Salmer: 743, 338, 341, 492, 2

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 126; Rom 6, 19-23; Luk 19, 1-10

Historien om det guddommelige besøg hos Zakæus handler om et syndigt menneske, der omvender sig, men inden jeg begynder at tale om den, vil jeg gå en lille omvej. Selv om jeg ikke bryder mig om at nævne tiden som en barriere for at forstå evangeliet, så tror jeg, at man slet ikke kan begribe alvoren af og underet i denne historie, hvis ikke man har set sin egen tid i øjnene, og det vil jeg forsøge at gøre ved at tage udgangspunkt i et debatprogram, som jeg så i fjernsynet for nogle måneder siden. Det handlede om Danmarks forhold til Rusland, og om hvorvidt vi skal ruste op i en grad, som der lige nu er udsigt til. I studiet var bl.a. to kommunister og et tidligere medlem af folketinget for Dansk Folkeparti, som alle tre mente, at det var vanvittigt at bruge så mange penge på forsvaret bl.a. fordi Rusland ikke var en fjende af Danmark. Redaktøren af Netavisen Pio, som også var i studiet, kaldte dem derefter for hr. Molotov og fru von Ribbentrop, og han fastslog, at de gik fjendens ærinde og således havde sat sig udenfor »det nationale fællesskab«. Jeg skal indrømme, at jeg studsede over graden af udskamning – det var jo en fri debat – samt over at høre udtrykket »det nationale fællesskab« blive anvendt, for jeg er vokset op i en tid, hvor det bestemt ikke var comme il faut at være national, ja, man satte sig nærmest – og paradoksalt – udenfor det nationale fællesskab ved at være netop det. Det så man bl.a., når indvandring og medlemskabet af EU blev diskuteret; så føg ukvemsord som racister og vadmelsmostre igennem luften fra den tids farisæere, og netop farisæismen, dette hyperkorrekte og skrifttro verdensbillede, Jesus levede under, er et passende udtryk at bruge om Danmark, om end der også er en afgørende forskel. Hvor farisæismen var nagelfast i sin tilgang til skriften og moralen som det åndelige grundlag for folket, er det danske nationale fællesskab er nemlig et holdningsfællesskab med forskellige holdninger til forskellige tider, og ve den, der ikke følger med tiden og måtte have en ikke gangbar holdning. Der synes at være en bred anerkendelse af mennesker, der politisk forstår at overleve bl.a. ved konstant at skifte holdning og gå helhjertet ind for den senest antagede. Ingen nævnt, ingen glemt.

Det har i de senere år gang på gang slået mig, at Danmark er blevet et gennempolitiseret samfund, hvor vi alle lytter til vandrørene for at fornemme hvilken vej, de politiske strømme går, og så indretter vi os nærmest på forkant derefter. Tænk bare på den i den henseende stressende coronatid. Det danner grobund for karrieremagere og medløbere, medens den frie tanke har hårde kår. Det har den sande omvendelse også, for i et gennempolitiseret samfund er der aldrig noget, der er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk, ret længe ad gangen; der er vinde, der blæser, situationer, der skal udnyttes, mens tid er, og omstændigheder, der tvang en til at handle, som man gjorde, og så må vi i øvrigt også se at komme videre. Det danske samfund frembringer således Zakæuser, overlevere. Det er et samfund, hvor der er store personlige omkostninger forbundet med at mene noget andet end flertallet og stå fast på det, og selv om jeg ikke er enig i ret meget af det, de tre tidligere nævnte debattører mener, så er ingen af dem landsforrædere, og de har ingen personlig fordel af at mene, som de gør. Derfor var det en utrolig grov påstand, netavisredaktøren kom med, og det kaster dagens tekst sit ubarmhjertige lys over. For her er farisæerne eller dem, der giver ondt af sig, for en gangs skyld ikke skurkene. De har grund til at være forargede, for i Zakæus ser vi en landsforræder i ordets egentlige forstand. Dertil er han et billede det moderne menneske.

Zakæus var et på alle måder afskyvækkende væsen; Israel var besat af romerne, og han gik romermagtens ærinde ved at opkræve told af sine landsmænd, ja, han havde ovenikøbet gjort det så godt, at han var blevet overtolder og stinkende rig på andres bekostning. Zakæus følte sig hævet over sit folk, der sad uhjælpeligt fast i en latterlig gammel tanke om at være udvalgt af Gud, et folk, der ikke skulle trælle for hedninge, han var et politisk dyr, der lyttede til de romerske vandrør, indrettede sig efter enhver situation, så bort, når det var passende, og – forstår vi af det, han selv siger til Jesus – ikke nøjedes med at tage, hvad der var rimeligt, nej, han pressede penge af folk. Han var kort sagt syndens træl og fri overfor retfærdigheden, som han bøjede efter sit eget forgodtbefindende. Et i enhver forstand lille menneske.

Hvorfor Zakæus ville se Jesus, kan vi kun gisne om; måske er noget blevet vakt i ham, måske ville han holde sig orienteret, være på forkant med situationen, for hvis der nu var noget at hente, så ville han ikke snyde sig selv for det. Og man kan næsten fornemme, hvordan den lille overtolder har bugtet sig igennem menneskemængden for til sidst at finde det træ, hvor han kunne have godt udsyn. Han havde næppe tænkt, at Jesus skulle se ham. Men i samme øjeblik Jesus kom frem til det sted, træet med Zakæus stod, så han op og indbød sig selv til middag. Den dag fik Zakæus´ liv en ny retning. Han forlod sin toldergerning, og hvor han hidtil havde tjent sig selv, forstod han, at han nu skulle tjene andre.

Hvor voldsom en fortælling det er, er vanskeligt at fatte. Derfor skal vi prøve at se på os selv som denne Zakæus i mødet med Jesus. Til forskel fra ham er vi ikke åbenlyse landsforrædere, for vi mener jo alle sammen det, vi skal mene for tiden. Overtolderens omvendelse svarer til, at vi, bedst som vi troede, det hele gik meget godt, blankt må erkende, at det alt sammen er narreværk, der alene tjener til at sikre os selv mod omverdenen. At vi slet ikke er så gode mennesker, som vi gik og troede, vi var. Det er ganske rigtigt ikke en rar erkendelse. Det kan godt være, vi ikke render rundt med en fed pengepung som Zakæus, men så har vi store beholdninger af alt muligt andet – af flotte holdninger, vi kan stikke ud og slå dissidenter i hovedet med, af fede fraser om glæden ved at betale skat og bidrage til det store fællesskab, af en monumental ligegyldighed og masser af skuldertræk overfor princippet om lighed for loven eller om undergravningen af ytringsfriheden og meget andet.

Det, Zakæus oplevede, er i virkeligheden en dom over alt, hvad han hidtil havde ment var rigtigt og godt for ham selv. Han havde ikke gjort noget forkert i lovens forstand, men han var skyldig for Gud. Det må have været en sjælsrystende oplevelse, og alt sammen skete det uden at Jesus havde sagt til ham, at han var forkert på den. Nej, Jesus indbød bare sig selv hos ham, der af alle med god grund blev betragtet som et afskum. Men også han var en Abrahams søn, og det vigtige er, at han kendte sin Gud og sin frelser, da han så ham og lod sit liv tage en helt anden drejning. Det er en historie om glæde og liv, der blev bragt til Zakæus´ hus, og det på en måde, så han selv måtte give glæden og livet videre til andre – hjælpe de fattige, råde bod på sine ugerninger. De færreste af os gør i vor levemåde noget forkert i lovens forstand. For nu at bruge det valgte eksempel med den omtalte netavisredaktør: han må kalde politiske modstandere det, han vil, også selv om det er bare for at sikre sig selv hos sit parti eller få den dejligt varme følelse det er at være på den såkaldt »rigtige side af historien«. Det gør ham bare ikke til et kristent menneske, for et kristent menneske er nemlig fuldt bevidst om, at han eller hun har behov for at se Jesus, at få besøg af ham. Man kan sige, at vi, der er kommet i kirke i dag, måske endda uden at vide, hvad vi skulle høre om, er I Zakæus´ sted; vi sidder i morbærfigentræet uden tanke for, om vi skulle have gjort noget særligt for blive set af Jesus, med eller uden dårlig samvittighed. Men vi hører det samme, som Zakæus hørte: »I dag er der kommet frelse til dette hus!« Hvad vi bruger det til, er helt op til os, men med Jesus som frelser kan det aldrig gå helt galt, og måske verden kunne blive et bedre sted, hvis vi beskæftigede os med vor egen frelse i stedet for andres. For det er jo sådan, at den, der erfarer, at Gud gør store imod os, bliver glad.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen