Salmer: 712, 95, 709, 266

Vor Fader i det høje, vi beder dig så såre, i Jesu Kristi navn, vær dobbelt mild ad åre! Råd bod på alle savn! Amen.

Sal 90; (Jak 4, 13-14); Matt 6, 5-13

Når jeg taler med forældre, der skal have deres barn døbt, fortæller jeg dem, at det at blive Guds barn handler om at have tillid til Gud i alle forhold, også når bølgerne går højt og modgang viser sig. Det er det, der ligger i Fadervors »ske din vilje på jorden som den sker i himlen«, en bøn, der kan være meget vanskelig at bede, når man oplever modgang. Men et udtryk for en sådan tillid hørte vi i den salme, jeg læste fra alteret, som er en accept af, at vi kan rammes af Guds vrede, men at vi også altid kan komme til ham og bede ham øse ud af sine gavmilde gaver, en holdning, der klinger med i Grundtvigs store fædrelandssalme, som vi skal synge efter prædikenen. Det var den tillid, Jesus gik gennem livet med, og vi har til hver en tid muligheden for at følge ham efter, når blot vi bærer ham med os i vore hjerter. Derfor er det vigtigt at lade julen vare den tid, den varer, fordi intet går mere til hjertet end den lille dreng, der ligger i krybben og i virkeligheden bærer hele universet på sine spæde skuldre. For i det daglige tager vi mange beslutninger, der er lette at tage; der er vi selv herrer over situationen, men når det virkelig brænder på, kan det være en stor lettelse at give slip og lægge det vanskelige i Guds hånd. Det vil jeg fortælle en historie om, som jeg faldt over for nylig i en kollegas prædiken, en historie, som er ret fantastisk og god at få kristelig forstand af.

En præstekollegas farfar, Alfred Raahauge var hans navn, var, da anden verdenskrig brød ud, kaptajn i DFDS, hvor han bl.a. fragtede danske landbrugsvarer til England. Før Danmark blev besat, indgik den danske regering en aftale med tyskerne om, at danske smørbåde stadig kunne sejle uhindret til England, når blot de ved siden af Dannebrog, som var malet på skibssiden, også fik malet et hvidt malteserkors på blå baggrund. Til gengæld skulle tyskerne have langfristet kredit på de landbrugsvarer, de købte fra Danmark. Den 30. januar 1940 stævnede Alfred Raahauge ud fra Esbjerg med kurs mod England, og efter tre dages sejlads nåede de Skotlands østkyst. Her blev skibet overfløjet af to tyske Henkel-bombefly, som beskød det med deres maskinkanoner. Dette skete to gange, og tredje gang fløj en af maskinerne ind over skibet agterfra. Kaptajn Raahauge var en erfaren kaptajn, og hans fornuft sagde ham, at han burde slå »Fuld Fart« på maskintelegrafen og lade skibet zigzagge sig frem, så det ville blive vanskeligere for angriberne at ramme. Men en indre tilskyndelse fik ham til at slå »Stop« i stedet, og flyets bombe faldt da også ti meter foran skibet, så det i første omgang blev reddet. Kampen var imidlertid ikke slut; igen kom flyveren bagfra, men denne gang slog Raahauge fuld kraft frem, og bomberne faldt da bagved skibet. Her rejste de en mægtig mur af vand, der krængede skibet helt over, og igen angreb flyveren, nu fra siden. Da Raahauge så det – har han beskrevet i sine erindringer – råbte han til Herren, om han ville styre skibet, for nu var han ikke i tvivl om, at de ville blive ramt. Raahauge beskrev det således:

»Jeg lod rattet løbe frit, det løb bagbord over, hvorfor jeg straks efter lagde det hårdt styrbord, hvorefter skibet drejede og sejlede i en rundbue. Vi var atter ved Guds almagt bleven fri for en fuldtræffer; thi havde vi sejlet ligeud, var vi blevet ramt midtskibs.«

Flyveren gav dog ikke op, piloten kastede endnu syv bomber mod skibet, men det var, som om Gud havde sat englevagt om det, bomberne faldt længere og længere fra det, og til sidst kom der tre engelske jagerfly og jog de tyske bombefly bort. Da var det tid at takke Gud, og Raahauge gik til sin kahyt, sit lønkammer, og gjorde netop det. Kaptajnen stolede i øjeblikket klippefast på, at Gud alene havde grebet ind og frelst dem, og han ønskede, at hans mænd skulle forstå det, men hvordan skulle han dog overbevise dem om det? Nu mærkede Raahauge, at fristeren selv var i kahytten, det er jo ham, der får os til at tvivle, men Gud havde ikke forladt sin kaptajn, og i samme øjeblik tvivlen kom til ham, faldt hans blik på biblen, der lå på hans skrivebord. Han slog op og fandt salme 124, hvor der står:

»Havde Herren ej været med os – så siger Israel – havde Herren ej været med os, så havde de slugt os levende, da deres vrede optændtes mod os; så havde vandene overskyllet os, en strøm var gået over vor sjæl, over vor sjæl var de gået, de vilde vande. Lovet være Herren, som ej gav os hen, deres tænder til rov! Vor sjæl slap fri som en fugl af fuglefængerens snare, snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor hjælp er Herrens navn, himlens og jordens skaber.«

Disse ord beskrev nøjagtigt for Alfred Raahauge, hvad han og hans mandskab havde været ude for og hvem, der havde bragt dem frelst igennem angrebet. Det budskab kunne han bringe videre til mandskabet; at de kunne takke Gud, deres skaber, og ikke deres kaptajn, for at være i live.

Der findes tider og situationer, hvor vi må give slip og lade Herren råde; derfor er det også så godt at begynde det nye år med Fadervor, den bøn, vor Herre selv har skænket os, og hvor vi netop får barnekår hos Gud, fordi det er barnets bøn til sin far i himlen. Og derfor vil jeg i dag slutte med at læse evangeliet, hvor vi til sidst sammen kan bede Herrens bøn.

Godt nytår!

Vor Fader i himlen, vi beder for alle vore kære, at du må være dem og os nær når mørket råder, når sorg, sygdom og anfægtelse truer med at skille vore veje fra dine.

Send kraftens Ånd til din kirke, så nådens salige ord må blomstre og dit rige udbredes iblandt os. Bevar din kirke i troskab mod dette, at vi ikke må samles om os selv og hvad vi kan og tror og vil.

Velsign og bevar vort land og vort folk så længe Danmark og det danske elskes. Lad alle jordens folk se dine daglige små og store underværker, så de bekender sig til dig i tak.

Velsign og bevar vort kongehus og vore myndigheder, og lade dem lede landet, så magt og ret må være hinandens følgesvende.

Fold din beskyttende vinge ud over den lidende jord, og trøst og bevar alle, som er forfulgt for dit navns skyld. Lad deres forfølgere sænke den knyttede næve og vende sig bort fra det mørke, de selv har valgt, og lære lyset i dig at kende. Bring din fred med din retfærdighed overalt i verden, hvor krigen hærger.

Drag os bestandig til dig, og lad vort hele liv og gerning smage af din kærlighed og være den til ære. Styrk vor tillid og vort håb til dig på vor vandring på denne jord indtil vi skal samles med dig i dit rige, hvor kærligheden brænder ret og uden ende, du vor fader, som er i himlen. Amen.