Salmer: 192, 197, 187, 201

Vort Hosianna klinge! Du ærens konge, gak vor død at undertvinge, og hav så evig tak! Amen.

Sl 22, 2-22a; Es 52, 13- 53; Luk 23, 26-49

Langfredag er dagen for menneskets absolutte gudsforladthed, vi hører det i teksterne og mediterer over det i salmerne, og der blev passende lagt op til denne følelse i det overordentlig smukke præludium, vi hørte ved gudstjenestens indledning, og som jeg har ladet mig inspirere af i det følgende. Her blev spørgsmålet nemlig stillet: »Hvilken gud stiger ned ad stjernernes vej?« Svaret synes i bønnen at være, at en sådan gud ikke findes, men at døden er en tilstand af evig søvn og glemsel, der er ikke nogen, der lytter til vor gråd og klage, og det er man nødt til at komme overens med; det m.a.o. livets lov at blive til støv – »ja, jord er du, og til jord skal du blive«, som dommen over Adam lød, da Gud fordrev ham og Eva fra paradisets have, hvor livets træ stod. Siden har mennesket levet med døden som fortegn, og vi har gjort mange krumspring for at forlige os med den, og netop i dag er det oplagt at se på, hvad mennesker tyr til, når vi tror os forladte af Gud eller ligefrem ønsker at være det. Vor store forfatter, Henrik Pontoppidan, kom tidligt i sit liv til den konklusion, at der ingen gud var, der steg ned ad stjernernes vej. Det var en del af et oprør mod hans præstefar, der i Henriks øjne med sin sorte kristendom havde pint enhver glæde ud af livet for familien, og en ikke ringe del af sit forfatterskab brugte han på at finde en erstatning for »hin blegnæbbede kastrat fra Nazareth«, som han lader figuren Lykke-Per kalde Jesus.

Pontoppidan, der var nietzscheaner, fandt frem til den løsning, at mennesket må blive sin egen Kristus og forløse sig selv i livet som i døden, efter hvilken – det siger næsten sig selv – der intet mere er. Lykke-Per eller Per Sidenius, som han rettelig hedder, søger således forsoningen med sig selv og sine mange svigt ved at droppe alle drømme om en stor karriere som ingeniør og et lykkeligt familieliv for i stedet at blive landmåler i en afsides, vestjysk egn, hvor han dør af kræft, lidelsesfyldt, men lykkelig.

I romanen De dødes rige møder vi et par i skikkelse af godsejeren Torben Diehmer og den smukke, begavede Jytte, som han har elsket, siden hun var en ganske ung pige. Desværre er kærligheden kun kortvarigt gengældt; Jytte holder nok af Torben, men hun har et mørke i sig, som hun ikke vil belemre ham med, dertil er hun klemt mellem den gryende modernitet og det gamle samfunds normer. Hun slår sig derfor i tøjret, fordi hun vil mere end være trofækone for en velhavende mand, så kan denne elske hende nok så meget. Og så vil Jytte føle kærligheden, hvilket hun ikke helt gør med Torben. Så hun gifter sig i stedet med en gudesmuk kunstmaler, hvis mørkeblå øjne hun har ladet sig forføre af under en dans. Han vækker så stærke følelser i hende, at hun tror, de er bestemt for hinanden. Imidlertid mener kunstmaleren sig bestemt for mange andre kvinder, han er Jytte notorisk utro, og ægteskabet bliver dybt ulykkeligt, hun går konstant med selvmordstanker, og selv om hun venter sig, kan hun slet ikke glæde sig over det lille liv, der spirer under hendes hjerte. Hun betror en veninde, at hun vil leve for barnet og prøve at komme til at holde af det. Det lyder som et ret udsigtsløst moderskab.

Torben er efter Jyttes afslag på hans frieri vendt hjem til sit gods, hvor han bestemmer sig for at gifte sig med sin skæbne i stedet. Han lider af en kronisk sygdom, som han bliver behandlet for, nu bestemmer han sig for at lade behandlingen høre op. Han siger, at man skal gøre sig gode venner med sorgen, overgive sig til støvet. Sorgen er nemlig uundgåelig og desuden menneskets eneste ven og rejsekammerat gennem livet. Disse ord bliver viderebragt til Jytte af en fælles bekendt, og de hjælper hende i hendes mørke stunder, men da det kommer hende for øren, at Torben ligger for døden, åbner bevidstheden om hendes katastrofale valg sig som et helvedesgab under hende, og det driver hende længere og længere ud i fortvivlelse. Tilmed dør Torben, uden at de to kommer overens med hinanden, men på en eller anden måde bevirker hans ord, at hun føler, at de er blevet forsonet udover døden, fordi deres kærlighed har været renere end den, hun fik med sin kunstmaler. Jytte føder en søn, men bliver syg ikke længe efter fødslen. Hun dør og forenes med Torben i den evige søvn og glemsel.

Dette lader til at være Pontoppidans erstatning for religionen, og har han ret, er det vældig triste udsigter for menneskene, må jeg indrømme. Det paradoksale er, at mange af de præster, der optræder i Pontoppidans forfatterskab, er en slags Kristusskikkelser, som på et tidspunkt bliver ramt af det, de prædiker, og som med store personlige omkostninger kommer til at udvirke noget virkelig godt for andre. Derfor vil jeg i dag se på, om Jesus var så blegnæbbet en kastrat, som Pontoppidan syntes at mene, eller om han ikke snarere netop er den Gud, der stiger ned til menneskene ad stjernernes vej, den Gud, som Langfredag udøser sig selv og gør alting nyt.

Denne dag er ikke rar for menneskene, for den udstiller os i al vor usselhed og viser, hvordan verden er, når ret og uret lige gælder, som vi netop har sunget med Thomas Kingo. Gud skabte verden og menneskene, men lige fra begyndelsen var Gud aldrig nok for os, og da han selv kom til verden som det eneste uskyldige menneske, der har levet siden skabelsen, slog menneskene ham ihjel. Langfredag ser vi, hvad der sker, når mennesker har nok i sig selv, så korsfæstes kærligheden, sandheden og ansvaret relativeres, de feje flygter eller deltager i hånen og torturen af Jesus, ja, alle de mørkeste sider af mennesket, som vi ved findes – også i os, samler sig som gribbe om det forpinte legeme på korset. Det er derfor, Thomas Kingo kan sige, at også hans segl er sat under Jesu dødsdom, og hvis man går med tanker, der handler om det, man forbrød sig mod i livet, og det er vi jo nogen, der gør, så har Pontoppidans tanker om sorgen som ven ingen trøst at bringe. Der skal skarpere lud til de skurvede hoveder, og det får vi på denne dag. Vi får en trøst, som er af evigheden.

I dåben kom vi nemlig til at tilhøre den korsfæstede herre Jesus Kristus, han som ved sin dåb opfyldte al retfærdighed. Sådan sagde han til Johannes Døber, der ikke mente sig værdig til at døbe ham. Al retfærdighed er Guds, og den skænkes os på denne dag, hvor al vor synd – den, der var, er, og kommer – korsfæstes sammen med Jesus. Hans retfærdighed bliver dermed vor, og den får vi altså skænket i dåben. Den er m.a.o. vor ven og rejsekammerat. Vi ved jo godt, at vi gennem hele livet gør ting, både tilsigtede og utilsigtede, som vi ikke skulle have gjort, om ikke mod Jesus, så mod den næste, han sendte os ud for at tjene, som vi hørte det i går. Derfor falder vi i synd, Langfredag har det med at gentage sig, men at tilhøre den korsfæstede herre Jesus Kristus betyder, at vi hver dag kan rejse os fra faldet og gå med hans retfærdighed og tilgivelse, fordi Guds retfærdighed er, at nåde går for ret, og at der derfor efter hver Langfredag altid er en påskemorgen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Steinstø og Berg – Hjælp til iranske kristne