Salmer: 7, 292, 728, 783

Kom, Herre Jesus. Amen.

(Ordsp 3, 27-35); 1 Joh 1, 5- 2, 2; Luk 16, 1-9

Et af mine yndlingseventyr er Lille Claus og Store Claus, historien om de to Clauser, som har fået deres tilnavne, fordi den ene har én hest og den anden fire. Som man måske husker, har Lille Claus det med at råbe »Hyp, alle mine heste!« når han pløjer sin mark med sin egen hest og de heste, han har lånt af den velhavende Store Claus. Store Claus truer med at slå Lille Claus´ hest for panden, hvis han fortsætter med det, og da Lille Claus alligevel ikke kan lade være, ender det med, at han står tilbage med en død hest, hans eneste indtægtsgrundlag. Lille Claus er dog ikke tabt bag en vogn, han flår huden af hesten for at sælge den, men det viser sig snart, at der ikke er grænser for, hvor langt i verden, den hud kommer til at bringe ham. Lille Claus viser sig nemlig at være ganske ferm til at udnytte både huden og andre menneskers temperamenter, deres særheder eller hemmeligheder, til selv at blive bedre stillet. Store Claus, der er brutal, misundelig og grådig, bliver gang på gang narret af Lille Claus, og det ender med, at Lille Claus binder ham på ærmet, at han ved at lade sig kaste i åen i en sæk kan finde det dejligste søkvæg, som lever på bunden af åen. Det vil Store Claus gerne have fingre i, så han kryber velvilligt op i sækken, som Lille Claus forinden har lagt en stor sten i. Lille Claus binder sækken godt til og kaster den i åen, og den synker da også straks til bunds. Lille Claus´ afsluttende kommentar, den, som også er slutningen på eventyret, er konstaterende og en kende kynisk: »Jeg er bange for, han ikke finder kvæget.«

Lille Claus sad i udgangspunktet med det, man i kortspil kalder en dårlig hånd, men han fik meget ud af den, og han kom altså af med sin plageånd. Og jeg tror, at de fleste, som kender eventyret, har moret sig gevaldigt over Lille Claus´ snilde, og at han til sidst fik skovlen under den brovtende, brutale Store Claus. Dog, moral har historien ikke, det skal den heller ikke have, for den er, hvad vi vil kalde folkelig, og det har altid moret mennesker, når den mere kloge narrer den mindre kloge, moral eller ej. Sådan har det lov at være i eventyrenes verden, men når det handler om biblen, forventer vi noget andet. Vi forventer moral, når Gud er på færde, og det gør vi, fordi mennesker har brug for moral. Ellers ville livet være ubehageligt uforudsigeligt. Nogle teologer ynder at tale om, at der ikke findes kristen moral. Det kan jo være lidt frækt at sige, men jo, der findes kristen moral, f.eks. at være sanddru, tro, ædru, mådeholden, retfærdig og meget andet, så der er en grund til, at mennesker finder en moralsk rettesnor i biblen. Men så støder vi på en sådan historie som den, vi hører i dag om den utro godsforvalter. Det kan nok få det til at gibbe i vort indre borgerdyr. For vi ved jo, hvilke omkostninger det har for mennesker, når nogen ødsler og bedrager med andres penge, og så er det i sandhed forargeligt, at Jesus her roser en mand, der begår mandatsvig. Det er jo det, han gør.

Godsforvalteren forvalter et rigt gods, men han er udygtig og ødsler formuen bort, en formue, som altså ikke er hans, og naturligvis bliver hans herre vred og fyrer ham på gråt papir. »Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter« lyder det fra direktionsledelsen. Men der er intet gyldent håndtryk vel at mærke, godsforvalteren må nu se i øjnene, at han skal klare sig selv, og han bliver smerteligt bevidst om, at det vil han ikke være så god til.  Fysisk arbejde er han for slap til, tiggeri skammer han sig ved. Han må – som Lille Claus – få det bedste ud af en dårlig hånd i livets store kortspil. Han gør det, han virkelig magter, nemlig at øde værdier bort, så han kalder sin herres skyldnere til sig og nedskriver deres gældsbreve. Sådan skaffer han sig venner og dermed husly og en fortsat rimelig levestandard.

Nu skulle man tro, at forvalterens herre ville blive endnu mere vred, men forbavsende nok roser han ham for hans snilde. Ganske som vi roser Lille Claus, fordi han er kvik og klarer sig godt i en rå verden. Set i det lys er det ikke noget mærkeligt i, at Jesus siger: »Denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. (…) Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«

Lad os engang tænke på eventyret om Lille Claus og Store Claus, som ikke er uden en vis portion realisme. Den handler netop om verden og verdens børn, som vi kender dem, fordi vi selv er i verden. Og vi ved, at livet i verden ofte handler om at sikre sig, om at have noget på hinanden, som man kan udnytte, men vi ved også, at der findes ægte og sand kærlighed, der hæver sig op over denne verdens gråzoner. Når godsforvalteren prøver at sikre sig ved at smøre sin herres skyldnere, så køber han sig i virkeligheden til venskab og kærlighed, og det er jo slet ikke kærlighedens væsen. Alligevel får vi altså at vide, at vi skal skaffe os venner ved hjælp af den uærlige mammon. Det, Gud siger til os i dag, er, at vi kan lære noget af vor higen efter kærlighed, også selv om det er i en købt, forvrænget form. Og det er i sandhed underligt.

Hvis vi skal forstå historien i sin dybde, må vi derfor gå systematisk til værks. Når Jesus fortæller historier eller lignelser, handler det altid på en eller anden måde om ham og Guds rige, og det gør denne historie altså også. Og hvad er det afgørende i historien? Det er i første omgang, at den utro godsforvalter bliver stillet til regnskab for sin gerning, og at han da tvinges til at se sig selv i øjnene med det svigt, han har gjort, og de evner, han ikke har. Når vi her i kirken hører om, hvem og hvad Gud er, nemlig at Gud er lys, tilgivende, barmhjertig, og at vi som hans børn skal være ligesådan og vandre i lyset, som vi hørte før, så bliver vi pinligt opmærksomme på, at det gør vi ikke altid. Vi kan endog have meget svært ved at gøre det. Og her kommer historiens – paradoksale – morale: At det kan være ganske sundt at holde regnskabsdag for sig selv. For simpelthen at begynde et sted – med ærligheden, at forholde os til os selv i sandhed; gøre som den utro godsforvalter – lade være med at komme med undskyldninger, når vi spiller fallit, hvad vi ofte gør. Men så kommer den svære øvelse, fordi vi jo har det med at tænke moralsk. Vi skal ikke være tro, men utro forvaltere, og hvad handler det så om? Jo, det handler om, at vi har fået noget, vi ikke kan komme ærligt til, og som gives os igen og igen fra en uudtømmelig kilde, nemlig kærligheden, tilgivelsen og nåden. Der er simpelthen én, der har skænket os noget på forhånd, som vi kun kan forvalte godt ved at ødsle af det. Og jeg taler for mig selv, når jeg siger, at jeg ikke er særligt god til at ødsle med den. Jeg er nøjeregnende og bærer nag, men Gud siger, at det skal jeg lægge væk og i stedet være bedre til at nedskrive andres gæld – bedre til at se på andres fejl med milde øjne, bedre til at bære den tilgivelse, som jeg uforskyldt har fået, frem i verden. Og det kan jeg kun gøre, hvis jeg ved, at jeg har en Gud, der er rigere og større end noget andet, jeg kender fra mit jordeliv.

Sådan en Gud har jeg og alle andre heldigvis, bare se på, hvor ødselt skaberværket tager sig ud for vore øjne lige nu, se på, hvad Gud gjorde, da han sendte sin søn til denne utro verden for at blive vor bror. Det er det ejendommelige regnestykke i dagens evangelium; verden har i virkeligheden kun kendt en, der var en tro forvalter, nemlig ham, der blev et sonoffer for den samme verdens syndere, Jesus Kristus, og at de selvsamme syndere kun kan svare rigtigt igen ved at være utro forvaltere af den arv, han gav os. Han nedskrev vores gæld, og det samme skal vi gøre overfor vore skyldnere, ganske som vi beder »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«, for det er netop vore forladte skyldnere, der en dag skal tage imod os i de evige boliger sammen med Herren selv, overfor hvem vi ikke har andet at sige, end at »den mark, der blev min, var altid dog din.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen + Fadervor