Salmer: 290, 300, 286, 280, 291
Kom, Herre Jesus. Amen.
- Mos 11, 1-9; ApG 2, 1-11; Joh 14, 22-23
Engang var der en bølge af film om halvfjerdsernes kollektiver, og jeg kan ikke huske, at bare én af dem så særligt positivt på det eksperiment, som den bo- og familieform jo var. I en af de svenske film om tiden og emnet, Tilsammans, er der en scene, hvor den bløde mand, Göran, koger havregrød til kollektivets meget lidt entusiastiske børn, hvilket giver ham anledning til at filosofere lidt over livet, menneskene og kollektivet. Man kan nemlig – siger han – sammenligne mennesker med havregryn. Hver især er havregrynene små, skrøbelige og ensomme, men når de bliver kogt til grød, bliver de bløde og klæber til hinanden, kan slet ikke skilles fra hinanden og bliver næsten opløste. Men tilsammen bliver de til en stor grød, varm, god og nyttig, ja, faktisk smuk. Sådan er det også med mennesker, når de bringes sammen i kollektivet. Så er de ikke længere små og isolerede, men i stedet varme, bløde og sammenklistrede, ja, selve livet bliver således til en stor grød. Således står Göran og drømmer højt uden at det lykkes ham at skabe en brændende iver for kollektivet endsige havregrøden hos børnene. Det kan man ikke helt bebrejde dem.
Hvorom alting er, så viser den kollektive tankegang, at mennesker har det med at stræbe mod enhed. Her i landet taler vi jo også konstant om det store fællesskab, i hvert fald siden corona-tiden, og man kan hurtigt få ødelagt den gode stemning, hvis man ytrer sig kritisk; jeg hørte for nylig en redaktør fra en socialdemokratisk netavis ytre, at man satte sig uden for det nationale fællesskab, hvis man havde en holdning til krigen i Ukraine, der afveg fra den officielle. Da begyndte jeg at mærke trætheden indfinde sig. Det er sandt, at mennesker kan gøre meget i fællesskab, men når fællesskabet bliver en ideologi, så er det, at vi hver især bliver betragtet som ufærdige havregryn, der skal kommes i den store gryde, hvor vi – befriet for enhver selvstændig tanke og særlige kendetegn – kan blive en stor, grå grød, som nok er nærende til en vis grad, men som heller ikke gør ret mange ret glade ret længe ad gangen.
Og så er vi nået til dagens tema, nemlig pinsen og kirkens enhed. Pinsedag fødes kirken, Gud efterlader i svøb sit ord, som Grundtvig så fint skriver i den salme, vi skal synge om lidt; de ulærde apostle fik evnen til på alle mulige sprog at tale om Guds store gerning i Kristi død og opstandelse, og de drog snart ud i verden og dannede menigheder. Der opstod dog hurtigt forskellige opfattelser af, hvem eller hvad Jesus var, og da den daværende magthaver, kejser Konstantin, blev interesseret i kristendommen, kom der et stærkt ønske om enhed. I 325 fik han samlet en række biskopper, som afgjorde, hvad det egentlig er, de kristne tror på; at Jesus var sand Gud og sandt menneske. Det blev til den nikænske trosbekendelse, som dog først i 381 fandt sin endelige udformning, og som vi har bekendt i dag. Det er den trosbekendelse, som de fleste kirker i verden er enige om og derfor et udtryk for den verdensvidde kirkes enhed.
Så kan man jo spørge, om denne bekendelse er kirkens opskrift på den havregrød, menneskene skal blive til for at kunne blive anerkendt som rette kristne? Nej, det er den ikke. Alene ved sin smukke poetiske udformning vidner den om den Ånd, Gud sendte til menneskene, og derfor giver den svar på den længsel og søgen, hver enkelt af os har, hvilket jeg skal vende tilbage til.
For inden da er vi nødt til at spørge om, hvad der er galt ved, at mennesker søger enhed uden Gud? Der er det galt, at så vil vi selv være guder, så bygger vi babelstårne for at gå ham i bedene. Det er menneskehedens historie ét langt eksempel på. Tænker vi på alle de opfindelser, der er gjort i menneskehedens historie, så handler de enten om, hvordan vi bedst kan gøre livet lettere for os selv, så vi kan være mere effektive og få mere fritid, eller om hvordan vi mest effektivt kan slå hinanden ihjel. Det sidste ser vi dagligt eksempler på, det første er mere kompliceret, for hvem ville have undværet opfindelsen af hjulet og mange andre gode ting, men hvem havde troet, at nogen ville opfinde kunstig intelligens, så vi ikke længere behøver at tænke eller skabe selv? Med den opfindelse giver vi afkald på en afgørende del af vor gudbilledlighed, for det er netop i talens, tænkningens og skaberkraftens brug, vi ligner Gud. Vi har ånd. Men vi vil ikke have den. Vi vil have den klistrede havregrød. Det paradoksale er, at netop fordi vi ikke vil have Guds ånd, men vil holde fri fra den, så bliver vi at ligne med små, isolerede, skrøbelige og indtørrede havregryn, der intet formår hver for sig. Løsningen er bare ikke at gøre os alle til en sammenklistret grød, hvor ingen hæver sig op over gennemsnittet, og hvor enhver fri tanke slås ned, fordi det store fællesskab er så vigtigt, at det kun kan udtænkes og styres fra centralt hold.
Jeg synes, det er vigtigt at sige i disse tider, hvor der tales så meget om åndelig oprustning, og hvor jeg føler mig tvunget igen og igen til at tale imod den, fordi den nærmest ånder af døden i den grå havregrød. Vore ledende politikere taler ikke om andet end død i forskellige former, og jeg undrer mig over, hvordan man kan tage så let, som de gør, på emner som abort, aktiv dødshjælp og en mulig krig, hvor det lige nu er oppe at vende, at danske værnepligtige skal kunne udsendes f.eks. til de baltiske lande. Og hvis ikke russerne kommer, så kommer den store klimadræber. Dertil skal vi arbejde til vi segner. For fællesskabets skyld, selvfølgelig, det fællesskab, som man i øvrigt har gennemdigitaliseret, så vi har mindre og mindre med hinanden at gøre og i øvrigt gør os selv til oplagt mål for hybridkrig. For ikke så længe siden måtte vi ikke elske Danmark, det var nemlig både nazisme og chauvenisme, men nu skal vi pludselig elske det, ja, vi skal være rede til at dø for det, tage en kugle for det, som en minister sagde ved en nylig konference om den åndelige oprustning. Død, død og død, det er, hvad vi der bliver serveret for os morgen, middag og aften. Er der noget at sige til, hvis en stor del af danskerne sidder tilbage med udtryksløse ansigter og ikke har lyst til at spise af den ret, der bliver sat foran dem? Endsige bo i det babelstårn, der bygges af åndelige knogler? Det kan man jo tænke lidt over, men vi skal vide, at al den snak, vi hører i disse tider, den hører verdens fyrste til, og vi skal vide, at han er dømt og derfor ikke kan gøre Kristus eller nogen, der hører ham til, noget.
Kirkens styrke er nemlig, at den har én herre, den treenige Gud, og det, der er så smukt ved den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, som den endte med at hedde, er, at den forkynder, at Gud, hans folk og hans skaberværk ikke er en grå, klistret havregrød, nej, Gud rummer alt, også det, vi ikke kan se eller sanse. Gud er stor! Han er alt det synliges og usynliges skaber, hans søn er samme væsen som ham, d.v.s. Gud af Gud, lys af lys, og det er denne Gud, der steg ned til jorden for at komme os i møde, for at frelse os, lod sig svøbe som et menneskebarn, led, døde og opstod for os, og når han kommer igen, skal der ikke være ende på hans rige. Og indtil han kommer igen, har Gud ikke forladt os, nej, han har sendt os sin levendegørende Ånd, den, som udgår fra Faderen og Sønnen, og som kan give os mod og håb i den trøstesløshed, der efterhånden har omgivet os i mange år. Gud lyser verden op som en prisme, hvor vi som hans skabninger får lov at være noget i os selv uden at skulle andet end være hans højt elskede børn, enestående brødre og søstre i Herrens børneflok. Det er pinsens store og vidunderlige gave til os, at vi kan elske det liv, vi har fået skænket, og at vi kan forvente et andet, større og rigere liv i en kommende verden. Hver for sig, men sammen i Guds rige som hans folk med hans Ord som modersmål, hver på vor tunge.
Glædelig pinse!