Salmer: 498, 709, 711, 362

Sal 67; Matt 3, 1-10; Hebr 8, 10-12

En af salmebogens mest elskede salmer, nemlig Johannes Johansens Du, som har tændt millioner af stjerner, slutter med følgende udsagn: »Du er vor Far, den der vogter og værner, lys i det mørke, som kommer fra os.« Det er digterens milde måde at sige det samme som sin navnebror, Johannes Døberen, hvis svovlprædiken vi netop har hørt, og dog tænker de færreste nok over det, når de synger salmen. Men altså, Johannes Johansen forudsætter, at der er et mørke, der kommer fra menneskene, som Gud skal lyse ind i, lyse bort. Det har vi dybest set ikke lyst til at høre, det havde man heller ikke på Johannes Døbers tid, der ikke var så forskellig fra vor egen, som man kunne tro; menneskers dårskaber var dengang de samme, og i det romersk besatte Israel var der gang i en åndelig oprustning. Mange har søgt efter et eller andet holdepunkt, et tegn på lysere tider, og Johannes har altså haft en så stor gennemslagskraft med sin prædiken til omvendelse, at selv fine herrer som saddukæerne fra det øverste præsteskab og farisæerne, den tids superkorrekte åndelige elite, kommer til ham. De bliver imidlertid ikke oprustet, de bliver klædt åndeligt af til skindet, for Johannes siger, at der er noget på vej, en vrede, som de ikke kan undgå, medmindre de begynder at bære omvendelsens frugter. Og vi hører, at de overfor Johannes pukker på deres etnicitet, dét at de nedstammer fra Abraham, men den køber han altså ikke. Der skal mere til end en dukkert i Jordanfloden for at afhjælpe deres forhærdelse, for øksen ligger ved træets rod, siger Johannes, og ethvert træ, der ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.

Hvad eller hvem den økse kan være, skal jeg vende tilbage til, for da jeg skulle forberede mig til i dag, slog det mig som så ofte før, hvor realistisk og aktuelt evangeliet er. I dag pukker vi ganske vist ikke på vor etnicitet, for det har vi lært, at vi ikke må, og godt for det, men vi pukker på noget andet, nemlig vore værdier, som efter sigende er af en sådan art, at vi skal være rede til at gå i krig for dem, nu også for kristendommen, som ganske overraskende af kirkeministeren er blevet udråbt til at være det, alt godt i vort samfund bygger på.
Han er blevet voldsomt udskældt for den påstand, men jeg vil gerne forsvare ham lidt, for det er et meget sympatisk ærinde, han er ude i, og der er også en vis sandhed i hans påstand. Dog vi skal vide, at når der kommer noget godt fra kristendommen, så er det ikke p.g.a. af os; det har vi set mange gange gennem historien, hvor eksempler på overgreb i både kristelige og ukristelige klæder desværre er mangefold, nej, det er på grund af Kristus. Han alene er lyset i det mørke, der kommer fra os, han er den økse, som ligger ved træets rod, han er dommen over os. Det vil jeg give et eksempel fra litteraturen på, som dog er ganske realistisk.

I sin roman, Kristin Lavransdatter, giver Sigrid Undset et detaljeret og indlevet billede i middelalderens Norge og dets religiøse univers. Alt er på en eller anden måde gennemsyret af den tro, munkene sydfra bragte med sig, og vi følger i sagens natur Kristin, der livet igennem bliver mere og mere religiøs og i en moden alder slutter sig til et kloster som læg søster. Her vil hun leve et gudfrygtigt liv i tjeneste for andre. Så kommer pesten til Norge, og med ét krakelerer hele den kristne, civilisatoriske fernis, for folk dør så hurtigt og så voldsomt, at angsten og panikken naturligvis spreder sig; døende mennesker bliver spærret inde eller skubbet bort, hvis de ankommer i båd, og de raske fører et skørlevned med hor, dans og druk, fordi de skal nå at feste igennem, inden alt er forbi. I dette kaos holder Kristins søstre fra klosteret hovedet koldt; de har en abbedisse, der insisterer på, at de skal hjælpe alle dem, de kan, hvad de også gør med både pleje og åndelig trøst, og mange af søstrene dør selv, fordi de naturligvis bliver smittet under dette arbejde. Alligevel knokler de overlevende i døgndrift på at hjælpe de syge og døende. Så begynder pesten så småt at rase ud, der opstår små, ledige stunder, og Kristin og de andre overlevende fra klosteret tager sig i en af disse et hvil sammen med nogle forældreløse børn, som har søgt tilflugt hos dem. En gammel søster tager en lille pige i hånden og siger til hende, at nu, hvor man kan mærke sygdommen aftage, forstår man, at Jomfru Maria aldrig unddrager sine børn sin omsorg længe ad gangen. Da går pigen i rette med hende og siger, at det ikke er p.g.a. Maria, at pesten er aftagende, det er på grund af Hel, som netop denne aften vil modtage et lydefrit menneskeoffer. Når først hun har modtaget det, skal hun nok holde sig borte. Det viser sig, at pigen og nogle af de andre børn har overhørt en flok mænd tale om, at de vil ofre en lille dreng, de har fået fat i, fordi hans mor er død af pesten. Hun har hørt til de udstødte p.g.a. sit syndige levned og en ubehagelig sygdom, som har skæmmet hende, og levet for sig selv med sin søn. En mand fandt hende døende, tog drengen og stængede døren til. Kristin, der er en stærk kvinde, insisterer på, at hun og nonnerne må opsøge mændene og frelse drengens liv og dem selv fra evig fortabelse, og selv om søstrene slår sig i tøjret, går de med hende. Da de nærmer sig stedet, hvor udåden er ved at finde sted, kan de høre drengen beklage sig over at få smuds på sin honningmad; den har mændene givet ham for at lokke ham ned i det hul, hvor de vil begrave ham levende.

Modigt træder Kristin frem og beder mændene gå roligt hjem, og lover dem, at hverken hun eller nonnerne vil fortælle andre, hvad de har været i færd med at gøre, hvis de straks opgiver deres forehavende. De fleste af mændene trækker sig med det samme, men den hårdeste af dem skriger til hende, at det er bedre, at én bliver ofret, end at alle må dø. Det er jo bare en unge, som ingen ejer. »Kristus ejer ham!« svarer Kristin prompte, og efter en længere ordveksling får nonnerne udleveret drengen, medens Kristin sammen med god ven drager til hytten, hvor drengens mor har ligget død i omkring 14 dage. Kristin insisterer på, at hun skal have en ordentlig begravelse. For, som hun siger til mændene: »Kristus døde for hende og for mig, og han kender os begge.«

Ja, Kristus er lyset i vort mørke, det vidste ingen bedre end Sigrid Undset, der – fordi hun var vokset op i fattige kvarterer – havde set og hørt lidt af hvert i sit liv. Og han er altså også øksen, der ligger ved træets rod; det er dét, hun minder mændene om, da de er i gang med at dyrke hedenskaben. Øgleynglen er aldrig langt borte, heller ikke i os selv. Men vi behøver ikke at ofre nogen for alles skyld, fordi det offer er blevet gjort én gang, da Kristus døde for os. Han ejer os, og i det øjeblik vi tror, at det er sandt, ved vi også, hvad de sande værdier er, for det har han vist os som den sande kærlighed han er. Og hvordan er den så, den sande kærlighed? Paulus beskriver det i sit første brev til korinterne: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.« Det er alle værdiers prøve, og det kan jo være ganske vanskeligt at leve op til. Det synes jeg selv i hvert fald. Hvordan det skal udmøntes i det levede liv, kan vi alle tænke videre over, men tænke over det må vi, for ellers er der nogle andre, der gør det for os. Og det er ikke sikkert, at deres værdier er af Gud. Heller ikke, selv om de taler nok så meget om dem. Det er læren, Sigrid Undset har givet os i sin store fortælling, og den skal vi tage med os i dag, hvor vi beder for landet og for folket, og det vil vi gøre om lidt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Gode Gud, vi beder for alle vore kære, at du må være dem og os nær når mørket råder, når sorg, sygdom og anfægtelse truer med at skille vore veje fra dine.

Send kraftens Ånd til din kirke, så at nådens salige ord må blomstre og dit rige udbredes iblandt os. Bevar din kirke i troskab mod dette, så vi ikke må samles om os selv og hvad vi kan og tror og vil.

Velsign og bevar vort land og vort folk så længe Danmark og det danske elskes. Ligeledes beder vi dig velsigne og bevare vort kongehus og vore myndigheder. Vi beder for, at gudsfrygt må være deres styrke og kærlighed til retfærd deres ære, og at det må gælde hele folket.

Fold din beskyttende vinge ud over den lidende jord, og trøst og bevar alle, som er forfulgt for dit navns skyld. Lad deres forfølgere sænke den knyttede næve og vende sig bort fra det mørke, de selv har valgt, og lære lyset i dig at kende. Bring din fred med din retfærdighed overalt i verden, hvor krigen hærger.

Drag os bestandig til dig, og lad vort hele liv og gerning smage af din kærlighed og være den til ære. Styrk vor tillid og vort håb til dig på vor vandring på denne jord indtil vi skal samles med dig i dit rige, hvor kærligheden brænder ret og uden ende, du vor fader, som er i himlen……….

Amen.