Salmer: 749, 334, 447, 609, 752 v. 4

Kom, Herre Jesus, Amen!

Sl 19, 2-7; Ef 4, 1-6; Luk 14, 1-11

»Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes« siger Jesus til os i dag, hvor en lille dreng netop er blevet båret til dåben. Dermed er ordene blevet visualiseret. For nu har vi hørt dem sammen med Jesu tale om, at den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Intet er så ydmygt som et spædbarn, helt afhængigt af andre, som det jo er. Når spædbarnet rækker ud mod sine forældre, er det tomhændet og kan ikke sætte magt bag sine krav om mad, klæder og kærlighed. Sådan er vort forhold også til Gud; tomhændede kommer vi til verden, tomhændede forlader vi den, men i dåben får vi altså at vide, at vi har en plads på næsten øverste hylde hos Gud. At vort borgerskab er i himlen. Det kan vi af og til glemme undervejs, men gudsforholdet kommer helt af sig selv i det øjeblik vi erkender, at vi netop ikke har magt over tilværelsen og derfor har brug for Gud. Det er dog også afmagten, der skræmmer os, for alle vil vi helst have fod på tilværelsen. Vi lever jo i en verden, hvor magten er Gud, og vi behøver hverken at skue mod øst eller vest for at se det, den næsten sjofle magtanvendelse trives ganske godt hjemme hos os selv. Og når jeg bruger så stærkt et ord, er det fordi magtanvendelsen meget ofte er iklædt kærlige og ydmyge ord om at give afkald på et almindeligt liv for at tjene danskerne og tage ansvar. Men netop kun iklædt. Den er det ikke.

Vi kan så spørge, hvorfor den klæder sig i disse gevandter, og svaret er, at det gør den, fordi den snylter på efterdønningerne af den kristendom, som har formet vort land gennem mange, mange slægtled. Ingen kan få eller beholde magten, hvis ikke de påstår at have et hæderligt, menneskekærligt formål med den.

Kristendommen har lært os, at det er godt at leve i et samfund, hvor mennesker søger sandheden, hvor de har lært at glemme sig selv og hjælpe andre, gøre plads til andre, og hvor mildhed, tålmodighed og tilgivelse er dyder, vi sætter højt. Sådan opdrager langt de fleste forældre deres børn uden at skænke det en tanke, og når jeg har dåbssamtale, plejer jeg at komme ind på det som et eksempel på, at Gud gennem sin hellige ånd opdrager os på samme vis. Vi får alle slag og oplevelser gennem livet, der lærer os noget om at være menneske, så vi både får en bedre forståelse for andre mennesker og for det i os selv, vi skal holde nede; som Gud sagde til Kain, da han i sin skinsyge ønskede at slå sin bror ihjel: »Synden vil begære dig, men du skal herske over den.« Det viser noget om, hvad Gud faktisk mener, vi kan, og hvor højt han virkelig sætter os. Selv den, der går med vrede og bitterhed, som i Kains tilfælde, ser Gud som et menneskebarn, der indeholder noget ædelt i sig, som han kan tale til og forsøge aktiveret. Tænk, sådan en mægtig og kærlig fader i himlen får vi i dåben, og derfor vil jeg fortsætte med at sige disse ting om opdragelse, men jeg skal også ærligt indrømme, at jeg af og til har en anfægtelse ved det, og det skal jeg vende tilbage til.

For det, der også kendetegner et samfund præget af kristendommen, er, at det beskytter lovlydige, selvforglemmende borgere, at det tilvejebringer lige muligheder for alle, og at dets institutioner har »sandhedspligt«, som det kaldes. I et kristent samfund bliver vi nemlig alle sat på plads af Gud til at varetage vor næstes tarv uden at bøje ret og sandhed, uden at møve os frem på bekostning af andre. Næsten, medmennesket, er simpelthen omdrejningspunktet for kristne, hvilket vi også ser af Jesu ordfejde med farisæerne; må man helbrede sabbatten – den er jo hellig, og man skal holde fri på den? Alle kender svaret, og vi kender det også. For vi har ligesom jøderne helligdage, de er gode og indstiftet for vor skyld, så vi kan restituere, pleje familie, venner og fritidsaktiviteter og ikke mindst – som vi gør lige nu – høre Guds ord. Men vi ved også, at skulle nogen falde om her i kirken, skal han eller hun selvfølgelig have lægehjælp, ellers ville reglen være dårlig for mennesker. Så godt et samfund har vi, men vi har det kun så længe, vi forstår og anerkender, at det er på grund af kristendommens Gud, vi har det. Vi er simpelthen åndeligt set indbudt til bryllupsfest, hvor han sidder for bordenden, og vi andre indtager vor plads og gør det, vi skylder ham at gøre, nemlig at tage vare på vor næste dér, hvor vi nu er. Det betyder ikke, at man ikke må have ambitioner eller ønske at være noget andet end det, man er, det betyder bare, at man skal være et ordentligt menneske uanset hvilken position, man har i samfundet.

Og nu kommer jeg til min tidligere nævnte anfægtelse; den forståelse har meget længe været under angreb, og kan jeg tillade mig at tale om kristen børneopdragelse, når jeg ved, at de børn, jeg døber, kommer ud til et samfund, hvor det bliver meget vanskeligt for dem at klare sig ved at være ordentlige mennesker, fordi enhver er sig selv nok på alle niveauer – i politik, hos myndighederne, i medie- og kulturverdenen? Blot for at give et eksempel blandt mange: Jeg læste i Ud&Se et interview med Ebbe Kløvedal Reichs datter, der har spillet en stor rolle i dansk kulturliv og fortsat gør det. Hun er kritisk overfor sine forældre, der havde travlt med selvudfoldelse i hendes barndom, men det, hun er meget taknemmelig for i dag, er, at moderen tog hende ud af niende klasse, så hun kunne få lov at besætte huse i et København, hvor boligsituationen ifølge hende var »håbløs«. Som BZer lærte hun »at indgå i et kaotisk fællesskab«, at »man gerne må have en drøm og en idé« og »at man kan føre den ud i livet, hvis man at gå sammen med de rigtige mennesker om at realisere den.« Her taler et menneske, som med sine forældres velsignelse har været en del af en ekstremt voldelig bevægelse, men som i sin selvforståelse har kæmpet for ideer, drømme og boliger til alle. Det er et meget klart eksempel på, at hvis ikke Gud sidder for bordenden ved bryllupsfesten, så kommer der nogle andre, der ikke skyr nogen midler for at indtage det, de mener er deres plads, fordi de synes, de selv er virkelig gode mennesker. De tror simpelthen ikke på begrebet synd, fordi det forhindrer dem i at udfolde sig med al deres kreativitet og tilsyneladende retfærdighedssans. De ser ikke, at det, der var ødelæggende for deres barndom, nemlig forældre, der ikke ville være voksne og dermed deres ansvar bevidst, fører de selv videre ved at blæse på dem, der mener, at man skal følge loven og arbejde fredeligt for sine mærkesager, drømme og idéer. De ser ikke, at de er privilegerede, og at de blev det gennem deres revolutionære forældres navn og de såkaldt »rigtige mennesker«, der i virkeligheden var et netværk, der dyrkede volden som livsgrundlag. For sådan var BZ.

Det interessante er, at den omtalte kunsters far sammen med et par samboere fra kollektivet Maos Lyst havde taget navn efter Kløvedal, som i Tolkiens eventyrunivers, Ringenes Herre, er navnet på det sted, hvor elverfolket holder til. Den værste totalitære kommunisme og det skønneste eventyr, skrevet af en kristen, dybt konservativ forfatter, flød altså på skizofren vis sammen i disse menneskers selvopfattelse. Men for Tolkien var Kløvedal aldrig et fristed for sanseløs selvudfoldelse eller umotiveret vold, det var et naturligt, ordnet samfund for en bestemt gruppe, og Ringenes Herre går ud på at genskabe orden efter, at den onde Sauron har genvundet sin kraft og forsøger at vinde verdensherredømmet gennem den ring, som hobbitten Frodo skal forsøge at bringe frem til destruktion. Den historie giver os også svaret på, hvad vor opgave – som døbte – er i en verden, hvor alle altid kæmper om magten og herredømmet. For svaret er ikke at række ud efter magten. Svaret er at tage sin opgave på sig, som den rækkes os af Herren selv til vore tomme hænder. Den opgave, vi får skænket, skal vi selv finde ud af, hvordan vi vil løse – om vi vil herske over synden og bruge tiden på kærlighedens gerninger, eller lade synden slå sine folder i os i vor stræben efter magt.

Da elverdronningen Lorien således spørger Gandalf, hvorfor den ubetydelige og uanselige Frodo er blevet udvalgt til at gå imod Sauron, svarer Gandalf hende, at det ikke er hans erfaring, at stor magt kan holde ondskaben og mørket i ave, men derimod de små ting, hverdagens gerninger, udført af venlighed og kærlighed af almindelige mennesker. Derfor må Frodo bære ringen, selv om han ikke vil, for han er den eneste, der kan. I dåben får vi alle det samme kald, og derfor er der god grund til fortsat at lære sit døbte barn de kristne dyder; ydmyghed, mildhed, tålmodig og kærlighed til sandhed og ret, også selv om verden stadig er rå. Den vil blive meget værre, hvis vi ikke gør det. For vi er som Guds børn i Frodos sko: de eneste, der kan, selv om vi ikke vil, men vi har fået skænket opgaven i dåben, og den er intet mindre end guddommelig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.