Salmer: 754, 15, 309, 52, 427

Kom, Herre Jesus. Amen.

5 Mos 6, 4-9; 1 Kor 12, 1-7 [8-11]; Luk 19, 41-48

For at forstå dramaet i denne fortælling skal vi en del år tilbage i tiden – fra dengang templet i Jerusalem stod færdigbygget, og den vise kong Salomon endelig kunne indvi det. Det foregik ifølge anden Krønikebog således:

»alle de levitiske sangere, (…) deres sønner og brødre, stod øst for alteret iført byssus-klæder, med cymbler, harper og citere, og sammen med dem stod hundrede og tyve præster, der blæste i trompeter. På én gang stemte trompetblæserne og sangerne i for med én røst at lovprise og takke Herren; til lyden af trompeter og cymbler og andre musikinstrumenter lovpriste de Herren med ordene: »Han er god, hans trofasthed varer til evig tid!« Da blev templet, Herrens tempel, fyldt af skyen.« Her påkalder folket selv med sang og musik Herren, der indtager sit tempel som en sky. Den historie har fastslået templet som Guds hus, hvor han på en eller anden måde fysisk er til stede, og man kan derfor ikke overvurdere betydningen af templet for både læg og lærd. Og dog gik årene, der gik hverdag i helligdagene; den voldsomme religiøse oplevelse fra templets indvielse fortog sig og føjede sig til de mange overleverede fortællinger. Skyen, der havde fyldt templet, svandt mere og mere ind, vanejødedommen med faste ofringer af dyr, man kunne købe inde på selve tempelpladsen, og præster, der levede af at udføre ofringerne, tivoliserede Guds hus, og hos mange opstod der en længsel efter noget andet, noget ægte. At Gud skulle manifestere sig igen. Måske Jesus var den, de ventede? Alle evangelier udstiller, at der var delte meninger om dette, og optrinnet i templet er et lysende eksempel på de forskellige følelser, Jesus fremkaldte.

Vi begynder med ubehaget, som vi kender godt, ubehaget ved et menneske, der som noget naturligt indtager rummet, og pludselig drejer alt sig om ham eller hende. Der kan være mange gode grunde til at nære dette ubehag, men vi kommer ikke uden om, at en del af det kan forklares med, at vi selv får mindre opmærksomhed i selskab med den slags mennesker. Det er – kort fortalt – dette ubehag, vi er vidner til i dag. Og Jesus gør det ikke nemt for sig selv. Han har forud for dette optrin gjort sit indtog i Jerusalem og ladet sig hylde netop som Guds salvede, ham, der skulle komme i Herrens navn, og så kunne han jo godt kvittere for hyldesten ved at opføre sig dannet. Men han er en rigtig diva; han græder højlydt over det Jerusalem, der netop har hyldet ham, han driver med vold købmændene ud af templet for derefter selv at indtage det og give sig til at undervise. Det kan ypperstepræsterne naturligvis ikke have, og selv om folket hænger ved Jesus, underskriver han sin egen dødsdom ved sin adfærd, for han lægger sig ud med dem, der har magt, ypperstepræsterne. Der var jo i virkeligheden ikke andre end dem tilbage i templet. Gud havde været fraværende i lange tider. Men nu er han altså tilbage i form af Jesus, hvis skæbne allerede er beseglet, og vi ved, hvorledes historien ender: med lidelse, død og opstandelse. Dermed var templet fortid. Ypperstepræsterne havde ikke kendt deres besøgelsestid, og så flyttede Gud sin lysestage til at lyse i hele verden. Frelsen gjaldt nu alle mennesker, den sande gudsdyrkelse skulle foregå i Ånd og Sandhed og ikke nødvendigvis et bestemt sted. Alligevel fik vi her i landet vore kirker, da kristendommen kom til norden, og det er i mine øjne ganske udmærket, for de er i sig selv en forkyndelse af Kristus bare ved at ligge i landskabet. De gør, at vi er nødt til at forholde os til dem og det budskab, der skal forkyndes i dem; det er bl.a. derfor, de fleste har det skidt med talen om nedrivning af gamle middelalderkirker, og alligevel er kirkerne dog kun gjort af sten. Hvis deres herre tier, er de selv kun en tomhed, der bier på fylden af hans ord, som salmisten Aastrup skrev i en salme.

Hvem kan lade den herre tale? Det kan præsterne, når de læser af biblen, prædiker og skriver om ham, underviser og vælger salmer, der handler om ham. Men gør vi nu det? Eller er vi i virkeligheden lidt trætte af ham, ganske som i sin tid ypperstepræsterne, fordi han har det med at fylde for meget? Vi slår ham ganske vist ikke ihjel, det kan ingen gøre, vi fryser ham i stedet ud af det gode selskab, som vi så gerne vil være en del af, gør ham til ren åndelighed eller plat underholdning. Måske fordi vi ved, at han skræmmer mennesker med sin radikalitet. Vi vejrer efter de politiske vinde, og selv om de med sig bærer en brise af kristendom, fordi politikerne står på tæerne af hinanden for at fortælle om, at de går i kirke og holder daglige andagter, så kan vi jo godt se, hvordan de faktiske forhold i den jernindustri, politik er, tager sig ud: Store bededag blev afskaffet for at indhente tre milliarder årligt, og nu glaserer man den bitre pille ved bl.a. at sænke sukkerafgiften, så folket kan købe endnu mere usund mad. Alt, hvad der har med sukker at gøre, er nemlig i forvejen, meget, meget billigt. Men jeg tror, at politikerne fornemmer, at et budskab om mere for pengene går lige ind, og at folk dermed glemmer alt andet, de måtte være utilfredse med. Og fordi den danske folkekirke så længe har udvandet sit budskab, kan vore magthavere slippe afsted med det. Der er ingen, der kalder til dom over dem og deres beslutninger. Det slog mig, da jeg for nylig læste et indlæg af en vred herre, der havde observeret, at landets kirkeblade stort set aldrig nævnte Jesus, men i stedet var fyldt op med stille andagter og diverse aktiviteter, der ikke havde meget med kristendom at gøre. Han skrev således:

»Den statsautoriserede folkekirke er nok glad for grundlovens § 4, der fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er Danmarks folkekirke og støttes af staten. Men hvorfor støtter den ikke sig selv med et klart evangelisk budskab (…)?«

Han har fuldstændig ret, mere præcist undlader folkekirken ikke bare at støtte sig selv, den svigter med sin undladelsessynd folket, fordi folket bliver mindre og mindre bevidste om vigtigheden af begreber som sandhed, retfærdighed, frihed, skyld og ansvar, og dermed har vore politikere frit slag til at gøre, hvad de vil. Hvad de så gør. Men resultatet bliver en korrumpering af dømmekraften og almindelig ordentlighed, som er det, der afgør, om et land er et godt sted at være.

Måske er den politiske udvikling umulig at vende, men kirken kan altid vende om, kende sin besøgelsestid og lade ordet om Kristus fylde, så han fremstår for os i al sin provokerende vælde og sin endeløse godhed. Jeg tror, det vil ske; det omtalte læserbrev vidner om det, og da andre præster end jeg er blevet opmærksomme på det, bl.a. Poul Joachim Stender, bliver der også sat flere og flere ord på folkekirkens problem. Stender skrev i den forgangne uge et indlæg til Berlingske, hvor han inderligt fortrød sin ungdoms jagt på popularitet. Intet kunne gøre ham mere fornøjet, end når nogen sagde til ham, at det var, som om han slet ikke var præst. I dag ønsker han, at han havde været anderledes og stiller spørgsmålet, om folkekirkens præster og menighedsråd er vore dages falske profeter, netop fordi vi ikke kender vor besøgelsestid og nedtoner budskabet om Kristus. Skammer os over ham i stedet for at elske ham af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vor styrke.

Vi dyrker os selv, d.v.s. humanismen i stedet for kristendommen, og dermed er vi medvirkende til den øgede sekularisering, hvor en overfladisk bekendelse til kristendommen ikke har nogen som helst konsekvenser for vore handlinger. Stender sammenligner vor forkyndelse med det smilende lam på en Lambi-toiletpapirpakke, der skjuler det blodige lam på korset.

Jeg tror, at han har ret, men det opbyggelige i dag skal være, at evangeliet fortæller os, at den Jesus, der smed kræmmerne ud af templet og gjorde ypperstepræsterne rasende, ham hang folket ved. Det kan være, at folket stadig ville gøre det, hvis vi forkyndte ham råt for usødet. Jeg synes, det er et forsøg værd.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.