Salmer: 747, 392, 347, 637, 398

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jer 23, 16-24; Rom 8, 14-17; Matt 7, 15-21

Det er en vanskelig tekst i dag, fordi den taler til os fra en tid, hvor den spæde kristendom har været præget af forskellige udlægninger og forståelse af, hvem eller hvad Jesus egentlig var. Den falder endvidere på baggrund af Jesu advarsel om, at vi for at komme til livet må gå ad den trange vej og den snævre port, og det er altså her, man skal vare sig for falske profeter, der kan lede en i fortabelse. Fortabelse har noget med synd at gøre, men i høj grad også med hvem, man tror at følge på sin vej gennem livet. Der har gennem tiden været mange, der har udlagt kristendommen på en sådan måde, at de er blevet udstødt som kættere, som falske profeter, f.eks. arianerne, der mente, at Jesus ikke kunne være af samme væsen som Gud Fader og derfor ikke evig. Det blev to-naturs-læren, der løb af med sejren, d.v.s. den opfattelse, at Jesus var og er sand Gud og sandt menneske, hvilket for mig at se er ganske logisk, når man læser biblen, og det er altså denne Gud, vi uden diskussion følger. Han er porten og vejen, vi skal holde os til for at komme til livet, den, der gør sin himmelske faders vilje på vegne af os. Det har stor betydning for både vor verdensopfattelse og vort menneskesyn; om vi ser verden som noget, der er skænket os og mennesker som skabt i Guds billede, om vi er i stand til at sætte os ind i andre menneskers situation, altså at nære almindelig medfølelse, om vi søger sandheden og forsager løgnen, om vi ser døden som overvundet og os selv som nyskabte, altså i en evig relation til Gud. Gudbilledligheden i andre mennesker kan vi forstå, fordi den Gud, der skabte jorden og mennesket, selv blev et sådant, et menneske, som satte sig i vort sted og viste medfølelse med de mennesker, han mødte på sin vej, et menneske, som talte og var sandheden, et menneske, der døde og opstod for at føre os sammen med den Gud, vi ved syndefaldet blev skilt fra. Det er frugterne af to-naturs-læren, kan man sige. Men hvis den lære er kommet så meget på afstand, at vi ikke længere kender dens begreber, hvordan skal vi så kende en falsk profet, når vi møder en, ja, kan man overhovedet tale om den slags i en afkristnet verden? Om sandt og falsk, gode og dårlige frugter? Det er en problemstilling, der plager mig for tiden, og det var en hændelse i min sommerferie, der satte nogle tanker i gang om netop dette.

Her blev jeg nemlig gjort opmærksom på en udsendelse fra sidste år på den kanal, der hedder Radio 4. Programmet hedder Ta´r jeg fejl? Her indbyder studieværten en gæst med skarpe holdninger, som så skal modsiges af nogle andre med en modsat holdning. I denne udsendelse var gæsten ingen ringere end Ateistisk Selskabs forperson, Anders Stjernholm, der skulle lade sig overbevise om, at Danmark er et kristent land. Det var på sin vis meget underholdende, men også forstemmende, fordi deltagerne konsekvent talte forbi hinanden. Og det anfægtende var, at jeg ikke fandt Stjernholms opponenter videre overbevisende. For selv om det er sandt, at vi f.eks. har hospitalsvæsen og en lovgivning, der på byder os at hjælpe nødstedte, når vi er vidner til en ulykke, som er resultater af en kristen tankegang, så skal et kristent land jo kendes på andre frugter, og hvor er de? Har vi så megen respekt for skaberværket, for andre mennesker fra livets spæde begyndelse til dets ende, for sandheden og retfærdigheden, at vi kan kalde os kristne? Det er jeg ikke sikker på, og da Stjernholm nævnte, dels at de færreste medlemmer af folkekirken tror på, at Jesus er guddommelig, dels at Danmark i lige så høj grad som kristendommen er præget af det moderne gennembrud, satte han fingeren på et ømt punkt. Det moderne gennembrud var jo et afgørende opgør med kristendommen, det havde og har sine profeter, og de første talte ind i en stærk, kristen tro og tradition, som kræver, at man kan lidt mere end sin børnelærdom for at kunne forstå de store værker fra gennembruddets gyldne periode.

I dag er vi sprogligt og erkendelsesmæssigt så langt fra kristendommen, at vi ikke engang er i stand til at forstå vor egen tidsalder, hvor oprøret for længst har vundet, og hvor vi netop lever med frugterne af det moderne gennembrud, selvudfoldelsens frugter. F.eks. den fri seksualitet, som alle stadig hylder og vogter over, men som i sit kølvand fører ødelagte ægteskaber eller parfold, som ikke kunne holde til åbenhed eller utroskab. Me too-bølgerne, som – uanset hvad man måtte mene om dem, og der er bestemt grund til at være kritisk – har vist, at især unge piger har lidt under ældre mænds udnyttelse og overbevisning om egen tiltrækningskraft. Disse piger har på den hårde måde lært, at en gryende seksualitet kan være farlig i en seksuelt grænseløs verden. Vi ser det også i de spørgsmål, vi ikke stiller, når vi diskuterer store, etiske dilemmaer som livets begyndelse og ende, om menneskets iboende værdighed, emner, som kræver, at man både kan se realistisk på sig selv og se sin næste som Guds skabning. Ingen spørger, hvorfor vi nægter at se det ufødte barn som et lille menneske, der har krav på beskyttelse. Ingen spørger, om ønsket om at forkorte døendes lidelse i virkeligheden handler om, at vi ikke selv kan være i det. Vi står også uformående overfor den generelle mistrivsel, der tegner sig i samfundet og råber på flere diagnoser og psykiatere, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en del af det har at gøre med, at vi ikke kan eller vil acceptere, at livet af og til gør ondt, at et vist mål af lidelse, hvad enten den er selvforskyldt eller påført os af andre, er et grundvilkår i tilværelsen. Og når vi vil redde kloden, hvad handler det så om? Er det fordi den er Guds gode skaberværk til os? Eller handler det om, at vi gerne vil fortsætte med at kunne forbruge af dens ressourcer? Hvordan har sandheden og retfærdigheden det i en politiske verden? Måske ikke så godt, som man kunne ønske. Selvransagelse, som er en kristen dyd, en frugt, er efterhånden et ukendt ord for mange.

Det er min opfattelse, at vi lever i et postkristent samfund, hvor vi enten udvikler vore egne lommereligioner eller filosofier, eller vi giver nogle principper guddommelig status. Man skal nemlig ikke tro, man kan slippe for guder og deres profeter, bare fordi man har smidt Gud ud. Der kommer altid noget andet ind. Og lægger man mærke til det, så retter vore dages profeter fordømmelsen mod dem, der søger den kristne Gud. Man er ved at falde ned af stolen over, at en kendt komiker er blevet omvendt og kommer i en frikirke med en konservativ læsning af biblen. Man ved at gå til af angst over unge mænds styrketræning og søgen efter sandhed i kristendommen og gamle dyder. Det er toksisk maskulinitet, får vi at vide, for nu vil de unge mænd bombe os tilbage til stenalderen, hvor de vil trække kvinderne rundt ved håret, gøre dem gravide i ét væk og lænke dem til ildstedet. Det er jeg ret sikker på, at de unge mænd ikke vil. De vil have lov at være de mænd, de er skabt som, men de vil mere end det. De kan se, at den grænseløse selvudfoldelse gør andre ondt, og de vil være gode og anstændige mænd; de søger kærlighed, sandhed og retfærdighed, og mange af dem finder alt det i kristendommen. De tager sig i agt for det moderne gennembruds profeter og følger i stedet Kristus, den profet, vi burde følge.

Og så er vi tilbage til udgangspunktet, nemlig om vigtigheden af, at han har to naturer. Det gør ham nemlig både til forbillede (mennesket Jesus) og frelser (den opstandne Kristus), og vi har brug for begge dele. Som menneske gør Jesus kun godt; hans ærinde er at bevare og skærme det gode, skabte liv og henvender sig til alle, mænd, kvinder og børn. Og vi kan ikke komme udenom, at der også er en moral i det ny testamente. Jesus går både ind for ægteskab og en vidtgående troskab, og når han har givet syndsforladelse, udtrykker han klar forventning om, at man afbryder sin syndige løbebane. Men var Jesus kun en menneskelig morallærer, var kristendommen aldrig blevet så stor, som den nu engang er. For mennesker kan ikke lade være med at begå fejl, netop fordi vi ikke er Jesus. Hans guddommelige natur gør, at der med hans død og opstandelse åbnes en dør til hans far i himlen, og med den sætter han sig selv ind på den syndsforladelse, han giver. Det er derfor, syndernes forladelse virkelig betyder noget afgørende for et menneske. Vi kan stole på, at vi er blevet tilgivet. Der findes et udtryk om, at man kan dø i synden, og det kan man både billedligt og virkeligt, men man kan også angre, og Gud vil gøre os levende igen, fordi vi altid kan vende tilbage til ham. Han vil da række hånden ud mod os og give os en frisk begyndelse. Han vedbliver at genskabe og forme os i kærlighed. Opstandelse kan således både foregå i livet som efter den naturlige død. Det er den sandhed, tror jeg, de unge mænd hører i kristendommen, og den gælder ikke kun dem men os alle. Og lad det da være budskabet i dag; det gode træ bærer god frugt, og frugten af Jesu offerdød er en grænseløst tilgivende kærlighed, som ikke en fribillet til at fortsætte med at gøre, som man plejer, men derimod en ny begyndelse for det fortabte menneske, en herliggørelse i vor Herre Jesu Kristi navn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen