i det sene efterår haft et lille flip med at se dokumentarer om Danmark i den kolde krig, og jeg har været særligt optaget af det hedengangne DDR. Når jeg er fascineret af denne fejlslagne stat, skyldes det, at jeg for nogle år siden blev opmærksom på, at der blandt de tyskere, der stadig kan huske, hvordan det var at vokse op i Østtyskland, for manges vedkommende findes en vis godhed for det projekt, som DDR jo var. Østtyskland fik efter 2. verdenskrig ikke – som Vesttyskland – Marshallhjælp, i stedet tog russerne den del af produktionsapparatet, der stadig virkede, til sig selv som en del af den krigsskadeserstatning, de mente sig berettiget til. Selv om genopbygningen af Vesttyskland var hård for de overlevende, så var østtyskerne altså væsentlig dårligere stillet. Men fordi de tog den kommunistiske ideologi til sig, hvad enten det var af nødvendighed eller fri vilje, oplevede mange en enorm vilje til at få landet på fode igen, og de, der voksede op i tresserne og halvfjerdserne, husker tiden som præget af en glad, idealistisk tilgang til det store fællesskab. Der blev virkelig løftet i flok. Mange så de skandinaviske lande som forbilleder, ligesom nogle danskere havde en faible for bonde- og arbejderstaten – fra Det Radikale Venstre til DKP. En del danskere af kommunistisk observans rejste faktisk til DDR for bo og arbejde der i kortere eller længere tid; danske børn er således opvokset i DDR, fordi deres forældre var optændt af den hellige, kommunistiske ild. Disse børn er jo voksne, modne mennesker i dag, men også de husker opdragelsen til fællesskab som noget positivt. Men så var der jo et lille men, for børnene havde øjne i hovedet; de så, at nogen var mere lige end andre, og at de færreste kunne få lov at rejse hvorhen, de ville. Man sultede ikke i DDR, men udvalget var begrænset, og de produkter, man selv formåede at fremstille, var ikke af høj kvalitet, og så var der det virkelig ubehagelige: STASI, der gjorde DDR til en stikkerstat, hvor man aldrig kunne vide sig sikker, slet ikke, hvis man havde stukket næsen frem og f.eks. ansøgt om tilladelse til at rejse ud af landet, eller hvis man var bekendende kristen. Og det er der jo ingen, der ønsker sig tilbage. Men hvis man nu kunne få idealismen sammen med velstand og en rimelig, personlig frihed, ville det så ikke være det bedste? Da muren faldt, og det blev muligt at rejse ud, søgte nogle østtyskere til de skandinaviske lande, fordi de kom tættest på den statsindretning, som de syntes ville have været ideel for DDR. Det er en tanke værd.

Nu faldt muren og med den Østtyskland, men – meget aktuelt for den juletid, vi befinder os i – så har nisser for vane at flytte med, og mennesker har det med at søge tryghed – husk bare på den gamle historie om israelitterne, der efter udvandringen fra Ægypten knurrede mod Moses, fordi han havde ført dem ud på en ørkenvandring og en fremtid, der var lagt i Guds hånd. De savnede trygheden ved Ægyptens kødgryder, selv om de dér måtte leve en trælletilværelse. Den længsel efter tryghed er guf for enhver totalitær tanke, og i DDR omfattede den kommunistiske ideologi det hele menneske, så det menneske ikke skulle bilde sig ind, at det havde brug for andet eller mere: Stol på staten og hold dens bud, og du skal leve. Sådan satte staten sig i Guds sted, og det har stater det desværre med at ville, hvis de kan komme til det, og altid af lutter godhed. Fordi den ved bedst. Vi har set det nogle gange herhjemme i årenes løb, bl.a. da en profileret minister i den nuværende regering udgav en meget omtalt bog med den forjættende titel: Arbejdets land. I den bog lød overskriften til indledningen således: I begyndelsen var arbejdet. Og så tordnede ministeren ellers imod alle, der forfægtede den tanke, at livet er andet end arbejde. Eller påstod, at den måde, vi har indrettet samfundet på, måske ikke er hensigtsmæssig for alle mennesker. Jeg skal nøjes med at tale for mig selv, men jeg finder det ikke forjættende at skulle i bo i Arbejdets land. Og det er ikke fordi, jeg ikke synes, man skal arbejde, hvis man kan, jeg synes også, at det er godt, at vi gennem skatten betaler til fælles goder. Jeg finder det til gengæld forkert, at tilfældigt valgte mennesker insisterer på at gøre Danmark til noget bestemt, her Arbejdets land. Så er velfærdsstaten blevet så hellig, at den kan sætte sig på folks samvittighed for at finde finansiering til sit gode projekt. Sådan sniger den totalitære tendens sig ind på os, for så skal vi gå og vogte over hinanden, om vi nu arbejder nok for det fælles bedste, i stedet for at vi i frihed tager Danmarks skæbne på os. For Danmark er noget værd i sig selv, vort land er ikke afhængig af partier for at være noget, nej, Danmark er afhængigt af, at det er elsket, at der er et folk, der giver svar på landets skønhed, dets gavmildhed, dets sprog og lange historie. Den kærlighed kan vi ikke opelske af os selv, nej, den må komme et sted fra. Og der findes en fortælling om et dansk folk, hvis trældom blev brudt med stavnsbåndets opløsning, hvor det frie initiativ blev hyldet, og hvor god hjælp var hjælp til selvhjælp.

Foreningslivet blomstrede og skabte et rigt civilsamfund med f.eks. vandforsyning, frysehuse, brugsforeninger, idræts- og skytteforeninger, andelsmejerier, husmoder-, husmands- og landboforeninger, frie korps, frie skoler og højskoler, fri- og valgmenigheder og meget mere.

Folk gav noget af sig selv, investerede i fællesskabet, men de gjorde det frivilligt og lokalt.

At det kunne lade sig gøre kan vi takke kristendommen og dens åndelige frihed for. Kristendommen fortæller os, at arbejdet kom ind i verden som en straf for synden, og at Gud aldrig lovede os et gnidningsfrit liv i en forkromet velfærdsstat. Tværtimod. Imidlertid lovede Gud os noget andet: At han skulle tage bolig iblandt os. Siden da har – som jeg sagde i går – natten for hans fødsel, langfredag, da han bragte sig selv som offer på korset, og påskemorgen, da han opstod fra de døde, været den akse, hvorom hele verden drejer sig. Og hvis vi skal sammenholde de tekster, vi har hørt i dag, så er der som nævnt noget, der går igen, nemlig det, at Gud altid gør noget først. Han elsker og han skaber, han skabte mennesket til i frihed at vælge ham til med den fare der ligger i valget, at mennesket så også kan vælge ham fra, at hans egne ikke vil kende ham, når han kommer til dem. Men så højt elskede han verden, at han gav sin egen søn for at frelse den. Det vil sige, at uanset hvad vi gør, så elsker Gud altid først, og når vi hører, at Ordet var I begyndelsen, så er det Ord Guds skabende, fantasifulde kærlighed, en kærlighed, der skal være grundlaget for alt, hvad vi foretager os, også arbejdet. For så kan arbejdet faktisk blive en leg. Men kærlighed, ved vi, blomstrer aldrig under tvang, for så finder den et andet sted at være. Derfor kunne DDR ikke bestå, og jeg tror, at vi i denne tid skal tænke lidt over den lektie, det lærte os. Julen fortæller os, at Gud er stor i det mindste, og at intet kan forhindre ham i at komme til os, når han vil. Tænk bare på dette: I Østtyskland sang man sange om og for gamle kommunistiske helte, vi synger lovsange om et lille barn, der blev født i en stald, og vi gør det, fordi Gud dermed viste, at han vil sammen med os, bare som vi er. Fordi han elsker os uforbeholdent, og for at vi skal se hans herlighed, som han har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Gid vi alle må få lov at se den.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen