Salmer: 732, 324, 607, 263, 84

Kom, Herre Jesus

Es 65, 17-19; 2. Thess 2, 13-17; Matt 25, 31-46

Vi har i dag bedt Gud om at give os at møde ham på dommens dag uden frygt, og det skal vi holde fast i, selv om det kan se ud, som om der god grund frygte den i dagens evangelium. Vi skal derimod frygte, hvad der sker, hvis Gud forsvinder og kun hans ord står tilbage, og vi begynder at dømme hinanden ud fra dem. For mennesker har det jo med at fælde dom over hinanden. At skille fårene fra bukkene er således stadig en fast vending i det danske sprog, og selv om vi ikke bryder os om at høre, at Gud begiver sig af med den metier, kan vi altså sagtens selv finde ud af at sætte os i hans sted, og det er altid farligt. Tag nu bare Jesu ord: »Jeg var fremmed, og I tog imod mig.« Hvad mon der sker, hvis det udsagn bliver gjort til en humanistisk leveregel, som ovenikøbet får indflydelse på lovgivningen? Det har historien vist os et eksempel på.

Den 3. marts 1992 vedtog et flertal i folketinget at give opholdstilladelse til 321 statsløse palæstinensere, som året forinden havde fået deres ansøgninger afvist. De danske myndigheder mente nemlig ikke, at de var i fare i Libanon, hvor de kom fra. Det var en del af ansøgerne ikke tilfredse med, og de besatte derfor først med den stedlige præsts velsignelse Enghave kirke, senere bankede de på døren til Blågårds kirke, hvor præsten – også dér – bød dem hjertelig velkommen. Nu begyndte et fem måneders langt kirkeasyl, hvor alle segl sattes til for at få politikerne til at omstøde afgørelsen; kendte kunstnere optrådte til fordel for projektet, BZerne besatte Direktoratet for Udlændinge, Landsforeningen af Danske Flygtningevenner, der på det tidspunkt havde en praktiserende katolik til formand, blandede sig, og 600 præster og biskopper skrev under på en støtteskrivelse til fordel for palæstinenserne. Det lykkedes dem at overbevise et flertal af folketinget, bestående af Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre, der stemte en særlov igennem, så palæstinenserne kunne få lov at blive. Det er siden kommet frem, at en meget stor del af de af loven omfattede palæstinensere aldrig kom i arbejde og/eller blev kriminelle i større eller mindre grad, hvilket også gælder for deres efterkommere. En enkelt af de fremtrædende politikere, der var fortaler for særloven, har fortrudt, at hendes kristne hjerte lod sig overtale af nogle biskopper, men det var altså hende og ikke dem, der trykkede på den grønne knap og stemte ja til lovforslaget. Præsterne, der var involveret, lader ikke til at have fortrudt, også selv om de allerede under kirkeasylet bemærkede, at nogle af palæstinenserne flere gange besøgte Libanon og i øvrigt gjorde sig andre iagttagelser, der kunne tyde på, at der var ulve iklædt fåreklæder iblandt kirkebesætterne. En tidligere domprovst, der var aktiv i sagen, udtalte for et års tid siden følgende:

»Jeg er ikke blind for, at der blandt de palæstinensere nok var nogle, som havde været på kant med loven i forvejen, og at chancen for, at nogle ville bryde loven i Danmark, nok var stor. Jeg regnede dem bestemt ikke for englebørn. Jeg har i øvrigt aldrig nødvendigvis ønsket, de skulle have permanent ophold. Mit fokus var, at de skulle have hjælp, mens de havde brug for det. Man kan ikke bedrive flygtningearbejde ved at tage udgangspunkt i, hvem der er nemmest at integrere.«

Derefter citerede han en juraprofessor for at skulle have sagt: »Vores menneskesyn testes på, om vi også behandler de mennesker, vi ikke kan lide, ordentligt.«

Disse ord er en verdslig afglans af Jesu bud om, at vi skal tage imod fremmede og besøge de fængslede, og det er sigende, at domprovsten trækker en jurist frem som den afgørende stemme fremfor Jesu stemme. Det viser, at han er ude i et politisk ærinde, hvor hans syn på kristendommen bliver afsløret – som en lovreligion, hvor det handler om at være god. Ikke bare som personlig tiltale til den enkelte, nej, vi skal alle være gode. Fårene skal skilles fra bukkene, og han og den citerede jurist ved, hvem der er hvem. Det er tydeligt. Problemet er bare, at intet menneske i en falden verden har Guds indsigt, og at man derfor kan komme til at gøre andre ondt, virkelig ondt, hvis man udbreder kravet om godhed til andre end sig selv, f.eks. ved at ville lave love på det, tvinge andre til at tage imod mennesker, som ikke er englebørn. Så kommer det til at gå ud over nogen, det ser vi næsten dagligt eksempler på, og hvem står så til ansvar for beslutningen? Indtil videre ingen, ikke engang de politikere, der med åbne øjne har ført en politik, der er åbenlyst skadelig for landets indbyggere. Og når man således gør Guds bud – uden Gud – til lovgivning ved kritikløst at tage imod den fremmede, så kan det være, der kommer en anden gud ind, som vil bestemme hvad vi skal spise, hvad vi må sige, tegne og skrive, hvordan kvinder skal opføre sig og gå klædt, hvor unge de øvrigt kan være for at blive gift og meget andet. Så overtager Shariadomstolen og imamernes udlægning af deres guds befalinger den kristne Guds plads.

Det mener jeg personligt ikke, vi har en interesse i, og derfor skal vi vende tilbage til Guds dom, som vi ikke skal frygte, tværtimod skal vi byde den velkommen, fordi den sætter os fri fra gode menneskers moralske domme. For Menneskesønnen – hører vi – skal komme som en konge i al sin herlighed og med ham alle englene. Alle folkeslag vil samle sig om hans trone, og så begynder udskillelsen, hørte vi. Og det er sandt: Gud ser på de gode gerninger; alt, hvad vi har gjort mod mennesker i nød, har vi nemlig gjort mod Kristus selv:

»Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.«

Vi ved alle, at det er gerninger, der gør verden til et bedre sted at være, at det er godt at se Guds billede i sit medmenneske, men vi ved også, at den højre hånd aldrig må lade den venstre vide, hvad den gør. Derfor er det, de retfærdige slet ikke kan genkende sig selv, da kongen fortæller dem, hvorfor de bliver lukket ind til Guds herlighed. De har nemlig slet ikke tænkt over, hvad de gjorde. Omvendt kan de, som forbandes, heller ikke genkende, at de IKKE skulle have gjort alt det gode, for det er jo netop dét, de har, påstår de:

»Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?«

Og de har sikkert også gjort meget godt, men de var så bevidste om deres egen godhed, at de i virkeligheden ikke følte, de havde behov for Gud. De vidste bedre end han. Men det er netop der, vi – som nævnt – kan komme gruelig galt afsted og ødelægge livet for andre med vor godhed, både ved at dømme dem for deres angivelige mangel på godhed og ved at overse og løbe fra de ubehagelige konsekvenser af vor egen godhed. For et eller andet sted er det jo rigtigt, at vort menneskesyn dømmes på, hvordan vi behandler dem, vi ikke kan lide, og udlændingepolitikken var i mange, mange år grundlagt på et had til og en foragt for den almindelige dansker. Jeg kan godt huske debatten. Der blev i godhedens navn sagt meget grimt. Så ingen har noget at lade hinanden høre.

Men at lade dommen tilfalde Gud og ham alene frigør os fra at skulle granske os selv, om vi nu var gode nok, eller om vore medmennesker var det. Det frigør os fra at ville holde dom over andre, og mennesker, der føler sig fri, fordi de ved sig elskede af Gud, har meget at byde på, fordi det er en kærlighed større end noget andet, en kærlighed, det tåler og udholder alt, der gør arbejdet for dem og gennem dem. Derfor vil vi om lidt med glæde byde Gud velkommen med Grundtvigs smukke salme, hvor han lader Jesus bede for os: »For alle sjæle beder han og beder dem med bud om land ej at forsmå hans krone.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen