Salmer: 756, 22, 305, 49, 607
Kom, Herre Jesus. Amen.
Præd. 3, 1-11, Rom. 8, 1-4, Matt. 10, 24-31
Ifølge vor kirkefader, Martin Luther, er alle, der er krøbet ud af dåben, lige meget præst og biskop. Det er det, man kalder det almindelige præstedømme, og det er derfor en del af Luthers kongstanke, at alle er lige for Gud i Jesus Kristus, hvorfor der ingen anden mellemmand findes imellem os og Gud end netop hans søn. I den katolske kirke, Luther blev udstødt fra, havde der nemlig lagt sig et fedtlag bestående af kirken selv og dens mænd og kvinder samt et utal af helgener mellem almindelige mennesker og frelsen. Intet af det stod at læse i biblen, og derfor var det så vigtigt for ham, at menigmand selv kunne læse biblen, selv være præst, kan man sige. Dog kunne ikke alle være sognepræster, derfor bestod kirken, og derfor er tanken om det almindelige præstedømme stadig overordentlig relevant til at holde kirken på plads på dens opgave, for det fører jo et ansvar med sig. Det halter lidt, for i dag er folkekirken blevet en del af det semireligiøse fedtlag, der hedder velfærdssamfundet, hvor vi tror på et liv før døden, som vi enten er bange for eller omfavner i det øjeblik, vi ikke længere synes, livet er værdigt at leve. Vi tror også på en demokratisk Gud, hvad han på en måde også er, bare ikke som vi forestiller os det, hvilket jeg skal vende tilbage til. Derfor kan det føre til anfægtelse for mange, f.eks. den passage, vi netop har hørt:
»En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre.«
Det er Vorherre selv, der udtaler ordene til sine disciple. Kristendommen er altså et herre-tjenerforhold. P.g.a. det almindelige præstedømme gælder ordene også os, og så bliver fremtidsudsigterne i jordisk forstand dystre; for hvordan gik det Jesus? Ja, det ved vi jo godt, og vi bryder os ikke om at tænke på det, slet ikke, at konsekvensen af vor tro kan blive at skulle følge ham hele vejen. Det er der ikke noget at sige til, for det budskab står i grel modsætning til det, vi dagligt hører, giver livet fylde og mening, nemlig selvudfoldelse, at enhver skal være herre i eget liv, som helst skal leves på solsiden.
Jeg hørte f.eks. for nylig en folketingspolitiker udtale, at han ikke mente, at et samfund skulle måles på, hvordan de allermest udsatte har det. »De svageste i de fleste samfund« udtalte han, »er stiknarkomanerne. De har det ad helvede til, uanset om de bor i Kenya, Schweiz eller Danmark«, og det har han nok ret i. Selv det mest fintmaskede samfund kan ikke redde alle fra at synke til bunds, hvis de ikke vil reddes. Men også de, der ikke vil reddes, er dog Guds børn. De kan bare ikke indgå i bedømmelsen af et samfunds succes. Ifølge politikeren skulle et samfund vurderes på den såkaldte »skraldemandstest«, og han stillede det retoriske spørgsmål:Øverst på formularenNederst på formularen »Hvor kan en skraldemand få et rækkehus, en Weber-grill og en charterrejse [til Kreta?]« Det kan han i Danmark. En skraldemand fra Kreta, derimod, har ikke råd til at tilbringe to uger i København med familien. Jeg kunne i forbindelse med skraldemandstesten ikke lade være med at tænke på Jeppe fra Bjergets udbrud, da han vågner i baronens seng: »Drømmer jeg, eller er jeg vågen?« Et eller sted er charterferien jo Jeppes drøm om det søde liv med en tjener på hver hånd, om end det så kun er for et øjeblik.
Og fordi vi lever i Jeppes fædreland, er det, vi netop har hørt, så vanskeligt at forstå. Vi har nemlig igennem mange slægtled arbejdet hårdt på at opbygge et velfærdssamfund, hvis formål det er, at alle kan leve næsten som baroner, hvor der altid står mennesker rede til at hjælpe os. Det er der grund til at have respekt for, men det er også her, ethvert velfærdselskende menneske er i fare for at gå i samme fælde som Jeppe; det viser sig nemlig, da han får baronens magt, at han går i ganske små sko og ikke under nogen noget af hævngerrighed over den tid, han selv måtte pukle med ringe udbytte af sine anstrengelser. Og i dag skal rigtige baroner gå stille med dørene, fordi folkestemningen hurtigt kan rejse sig mod dem, hvis de bliver mindet om, hvordan forholdene engang var. Sådan er der en Jeppe i os alle, men nu tages vi altså i skole af ingen ringere end Herren selv. For han anviser os vor rette plads i livet, og det vil sige, at vi ikke på noget tidspunkt står over Jesus Kristus. Han er vor herre, men kom til os som tjener, og da vi alle er hans tjenere, har vi derfor alle den samme opgave overfor næsten, uanset hvilken post vi bestrider, nemlig den samme opgave som Kristus selv påtog sig og betalte den højeste pris for.
Der er dog mere at sige til sagen end dette, hvis vi skal forstå det løfterige i, at det skal gå tjeneren som hans herre, og at det bør være alt nok for os. For Jesu tale er en trøstetale til disciplene, som han ved vil blive forfulgt og henrettet for deres troskab mod ham. Verden vil udstøde ham som var han djævelen, Beelzebul, og sådan vil det også gå dem. Det vil sige en reel udstødelse af verden, ovenikøbet på falske anklager. Men disciplene skal ikke frygte, for Jesus vil være med dem i mørket og dér hviske til dem, hvad de skal prædike i lyset og fra tagene. Det er livets og lysets Gud, der taler til dem her, og det er ikke gammel, overtroisk snak, der intet hold har i virkeligheden; også i dag oplever kristne Jesu nærvær, når de sidder i fængslets mørke. For os, der gør alt for at undgå lidelse og død, er det underligt at høre, at mennesker, der i troen på Kristus lader al frygt for bødler og død fare, oplever, at deres mester og herre er hos dem og giver dem livsmod i deres fangenskab. Det er vigtigt at forstå dette, hvis vi skal nå ind til betydningen af, at vi ikke skal frygte dem, der vil slå os ihjel, men i stedet frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt. For det kan Gud, hvis vi ikke vil vide af ham, eller hvis vi vælger en anden gud end ham. Det er vel at mærke ikke en beslutning, han tager, det er en beslutning, vi tager, ligesom de mennesker, den førnævnte politiker henviste til. Men forskellen her er, at for kristne, der vil være Guds tjenere, er stiknarkomanen, skraldemanden og baronen lige meget vor næste. For vi har en herre, der kom til jorden for at tjene alle. Han kom ikke med et velfærdssystem.
Så vil vi eller vil vi ikke tilhøre Jesus Kristus? Det er spørgsmålet, Guds kirke skal stille enhver. Vi har et valg, og vælger vi noget andet end Kristus, så er det hos os aldrig af frygt for ham, heller ikke af frygt for at blive slået ihjel (heldigvis), men fordi vi synes, der er noget bedre et andet sted, eller fordi vi har mistet illusionerne – at vi troede, der ligesom var mere at hente, og det var der så ikke, eller simpelthen fordi Kristus keder os. I velfærds-Danmark har vi svært ved at få øje på, hvilken ven og skat vi har i Jesus af den simple grund, at han ikke kan tilbyde os det, vi allerhelst vil have, nemlig alt det, staten giver os – et liv i baronens seng. Desværre tror jeg, at vi mister noget afgørende ved den holdning, proportionerne bliver skæve, og vi ender med altid at ville have mere. Mere velfærd, mere tryghed, mere beskyttelse mod sygdom og død. Ganske som Jeppe, for da han fandt ud af, at han ikke drømte, var det f.eks. ikke taknemmelighed over den pludselige velstand, der fyldte ham. Det blev i stedet glæden ved magt, muligheden for at hævne sig på ridefogeden og de fine herrer, som han syntes, fik alt for meget for alt for lidt arbejde. Jeppe frygtede altså ikke Gud nok til at være et ordentligt menneske, da han først blev baron, ville han hæve gevinsten i nuet. Da han var fattig fæstebonde, var han ellers ikke i tvivl om, at han var en dårlig en af slagsen: »en slyngel, en hanrej, en sulten lus, en maddike, en kanalje« som han betegnede sig selv – sådan en, som har det skidt uanset, hvor i verden, han befinder sig. Uden at vide af det var han tættere på Gud i det øjeblik, for da så han sig selv i øjnene som den usling, han var, og som havde frelse behov. Han kunne have rakt ud efter Gud, og så havde han haft ham, men i stedet rakte han ud efter komforten, magten og brændevinen, den brændevin, som havde ødelagt livet for ham og familien.
Så altså: sand gudsfrygt driver os hen til Gud, ikke af angst for at gå fortabt, for vi går fortabt i det øjeblik vi vælger noget andet, f.eks. velfærd, og dét vælger vi netop ikke af frygt. Sand gudsfrygt giver os den indsigt, at mod Gud kan ingen stille noget op, heller ikke dem, der vil skade os, og netop derfor får vi mod til at leve i en verden, hvor vi kan blive forfulgt, set ned på af andre eller opleve skæbnens ugunst. Og det får vi, fordi den Herre, vi frygter, også er Ham, der fortæller os, at vi er mere værd end resten af skaberværket, mere end alle spurve. Han fortæller, at på os – som de kanaljer, vi er – er alle hovedhår talt. Så stor en kærlighed har han til os.
Jeg tror, at det var det, Jeppe havde brug for at få at vide, hvis han skulle være begyndt at leve et andet og bedre liv. Det er også det, vi i velfærds-Danmark har brug for at vide for at kunne se os selv og vore børn i øjnene, så også de kan huske os med respekt. For hvad så Jeppe i spejlet, da han stod op af baronens seng? Han så en slyngel med broderet nathue, men det fik ham ikke til at finde sin indre baron frem. Han blev herskesyg og selvglad i stedet. Den indre baron kan kun Gud fremelske, fordi det er sådan, han vil tage imod os, når vi vender os mod ham. I det øjeblik er vi befriet fra både syndens og dødens lov og vil aldrig møde fordømmelse men alene kærligheden i Jesus Kristus.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen