Salmer: 45, 636, 305, 218, 224

Kom hjerte, med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven bar. Amen.

Job 3, 11-22; Ef 3, 13-21; Luk 7, 11-17

Jobs klagende spørgsmål: »Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede, til dem, der længes efter døden, der ikke kommer?« er et spørgsmål, mennesker har gentaget på forskellig vis, siden det blev skrevet ned. Livet kan være så slemt, at døden kan ses som befrier, og det kan friste mennesker til at tage skæbnen i egen hånd. Det vil jeg give et eksempel på. I 1700-tallet havde der her i landet udviklet sig et iøjnefaldende ritual ved offentlige henrettelser, idet man tog den evangelisk-lutherske religion så alvorligt, at man insisterede på, at den dømte forud for henrettelsen skulle bekende sine synder og vise sin anger for derefter at modtage tilgivelse. På den måde udviklede henrettelserne sig til en slags brutal gudstjeneste, hvor den dømte var sikker på at gå frelst i døden. Det fik den ubehagelige følge, at nogle desperate mennesker, der gik med tanker om at tage sig selv af dage og derved falde i fortabelse, i stedet dræbte et tilfældigt menneske, så de kunne få denne frelsende henrettelse. Dermed skubbede henrettelser til en dødsdrift i et knaphedssamfund, der ikke havde de muligheder for at hjælpe trængte mennesker, som vi har i dag, hverken materielt og åndeligt. Heldigvis førte den uheldige udvikling også til et stigende krav om afskaffelse af dødsstraf, og det er kun godt.

I dag er vi et andet sted, et rigere og tryggere sted, men fascinationen af døden og ceremonierne omkring den lever i bedste velgående, medens håbet om frelse, som vi ifølge Paulus ellers skal bære som hjelm, og som dog var udgangspunktet for gamle dages henrettelser, er trådt i baggrunden. Der findes således et radioprogram, der hedder Det sidste måltid, hvor kendte drøfter deres nekrolog med måltidets værtinde, og ligeledes et fjernsynsprogram Det sidste ord, hvor kendte mennesker også er udgangspunktet, talende i et mørkt studie, som var de allerede omgivet af gravens natsorte beg, vel vidende, at programmet først vil blive sendt, når de netop ligger i graven. Begge programmer er ganske populære. Hver gang et kendt menneske dør, er vi alle med i hele processen, ja, vi er næsten der, som Shubidua i sin tid beskrev det, at det sidste billede tages, når låget står på klem. Vi kan simpelthen ikke få nok af begravelser, alle, der bare har passeret den kendte afdøde, da denne endnu levede, skal udtale sig om det, anekdoterne står i kø, og de gør det, fordi vi selv – som ved de gamle henrettelser – kan få del i glansen og suset af de store følelser, der knytter sig til de kendte. Måske ligger der også en trang til at blive bekræftet i at være en del af noget stort og samlende.

Jeg tror desværre også, at det er denne trang, der gør, at vi ligesom ved de føromtalte henrettelser ikke kan se længere end til de store ritualer omkring døden, at vi er kommet til at se den som befrier, når livet ikke længere synes værd at leve. Job blev vred over at være i live og anklagede Gud, da han slået af spedalskhed var i virkelig nød og vånde og havde mistet alt – sønner, døtre og ejendom. Havde Job levet i dag, havde hans venner taget ham med til Schweiz, så han kunne få hjælp til at dø, men det gjorde de altså ikke dengang, og da Gud endelig talte til ham, bekræftede han ham ikke i hans vrede og mismod, han spurgte ham snarere om hvem han dog troede, han egentlig var? Gud selv? »Hvor var du, Job, da jeg grundlagde jorden?« spurgte Gud ham, og Job måtte erkende, at han ikke var Gud. Da angrede han og indrømmede, at han havde talt om noget, han ikke havde den fjerneste indsigt i, og det er nøjagtigt dér, vi er, når det handler om døden.

Vi ved ikke andet om den, end at den sætter skel imellem støv og ånd, som Grundtvig skrev i en salme. Derfor er den frygtelig, og vi skal ikke kokettere med den og tro, at vi har ret til at påkalde den som den, der skal frelse os fra lidelsen. Døden skal faktisk være lidt af et tabu, og byder vi den endelig velkommen, skal vi gøre det i Kristi navn. Det skal jeg vende tilbage til. For i evangeliet til i dag møder vi en kvinde, der ligesom Job har mistet alt. Hun er enke, har kun en søn, og han er død. Han var hendes livsgrundlag, hendes kærlighed, glæde og håb, og alle omkring hende vidste det. En stor skare fra byen fulgte hende, hører vi, og selv om det ikke er en kendisbegravelse, kan vi næsten se os selv iblandt den, så levende er det beskrevet. Det er sorgen, Jesus møder her, den fortvivlende sorg, der har ramt et menneske, nemlig enken, og som gør alle omkring hende pinligt bevidste om, at de ikke er Gud. De kan ikke bære hendes sorg, de kan ikke bringe hendes søn tilbage til livet, de kan kun følge hende og hjælpe hende med at lægge ham i graven og dække den til. Det hul, der bliver tilbage i enkens hjerte, kan ingen fylde ud.

Og dog. For pludselig står han foran hende. Hærskarers Herre i egen person. Nu har han forladt sin himmel for at besøge den jord, han skabte, og det er ikke hån, der fylder ham, men derimod medynk, medlidenhed med en moder, der har mistet sin søn, den elskede, den eneste, hun havde. Det er simpelthen essensen af menneskelivet, der er på spil her: Døden, der har taget noget, den ikke vil give tilbage, indtil den møder sin overmand. Og at Jesus er dens overmand ved vi allerede før, han overhovedet har foretaget sig noget, for da siger han »Græd ikke!« Det kan ingen normalt bestemme, om andre skal, eller det kan blive en hul frase, vi lirer af, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal ty til. Men her kommer ordene fra Gud selv, og at han har myndighed til at sige dem, får vi syn for sagn for et øjeblik senere, for da lyder hans befaling til den unge mand: »Rejs dig op!« Den døde følger befalingen, bliver levende og giver sig til at tale, og Jesus, hører vi, gav ham til hans mor.

Jeg sagde tidligere, at døden bør være et tabu, noget, der er så frygteligt ukendt, at vi ikke skal blive venner med den. For den er ikke vor ven, og det er ikke sikkert, at den bringer os et bedre sted hen med mindre, vi tror på dens overmand, Jesus Kristus, den store profet, som var Gud selv, der besøgte sit folk, og som dette folk ender med at lovprise. Glæden over dødens undergang er nu vort livsgrundlag, og vi skal derfor dagligt se os selv som en del af dette sørgefølge, der IKKE ender ved graven, men i stedet hos Jesus. I denne fortælling får vi simpelthen en flig af himmeriget at se, at det evige liv er der, hvor Jesus holder til. Vi ser, at Jesus bryder sig om os og vort liv og de mennesker, der betyder noget for os, og derfor skal vi lovprise ham.

Flokkes vi om kendtes ligtog, bliver vi stående ved de dødes båre og kommer aldrig til en forståelse af underet. At døde skal vækkes til live, og at vi skal gives tilbage til hinanden. Således bliver vort liv med vore nærmeste meget vigtigt, en livgivende kærlighed, som skal udfoldes i det daglige.

Historien om enken fra Nain handler om dette. At Gud velsignede hendes og sønnens liv sammen, og han anerkendte deres indbyrdes forhold. Han kom ikke med billig eller løs snak, nej, han bekræftede, at det netop var deres forbundethed, der var noget kostbart, noget godt. Og først når vi tror, at Gud vil os det godt, at han ser vores kærlighed til hinanden og gerne vil gøre denne kærlighed fuldkommen, kan vi forstå, hvor mægtig en gerning, han udførte og hvilken trøst, der er i den. For vi erfarer næsten på daglig basis, at døden netop tager alt det fra os, som vi elsker. Eller den forhindrer os i at råde bod på eller forsone os med det, der gik galt i livet. Men hører vi op med at tage den alvorligt, kan vi heller ikke tage Gud og hans kæmpedåd alvorligt. Så er det, vi kommer til at gå i sørgetog dag ud og dag ind og mæske os i detaljer om dem, der døde, fordi det forekommer os at være det, livet handler om. At få en flot begravelse eller være med til den. Men her i dag skal sørgetoget standse. For i dag støder det på sin frelser og forløser, Jesus Kristus. Da skal al løs snak forstumme og afløses af fryderåbet: Krist stod op af døde, i himlen vi ham møde!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.