Salmer: 229, 356, 308, 294, 723

Kom, Herre Jesus. Amen.

Hagg 2, 4b-9; 1 Pet 4, 7b-11; Joh 15, 26-16,4

»Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud« siger Jesus, og da vi lever i efterdønningerne af påskens begivenheder, ved vi, at denne forudsigelse ikke alene blev til virkelighed for de første kristne, den er også mange kristnes virkelighed i dag. Det kan være vanskeligt for os, der lever i nogenlunde tryghed at forstå, hvad der er på spil for forfulgte kristne, og hvorfor så mange af dem alligevel holder fast i deres tro til trods for de mange lidelser, de må gennemgå på grund af den. Desværre, har jeg lyst til at sige, for en sådan situation kan også blive vor, og hvis vi ikke forstår de forfulgte kristne, forstår vi ikke, hvad vi kan tabe, eller hvad vi måske i virkeligheden har tabt.

Det er oplagt at gøre sig overvejelser over dette på denne søndag, som er den eneste helligdag ud over Langfredag, hvor Kristus og dermed Gud er fuldstændig fraværende i verden. I torsdags hørte vi om hans himmelfart, og på næste søndag kommer pinsen endelig, den dag, hvor Talsmanden, sandhedens ånd, skal komme og fylde Guds menighed med kraft, evne og vilje til at bære vidnesbyrd om Ham og hans gerning i Kristus i en verden, der fortsat ligger i det onde.

Vi skal altså forestille os, at verden lige nu er ganske Gudsforladt, og for at hjælpe os lidt på vej, vil jeg tage udgangspunkt i filmen Pans labyrint, der handler om pigen Ofelia, som lever i 1930ernes Spanien, hvor Franco netop har sejret. Hendes far er død, hendes mor har giftet sig igen med en general, som hun venter barn med. Hans opgave er at opspore resterne af Francos modstandere, en opgave, han nidkært og brutalt forsøger at løse. Han har derfor slået lejr i nærheden af nogle partisaner og kaldt sin hustru og datter til sig, da han ønsker, at hans søn (for det er han selvfølgelig overbevist om, at det bliver) skal fødes hos ham. Generalen er ond, han sygeliggør Ofelias mor og forlanger, at hun sidder i rullestol, selv om hun ville have bedre af at føre sig, og medens kampene mod partisanerne intensiveres, og generalen svælger i vold, får Ofelias mor det stedse dårligere. Ofelia læser eventyrbøger for at drømme sig væk, og så har hun noget for med en faun og nogle feer, som giver hende opgaver og hjælper hende. For Ofelia er måske ikke noget almindeligt menneskebarn, selv om man kunne tro det. Hun er i virkeligheden en fortabt prinsesse hvis far kun ønsker at vinde hende tilbage til sit underjordiske rige. Men først må hun bestå tre prøver, som faunen stiller hende. Den sidste og afgørende af disse prøver er, hun skal bringe sin spæde bror til Pans labyrint. Her tilspidses situationen, for Ofelias mor dør i barselsseng, og hvor forladt, Ofelia bliver ved den hændelse, viser instruktøren gennem billeder af moderens tømte værelse og hendes tomme rullestol, medens vi hører præstens ord ved hendes begravelse:

»Herrens veje er uransagelige. I hans ord og gerninger ligger selve hans miskundhed. Herren sender os ganske vist budskabet men lader det være op til os selv at fortolke det. Når vi vil favne verden, er den blot en tom og meningsløs skal. Sjælen er nu langt borte i sin evige himmel. Det er i smerten, vi finder meningen med livet og det nådeslys, vi fortaber ved fødslen. I sin uendelige visdom lægger Herren svaret i vore hænder. Kun ved sit fysiske fravær stadfæster han den plads, han optager i vor sjæl.«

Her forsøger præsten at sige, at verden i sig selv er tom og uden mening, og Gud har forladt den for at tage bolig i vor sjæl. Når vi oplever tab og lidelse, sådan som han gjorde det, mærker vi, at han er til, fordi han selv har lidt. Det er de ord, der skal trøste Ofelia nu, da hendes moders sjæl er i himlen, og hun ikke længere kan udfylde sin plads i verden.

Pans labyrint er en film med overmåde smukke mennesker i overmåde stemningsfulde omgivelser, og den er ikke for sarte sjæle. Jeg vil personlig aldrig se den igen. Alligevel har den gjort et voldsomt indtryk på mig, for man kan sige, at nøglen til forståelsen af både filmen og vort evangelium ligger i præstens ord om Guds fravær, som drager os til ham, og om hans ord og gerninger, som vi selv må fortolke. Svaret har han lagt i vore hænder, siger præsten, og ser vi os selv som tilhørende Herren, er de hænder mærket af sår fra korsets nagler. Således gør filmen det op til os selv at fortolke, om faunen og feerne er virkelighed eller et produkt af Ofelias fantasi. Men selv om de skulle være virkelighed, og det tror jeg, de er, så lader filmen os alligevel tilbage med følelsen af, at verden ligger i det onde, i det virkelig onde, at godheden bestandig trædes under fode, og at den kristnes eneste forløsning ligger udenfor verden. Men hvor skal det menneske, som ikke er en fortabt prins eller prinsesse som Ofelia søge hen? Kan vi tro præsten på hans ord om at vi i smerten finder meningen med livet? For nok er der en sandhed i det, men nogle mennesker rammes af større smerte end andre. Af og til segner de under smerten, og måske er det i virkeligheden det, Ofelia ender med at gøre.

Alligevel er det en anbefalelsesværdig og måske ligefrem aktuel film, for det kan også være forkert at flygte fra lidelsen, at ville roen og mageligheden så meget, at man affejer denne del af kristendommen og dermed mister en helt essentiel forståelse af menneskelivet og af menneskets forhold til Gud som hans skrøbelige skabning, og hvad vor opgave er. For hvorfor er der lidelse forbundet med at være kristen? Det er der, fordi kristendommen har et absolut sandhedsbegreb, nemlig Kristus selv, og det er der rigtig mange, også erklæret folkekirkekristne, der ikke kan tåle at høre. For når Kristus er sandheden, vejen og livet, betyder det, at alt, hvad vi har for, hvad enten vi forsøger at sikre os materielt eller indrette verden efter hvad vi mener er godt, så lærer han os, at vi omfavner en tom og meningsløs skal, at verden udelukkende får sin fylde fra Herren selv.

Men det er så også netop her, vi har muligheden for at gribe ham. Det skal vi på næste søndag. Indtil da skal vi vide, at Gud er derude et sted, for i modsætning til Pans Labyrint ser jeg ikke verden som Gudsforladt, ellers var der intet håb eller tegn fra Gud, som kan holde modet oppe hos kristne. Og hvordan er Gud så derude? Ja, der kan man jo tænke på en scene fra en anden film i den mere populære boldgade, nemlig den anden af Die hard-filmene, hvor politimanden John McClane endnu engang skal hjem til jul (det skulle han også i den første) og derfor er taget til lufthavnen. Han ligger som sædvanlig på randen af en skilsmisse og er et lidt ynkeligt syn. Lufthavnen er fyldt med feriestemte mennesker, der glæder sig til højtiden i lykkelig uvidenhed om, at nogle skurke har lagt onde planer, der snart vil gøre lufthavnen til krigsskueplads. McClane, der aldrig holder fri, aner dog snart uråd, han klarer skærene efter at have fået mange tæsk, så jul bliver det, dog uden at han når hjem til at fejre den. Hvis man har set alle filmene, vil man vide, at det er den pointe, der går igen; McClane stiller modigt og med godt humør op til alle øretæver, men hans eget liv forbliver forkludret og ensomt, fordi han insisterer på at gøre det rigtige. Sådan er det at gå i Kristi fodspor, så bliver man en Herrens lidende tjener. Ikke at det er en meget morsommere udsigt end Pans Labyrint kunne give os, men dog alligevel, for Gud er der, og han vinder!

Mens vi venter på talsmanden, skal vi altså tænke, at nok er vi foreløbig ladt alene med skurkene, fordi Kristus har indtaget den plads, der var bestemt for ham hos sin far i himlen, men snart sender han sin Ånd, som skal give os kraft til at følge ham efter, og vi skal vide, at der ingen anden eller bedre vej at gå, for når Ånden først er kommet, så vil der overalt i verden være indgange til vor sande Fader, og derfor kan vi gå vor gang og bære vidnesbyrd om ham. Det ender nemlig godt!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen