Salmer: 749, 260, 257, 730, 15

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 110-1-4; ApG1, 1-11: Mark 16, 14-20

Kære konfirmander!

Da I blev døbt, blev I døbt med vand og Helligånd, og det vil sige, at allerede dér gjorde Gud jer hellige, og derfor skal I aldrig tænke på at skulle gøre noget for at fortjene hans kærlighed. Den har I allerede, ja, man kan faktisk sige, at jeres hjerte i dåben begyndte at slå sammen med Kristi hjerte, fordi I kom til at tilhøre ham, og I skal vide, at han er af evighed. Når vort eget hjerte hører op med at slå, så fortsætter hans, og vi lever sammen med ham. Derfor er kristendommen en hjertesag, og da jeg har lært jer at kende som et par hjertelige drenge, skal hjertet være omdrejningspunktet i dag. For i en hård og kold verden, som vi desværre lever i, kan det være vanskeligt at holde hjertet varmt, men I skal vide, at kærlighed aldrig er givet forgæves, selv om det nogle gange kan se sådan ud. Det er meget menneskeligt at miste håbet og måske endda blive hårdhjertet, når man umiddelbart oplever, at det gode trædes under fode, og det er netop som håbløse og hårdhjertede, Jesus finder sine disciple, da han viser sig for dem efter sin opstandelse. De har hørt fra kvinderne, der fandt den tomme grav, at der var sket noget, der var grænseoverskridende for forstanden, og de ville ikke tro det, selv om de havde kendt Jesus godt og hørt ham forudsige påskens begivenheder. Derfor skælder han dem ud, men han opgiver dem ikke. Tværtimod, for det er altså disse lidettroende, der får til opgave at bringe det gode budskab om dødens overmand ud i verden, og sørme om de ikke gjorde det. Jesus siger også noget meget mærkeligt, nemlig at der skal følge tegn med dem; de skal tage på slanger, kunne drikke gift, tale i tunger, uddrive dæmoner og helbrede syge. I Nørre Alslev kirke har vi et billede af disciplen Johannes, der blev tvunget til at drikke gift, og det overlevede han efter sigende, og dog synes jeg ikke, nogen skal prøve at gøre ham det efter, men vi kan jo tænke over, om disse tegn, Jesus fortæller om, kan være et billede på, hvordan verden er. For der er jo ondskab i verden; der er slanger, der bider, mennesker, der vil andre det ondt, der er sygdom og meget andet, og så er der mennesker, der insisterer på at gøre godt i verden, forsøger at helbrede og lindre, viser andre godhed og fortæller dem om Jesus, og at der er en anden verden hos ham, end den, vi ser, som kan gøre os så megen skade. Igennem disse mennesker virker Kristi hjerteslag, som verdens livgivende pulsslag kan man sige.

I de to tekster, vi har hørt i dag, bliver det begge gange nævnt, at Kristus, Herren, sidder ved Guds højre hånd, sådan som vi siger i trosbekendelsen. Kristi himmelfartsdag er nemlig den dag, der markerer, at Jesus efter sin død og opstandelse for til himmels for at tage plads der, hvor Gud havde bestemt, han skulle være. Det vil sige, at han forlader jorden og sine disciple, der nu må klare sig på egen hånd, dog ikke uden hjælp. Selv om disciplene allerede er voksne, bliver de nu voksne på en anden måde, fordi der føjes en ekstra dimension til deres liv, en bevidsthed om, at der en herlighed bag alt det skabte, som de har fået del i, og som de må dele med andre. Og fra den dag, de forstod det, bestilte de ikke andet. De trådte simpelthen ud i verden og helbredte og velsignede mennesker på deres vej. De tog på slanger, drak gift og blev i øvrigt udsat for meget andet, de satte simpelthen livet ind på at bære budskabet om Guds kærlighed ud i verden, de var Guds bankende hjerte i verden.

Netop fordi I er på vej ud i voksenlivet, kan det være godt at huske på, at det gode findes, at kærligheden findes og er værd at kæmpe for, og da jeg for nylig hørte, at Det Kongelige Teater i år opsætter H.C. Andersens eventyr, Snedronningen, kom jeg til at tænke på, at den er en god måde at anskueliggøre Guds kraft på. Kort fortalt er Snedronningen historien om drengen Kay, der bliver ramt af en splint af et troldspejl i hjertet og i øjet. Troldspejlet, som djævlen selv har lavet, viser et vrangbillede af alt, hvad der er godt, og det gør enhver lille defekt stor og iøjnefaldende. En dag splintres spejlet, og da Kay rammes, bliver han fornem og finder ikke længere behag i at være sammen med sin lille veninde Gerda, som han ellers holdt så meget af. Han ser ikke længere skønheden i rosentræerne, men derimod ormen, der gnaver i dem, hans største fornøjelse er at gøre grin med folk for deres små vaner og handicap, han begynder udelukkende at gå op i gold visdom; matematik og tal er det bedste, han ved. Netop p.g.a. matematikken, den videnskab, der dyrker de klare linjer og eksakte mål, finder Kay glæde ved snefnuggene, iskrystallerne, der ikke – som blomsterne – har nogen fejl. Og nu er Kay let bytte for Snedronningen, der får lokket ham til at følge sig ind i sneens og kuldens rige. Hun får Kay til at glemme Gerda og alt, hvad han holdt af engang, hun kysser og krammer ham, til han til sidst bliver kold og følelsesforladt. Ensom sidder han i hendes kolde slot, hvor hun har bortført ham til. Han bærer utrætteligt rundt på nogle skarpe, flade isstykker for at danne et ord, som han ikke kan komme på. Snedronningen vil forære ham hele verden og et par skøjter, hvis han af isstykkerne kan danne dette ord, som er evigheden. Da Kay ikke længere hører Gud til, men har givet sit liv til den smukke, fejlfri dronning, kan han ikke andet end flytte rundt på sine isstykker uden at kunne komme på det ord, de skal danne. Kay mente jo, at voksenlivet handlede om fornuft, men fordi han fornægtede kærligheden, endte han med at være fanget af sit eget overmod.

Heldigvis er lille Gerda stadig derude, hun går igennem ild og vand for at finde ham, og de oplevelser, hun har, er ikke for børn. Hun skal måske ikke tage på slanger, men hun skal bl.a. overleve at være tilfangetaget af en røverbande, der vil æde hende. Efter mange lidelser og strabadser finder hun Kay næsten frosset ihjel, rugende over sine isstykker. Da brister hun i gråd, for hun tror, hun er kommet for sent til at frelse ham. Men netop denne sorgens og medlidenhedens gråd rammer ham og skyller troldspejlets splint ud af hans hjerte, og da hun synger en salme, de altid har sunget og elsket, bryder Kay selv ud i gråd og får på den måde skyllet splinten ud af sit øje. Gerda kysser ham til live igen, og netop da Kay har fået farven og varmen tilbage i kroppen og genkendt sin elskede Gerda, har isstykkerne af sig selv dannet ordet Evigheden.

Kay er fri nu, han og Gerda vandrer hjem, og som de vandrer, bliver det sommer. Da de kommer til deres elskede barndomshjem, erfarer de, at de er blevet voksne. Deres bedstemor er hjemme, hvor hun altid har været, hun sidder på sin vante plads og læser i bibelen: »Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige.« At være barn for Gud er at leve i tillid til, at vi har en kærlig fader i himlen, at kærligheden findes, selv om verden modsiger os. Det var det, Gerda gjorde, selv om Kay havde afvist hende, og sådan frelste hun ham. Vi lever desværre i en tid, hvor Snedronningen på mange måder hersker. Alt gøres op i tal og skemaer, og vil nogen lave noget om på det, er det nærmest umuligt; på en måde er vi blevet som Kay, der går rundt og bærer på isstykker, der ingen mening giver. Men her i kirken lyder andre toner; her troner Jesus Kristus, han som gik gennem ild og vand for os, han som med dåbens vand skyller alt det hårde bort fra vore hjerter og aldrig vil slippe os. Jeg tror, at I ved det, for de salmer, I har valgt til i dag, handler alle om, at Gud viser os sin herlighed i alt det skabte, at hans rige viser sig for den, der tror, og hver gang I synger eller kommer til kirke, skal det minde jer om, at selv hvor Snedronningen holder til, er Guds rige på vej, og I skal selv vidne om det ved at fortsætte med at være de hjertelige drenge I er, ved at være Guds varme pulsslag i verden. Må Gud bevare jeres udgang og jeres indgang nu og til alle tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen