Salmer: 96, 124, 137, 122, 118

Julebud under storm og torden melder og giver fred på jorden, fred til at stride vor strid med mod. Amen.

Salme 27, 1-5; Rom 3, 19-22a; Matt 2, 13-23

Den historie, vi netop har hørt, lyder alt for genkendelig; en brutal hersker, kong Herodes, vil ikke tåle nogen konkurrent, og da hans list for at få de vise mænd til at afsløre Jesu fødested, mislykkes, tager han disse voldsomme metoder i brug, som skærer i enhver moders hjerte; barnemordet i Betlehem, som aldrig er blevet glemt, selv om der er begået masser af lignende forbrydelser siden. Vi har i de seneste år ikke kunnet undgå at høre om Iraels fremfærd i Gaza, og selv om jeg ikke billiger alt, hvad israelerne foretager sig, f.eks. deres opførsel på Vestbredden, så var det alligevel hurtigt, Hamas´ massakre den 7. oktober 2023 blev glemt og ikke mindst den varme modtagelse, den fik blandt herboende muslimer. Tænk, at det ikke rystede os mere eller længere. Således jublede og dansede influenceren Ahmad Elchaabi på en video til sine følgere, mens han sagde: »Der bor folk dernede … som stadig ikke er blevet flækket, men 250 stykker? Det er ikke helt dumt.« Han syntes således at mene, at barnemordet, som der var tale om, var ganske fedt. Han kom i fængsel for sine udtalelser, og det mener jeg ikke, at han skulle, for de taler jo for sig selv, og det er bedre, de kommer frem i lyset, end at de trives i det skjulte, men en fredag kort før jul dette år dukkede Elchaabi op igen. Nu befandt han sig på Rådhuspladsen, hvor han og nogle trosfæller oprettede en lille, mobil moske med skiltning – bl.a. med slagordet, Allah is king of kings, som klinger af ordene fra Johannes´ åbenbaring, som igen kendes fra Händels Messias. Fra denne lille moske uddelte de kaffe, chokolade og kærlighed, som Elchaabi sagde på videoen, han lagde ud til offentligheden, mens man hørte bønnekaldet i baggrunden, et bønnekald, som jeg vil citere i forkortet udgave, da der er en del gentagelser:

»Allah er størst. 

Jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allah. 

Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah. 

Jeg bevidner, at Muhammed er Allahs sendebud. 

Kom til bøn! Kom til frelse! 

Allah er størst! Der er ingen Gud udover Allah.«

En del københavnere blev dybt provokeret over denne måde at demonstrere kærlighed på, og nu er mange optaget af, at optrinnet ikke skal kunne gentage sig, medens Elchaabi og Co. selvfølgelig er dybt og professionelt konsternerede over, at de bliver mødt med så megen vrede. For der er jo frihed i Danmark til at demonstrere og ytre sig og tro, hvad man vil. Og det har de jo ret i. Således har muslimer gentagne gange helt uden problemer kunnet fylde Rådhuspladsen til fredagsbøn uden at nogen så meget som løftede et øjenbryn, men skruer vi tiden tilbage til 2002, da prædikanten Moses Hansen, netop som en reaktion på fredagsbønnen på Rådhuspladsen, ganske fredeligt ville bære et kors gennem Nørrebro, måtte han beskyttes af 600 betjente for at kunne gennemføre sit forehavende, alt imens vrede borgere buhede ad ham.

Jeg kan ikke huske, at nogen forsvarede Moses Hansen dengang, men jeg kom til at tænke på hændelsen i forbindelse med den muslimske demonstration ved juletræet, og egentlig blev jeg ret opløftet over, at så mange var blevet oprørte over den. For den var jo intet andet end en magtdemonstration, hvor Allah som en kong Herodes efterstræbte den lille dreng i stalden. Symbolikken var ikke til at tage fejl af.

Det, der undrede mig, var, hvorfor ingen fandt på at stille sig op og synge julesalmer, mens der blev delt kaffe og chokolade ud. For det var ganske oplagt, og det ville have været interessant at se, hvilken reaktion, det ville have afstedkommet. Nu er danskerne i forhold til tro et blufærdigt folkefærd, og det er på mange måder godt, men i mødet med islam, der er en lovreligion, der dyrker gerningsretfærdigheden – ikke sjældent på voldelig vis – kan det ikke nytte noget, at vi ikke viser, at vor retfærdighed består i troen på barn Jesus, og at vi derfor må tage vare på ham, som Josef og Maria i sin tid gjorde det.

Men måske den manglende modreaktion også handlede om angst; når det kan provokere herboende muslimer, at en mand bærer et kors gennem gaderne i en sådan grad, at han skal have massiv politibeskyttelse, tænker man sig lige om en ekstra gang, så man ikke får gjort noget uoverlagt. Jeg tror, at der ubevidst ligger en dyb frygt i mange danskere for at tage til genmæle. Jeg tror dog også, at vi skal høre op med at frygte, for Herren er jo vort lys og vor frelse, som salmisten siger, og evangeliet fortæller os heldigvis også, at den lille dreng i krybben ikke var sådan at få has på; det fortæller, at Gud ikke lader sig kyse af en tyran. Ondskaben kan rase og lægge planer mod Gud, men den kan ikke vinde, den kommer nærmest til at gå Guds ærinde; ikke alene gyser vi stadig over Herodes´ brutalitet, og det at kunne føle med mennesker på så lang afstand af tid og sted har i sig selv værdi, men barnemordet sender også Josef og Maria på flugt til Ægypten, hvorfra de vender tilbage, da der atter er ro og ingen fare på færde, alt sammen for at kunne opfylde de ældgamle profetier om Herrens salvede. Det vil sige, at da Josef og Maria bosatte sig i Nazaret, så var det på forhånd bestemt, men både flugten til Ægypten og hjemrejsen til Nazaret gav altså også Jesus muligheden for at vokse sig stor og stærk til den endelige kamp mod synden og døden. Og Gud havde valgt almindelige mennesker – for det var Josef og Maria – til at passe på ham.

Dog, stor lidelse skulle den lille opleve, for den verden, som var blevet til ved ham, kendte ham ikke og ville ikke vide af ham. Så den udstødte ham. Men lyset var kommet til verden en gang for alle, og mørket greb det ikke. For der kom en dag, der Jesus ikke længere skulle flygte fra menneskers ondskab, det var, da han lod sig korsfæste, og netop i det øjeblik blev han herliggjort, fra den tid kunne vi tro på, at Gud vil vende ondt til godt, sorg til glæde. Det satte han nemlig sig selv ind på, og på det kendes den sande kærlighed.

Affæren på Rådhuspladsen viser, at der ikke er sket meget, siden Gud kom til verden. Fordi han valgte at komme i skikkelse af et lille barn, vakte han både menneskers omsorg og deres magtbrynde, men troen på ham vil ikke dø, så længe mennesker vil åbne deres hjerter for ham og passe på ham dér. Og hvor hjerterne tager imod ham, der forsvinder også angsten for, hvad mennesker kan gøre ved os, fordi vi i troen ved, at det alt sammen vil være en overgang, at vore smerter vil være for fødselsveer at regne. Så når vi møder en kong Herodes i moderne klæder, skal vi vide, at ligesom Herodes ikke fik held med sit forehavende, så vil den moderne Herodes heller få det. Det kræver blot, at vi tør se ham i øjnene, slå ring om krybben og holde fast i, at vi tror på Gud Fader, den almægtige og på Jesus Kristus, hans enbårne søn – vor Herre og verdens frelser og synge salmer til hans pris!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen