Salmer: 741, 505, 512, 320, 356
Kom, Herre Jesus. Amen.
- Mos. 20, 1-17, Rom. 3, 23-28, Matt. 19, 16-26
Det har i den seneste tid vakt debat, at Folketingets præsidium har taget imod et tilbud fra Københavns biskop om at få stillet et par præster til rådighed kvit og frit for andagtsøgende folketingsmedlemmer og personale. Religion og politik blandes på den måde sammen, lyder det fra både politikere og nogle præster. Fra politisk side frygter man, at præster med et konservativt syn på skrift og bekendelse vil få indflydelse på politiske beslutninger, fra gejstlig side er man bange for, at nationalkonservative strømninger vil indespærre Gud bag lukkede grænsebomme.
Egentlig burde det hele være ganske udramatisk, da den kommende ordning lader til at være en formalisering af et samarbejde, som allerede findes. Men det er det altså ikke, og da den danske folkekirke både er skrevet ind i grundloven og i vide kredse er populær, fordi den er så bredt favnende, kan det undre, at det vækker så stor angst og vrede, når dens tjenere nærmer sig den lovgivende forsamling.
Folketinget har jo aldrig holdt sig tilbage med at trænge ind på folkekirkens gebet, når det har lovgivet om f.eks. ægteskabsforståelse og helligdages afskaffelse. Så hvad er problemet egentlig? Jeg tror, at det er noget ubevidst, der gør sig gældende, en angst for at blive sat på plads som et menneske, der har mistet herligheden fra Gud, og som derfor har brug for hans nåde og tilgivelse i Jesus Kristus. Gud har jo vigepligt i forhold til demokratiet, som vi jævnligt hører. Imidlertid er alle de dagsordner, der præger den offentlige debat i disse år – omsorg for skaberværket (klima og miljø), synet på minoriteter af enhver art, ligestilling, inklusion og meget andet – jo krøbet ud af kristendommen, ja, selv vor opfattelse af synd, for vi kan jo forsynde os mod det hele. Det er der altid nogen, der er parat til at minde os om, for der er præsteskaber andre steder end i kirken, og det er der, fordi vi helst selv vil være herre over det hele, vi vil selv være gode. Følgelig bliver vi vrede, når vi bliver mindet om, at vi ikke er det.
Og vredesvækkende er det i dag, hvor evangeliet fortæller os, at der kun er én, der er god, og at dét gode derfor udgår fra ham – ikke fra os. Vi møder her en moderne ung mand, sympatisk og velvillig, der gerne vil være god og derved opnå evigt liv. Der er en interessant forskydning her, for den unge mand er jo vokset op med de ti bud, hvor han har hørt, at han vil få et langt liv på den jord, Gud har givet ham og hans folk, såfremt han holder budene, men nu handler det altså om at få evigt liv, og det fornemmer han, at han kan indhente hos Jesus, i hvert fald få svar på, hvordan man får det i stand. I første omgang siger Jesus bare til den unge mand, at han skal holde det, han allerede har helt styr på: De ti bud, som vi jo også kender – vi må ikke stjæle, ikke bryde ægteskab, vi skal ære vore forældre og elske vor næste som os selv. Og alt det – viser det sig – opfylder den unge mand, men der må jo være noget mere, han kan gøre, netop fordi alt det ifølge skriften kun handler om at fortjene et langt liv her og nu. Hvordan opnår man lige det lille ekstra plus, at livet kommer til at vare ved? I næste øjeblik falder den unge mands verden sammen, for svaret er, at han skal være fuldkommen, og for at blive det må han sælge alt, hvad han ejer, give det til de fattige og følge Jesus. Så vil han få en skat i himlene. Ak, da måtte den unge mand forlade Jesus med uforrettet sag, for han havde meget gods.
Imidlertid standser historien ikke der, for Jesus bruger det lille optrin som anskuelsesundervisning for sine disciple; det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme i Himmeriget, siger han til dem. Det bliver de naturligvis oprevne over, for selv om de ikke er velhavende, så viser de en sjælden grad af selvindsigt, idet de giver til kende, at også de er så bundne til det jordiske gods, de trods alt har, at de ikke har tænkt sig at give det hele fra sig for at hjælpe de fattige. De fornemmer kort sagt den totale fordring fra Jesus, at de skal ofre sig selv. Det ligger der i deres spørgsmål: »Hvem kan så blive frelst?« Og vi, der hører ordene så mange år efter, er ikke bedre end den unge mand eller disciplene; alle har vi noget, vi klynger os til, om det så alene er vor egen godhed, som vi meget gerne vil bryste os af, så vi kan få et langt liv på den jord, ingen har givet os. Så det er i sandhed en gordisk knude, der bindes lige for øjnene af os, og hvordan løses den mon? Den kan kun ham, der binder den, løse, Jesus Kristus. Med ham er himlen ikke længere et nåleøje, men porten, der åbner sig for alle, der beder om nåde. Med ham kan vi træde ind i Guds rige til evigt liv. Det kræver altså blot, at man erkender, at man ikke kan leve uden Gud, fordi man ikke selv er det.
Andet skal vi ikke gøre, og dermed er Kristus vor frihed. For er vor samvittighed bundet til ham, så kan alle denne verdens skriftkloge præke alle tidsåndens sandheder og dyder; de vil tale for døve øren, for nu ved vi, at der intet andet facit er for godheden, end hvad der tjener vor næste. Det er til alle tider faldet det til enhver tid moderne menneske virkelig svært, og som nævnt tidligere tror jeg, at det er derfor, en del af vore lovgivere er hunderædde for at få kristendommen indenfor dørene. Men det kan gå frygtelig galt, hvis ikke vi standser op og lytter, for det at ville gøre godt uden den gode Gud fører nemlig altid et had med sig, hadet til dem, der ikke vil gøre det, som andre har bestemt er godt.
Et meget konkret eksempel så vi i foråret, hvor man i Københavns kommune bestemte, at der skulle serveres klimavenlige måltider i alle kommunale institutioner, det vil også sige plejehjemmene, hvor hver beboer måtte få serveret 500 gram kød om ugen. Heraf måtte kun de 80 gram udgøres af kalv, lam eller okse. Det var der nogle partier, der syntes var synd for de ældre, der er vant til almindelig dansk mad, en god hakkebøf, f.eks., og derfor blev der stillet forslag om, at plejehjemmene skulle undtages fra den kommunale klimavenlige strategi. Et bestemt parti stemte imod med denne begrundelse: Den generation, der har svinet allermest, er den, der nu kommer på plejehjem, og den skal altså bidrage til at redde klimaet. Det sagde ordføreren, selv om hun få sekunder før havde sagt – hvad der er ganske rigtigt – at de nuværende ældre netop ikke har været vant til at spise så meget kød, som vi andre nu gør. Men altså, man mere end anede, at ordføreren syntes, det var helt på sin plads med en lille straf for de ældres klimasynder, og hermed gjorde hun sig til anklager, dommer og skarpretter på samme tid overfor en del af befolkningen, som i hendes øjne IKKE havde gjort det gode. Selv var hun god, så god, at hun kunne tillade sig at tage flyet til Chile på familiebesøg, selv om der går en del bøffer på en sådan rejse. Sådan kan man bare ikke stille det op, udtalte hun, da hun blev konfronteret med det, og dermed var sagen diskuteret færdig.
Men sagen kan jo netop stilles sådan op, for den viser, at mennesker har brug for Gud, fordi alle de gode dagsordner ellers bliver nåleøjer, som ingen kan komme igennem bevogtet, som de er, af verdslige ypperstepræster, og vi kommer til at rode os ud i allehånde hykleri. Hvad værre er: vi kommer til at gøre hinanden ondt, fordi vi i vor indbildte godhed bliver blinde for den næste, der kommer i vejen for os, for han eller hun bliver dermed en, der skal straffes eller ryddes af vejen, som vi har set det i stor skala, hvor de gudløse ideologier har slået sig løs i løbet af historien. Derfor har vi alle, men allermest vore politikere, der har magt over os andre, brug for at høre Guds ord. Det kan faktisk klare tankerne, og når vi dertil lærer, at vi i troen får del i hans evighed, så kommer der også et andet perspektiv ind i livet, for så behøver vi ikke komme på allehånde paniske løsninger på ofte selvskabte problemer, løsninger, som altid er dårlige, fordi de er bundet til tiden her og nu. Lad os derfor, når vi senere beder for øvrigheden i kirkebønnen, ønske, at Guds ord om kamelen og nåleøjet finder vej til Christiansborg. At Guds rige også må finde derind.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.