Salmer: 51, 332, 508, 677, 12

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 44, 22-28; Ef 4, 22-28; Mark 2, 1-12

Der er flere fællesnævnere for den lamme mand i evangeliets beretning og et barn, der bliver båret til dåben. Begge er de hjælpeløse og helt afhængige af andre, begge får de skænket syndernes forladelse og bliver i samme øjeblik et Guds barn. Derfor skal vi begynde med at tale om dåben i dag.

For det kom for nylig frem, at folkekirkens dåbstal er stødt dalende, og det vakte så voldsom opsigt, at flere partiers kirkeordførere følte trang til at markere sig med en holdning til problemet. Én mente, at folkekirken alt for længe havde taget sine mange medlemmer for givet og derfor haft for doven en tilgang til missionsmarken. En anden vurderede, at moderne unge havde svært ved at se sig selv i en institution, som er bygget op over tusindvis af år, og at folkekirken derfor skulle være lidt mere som frikirkerne. Og en biskop, der jo var nødt til at udtale sig, mente ikke, at folkekirken var for doven, og at »dåben er relevant og fortsat meningsfuld som identitetsskabende for det enkelte menneske«. Jeg er helt enig med biskoppen; folkekirken er ikke doven, og  dåben er både relevant og identitetsskabende. Spørgsmålet er på hvilken måde, og hvor langt vi, hans tjenere, kan gå i vore aktiviteter for at holde på medlemmerne uden at være utro overfor vor egen herre og det budskab, vi har været forpligtet til at forkynde i et par tusind år. Jeg tænker, at vi godt kan vende skråen, inden vi skriver folkekirkens nekrolog; Gud har det jo med at gøre spåmænd til tåber og vismænds videnskab til dårskab.

Imidlertid har vi et problem, hvis vi gør folkekirken til garant for de såkaldt bløde værdier som fællesskab, næstekærlighed, skabende selvudfoldelse og meget andet, som man fra politisk side har meget fokus på, og som bestemt er gode værdier, men som også bliver til en løgn, hvis vi fjerner knasterne ved evangeliet og f.eks. taler om noget i stedet for om nogen, som det er blevet så moderne at sige, og dermed gør Jesus og det gode budskab gnidningsfri. Dyrker vi fællesskabet og den mellemmenneskelige kærlighed, kan vi ikke tale sandt om det, der virkelig er på spil, nemlig at mennesket er født synder, at den synd er det, der afskærer os fra Gud, og at Gud er kommet i Jesus Kristus for at fjerne syndens skel imellem ham og os, så vi kan få evigt liv i ham. I kirken skal vi altså kun tale om nogen, og den nogen er Kristus. Ham møder vi i dag, ligesom vi møder ham i dåben, hvor vi bliver lemmer på hans og dermed kirkens legeme. Dét er det kristne fællesskab, og fællesskab om Kristus er netop det, vi hører om i evangeliet; Jesus er kommet til Kapernaum, hvor folk flokkes om ham, bare for at lytte.

Jeg synes, vi skal prøve at forestille os, at det var sket i dag, at Jesus var kommet til et hvilket som helst hjem her Nørre Alslev. Nu sidder han midt iblandt os, og han taler til os om alt det gode i sin faders rige – sådan noget, vi alle kan lide at høre om blomster og fugle, og at vi ikke skal bekymre os, eller om fortabte får og sønner, der bliver fundet. Pludselig afbrydes den dejlige prædiken, fordi pudset falder ned fra loftet, hvor nogen har lavet et hul, for at kunne sænke deres lamme ven ned igennem loftet til Jesus, der bliver så berørt af den tro, de udviser, at han siger til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Hvordan ville vi så have reageret? Jeg tror, vi ville være blevet lige så mavesure som farisæerne, men ikke af samme årsag. For det er jo et antiklimaks af rang. Den lamme er blevet bragt til Jesus, fordi han skulle helbredes, ikke mindes om, at han er et syndigt menneske. Sådan tænker vi. Vi kender følelsen af uretfærdighed og afmagt fra de mange triste historier, vi hører om mennesker, der er gået til læge med et onde og er blevet fejlbehandlet eller sendt hjem igen, og det viser sig senere, at de faktisk var alvorligt syge, eller forældre, hvis børn har et problem og må tilbringe år på ventelister, før de kan få hjælp. Så kender vi følelsen af afmagt. Den afmagt afløses som regel af vrede, fordi vor tro har det med at rette sig mod noget, nemlig velfærdssystemet, og når det så viser sig ikke altid at fungere, må vi rejse en sag enten i patientklagenævnet eller i pressen, for det kan jo ikke passe! Men velfærdssystemet er en menneskelig konstruktion, der er grænser for dets formåen, og vi kan ikke forlade os på, at det kan frelse os fra den skæbne, vi alle har – at vi er skrøbelige, dødelige mennesker, som er fremmede i verden, fordi vi i virkeligheden hører hjemme hos Gud. Vi vil alle helst hæve gevinsten her i livet, jeg selv er ingen undtagelse. Så ja, jeg tror, vi ville blive vrede på Jesus over hans syndsforladelse, for hvad bilder han sig ind? Hvad har den lamme gjort sig skyldig i? Sandsynligvis ikke andet end at være blevet født netop som et skrøbeligt menneske. Måske var lammelsen medfødt, måske er den kommet henad vejen, men det korte af det lange er, at vi forarges, fordi Jesus tilgiver synden og ikke umiddelbart helbreder, så den lamme kan komme videre i sit liv.

Nu skal vi ikke længere forestille os, at det hele foregår i dag, men i stedet se på, hvorfor de skriftkloge blev vrede på Jesus. For det er her, det glædelige budskab ligger. De skriftkloge kunne nemlig se, hvem Jesus var netop i det øjeblik, han tilgav den lamme hans synd – at han var Gud selv. Vi ser det af deres spørgsmål: »Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« De kunne se det, fordi de levede i en tradition, der byggede på den ufravigelige tanke, at syndefaldet, som vi også ser nede for enden af vor kirke, var årsagen til menneskets skrøbelighed og dødelighed, og at kun Gud kunne rette op på det. Dét er årsagen til deres forargelse; at Jesus enten spottede Gud ved at give syndsforladelse, altså at han udgav sig for at være noget, han ikke var, eller at han virkelig var Gud. De var simpelthen forargede og skræmte over det på samme tid.

Men når historien om syndefaldet er malet her i kirken, er det fordi, vi også tror på den, og vi tror endvidere, at Gud i Jesus Kristus har gjort noget afgørende for at afbøde den synd. Det er bare så vanskeligt for et moderne menneske at komme overens med, og derfor er det mindst lige så vanskeligt for kirken at sælge sit budskab. Jeg vil nu alligevel forsøge, for uanset hvor forargede, vi er, når vi hører om syndsforladelsen, så ender Jesus jo med at helbrede den lamme, og det er tegnet på, at han er af Gud og bringer hans rige med sig, dér hvor der ikke længere er noget skel mellem ham og os, og hvor der ikke findes pine, skrig, sorg eller død. Dét er det glædelige budskab, som vi samles om, og det forhold, den lamme får til Gud, er præcis det forhold, vi i dåben får til Gud, dér hvor vi er allermest hjælpeløse. Dét er dåbens relevans, og det identitetsskabende kommer af, at den skabende Gud gør os til nye mennesker, så vi forbliver os selv, men som en del af ham – ligesom lemmerne på en krop er forskellige, men ikke kan fungere uden hinanden eller kroppens hoved. På kirkens krop er det hoved Kristus. Det forhold kan vi dø på, netop fordi vi skal leve i ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.