Salmer: 729, 719, 728, 10, 730

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 115, 1-9; 2 Kor 3, 4-9; Mark 7, 31-37

På alle søn- og helligdage samt til begravelser lyder trosbekendelsen i vore kirker; at vi tror på, at Gud har skabt himlen og jorden, at han har sendt sin søn til den jord, og at Helligånden i os vil skabe den livgivende tro på, at vi med Ham har evigt liv. Trosbekendelsen er noget tør og prosaisk, den rører ikke i sig selv ved vore hjerter, men den er alligevel vigtig, fordi den i en form for suppeterning siger ganske præcist, hvad kristen tro er; vi tror på en levende Gud, ikke på døde gudebilleder af sølv og guld, og det er helt afgørende for den måde, vi vælger at handle på i vort jordiske liv. Hos salmisten hørte vi, hvordan mennesker bliver som de guder, de tilbeder – er det døde gudebilleder, bliver de selv som døde, medens Paulus siger, at det skyldes Gud, at vi overhovedet duer til noget. Gud er nemlig den eneste, der kan tilføre os Ånd og med den egenskaber som visdom, fantasi, mod, medfølelse, for blot at nævne nogle eksempler. Lades han ude af regnskabet, fører vore handlinger til død og fordærv. Et meget åbenbart tegn på det er en nyligt overhørt samtale mellem Kinas og Ruslands præsidenter, der omhandlede den fagre nye verdens muligheder for at leve, til man bliver 150 år. Det kunne de to åbenbart godt tænke sig, for i det perspektiv er de begge endnu for vårharer at regne, men man kan spørge, hvad de ville bruge den ekstra tid til? Det har vi allerede fået flere ubehagelige smagsprøver på, og vi kan derfor se, at Ånden flyver lavt i Peking og Kreml. Det gør den muligvis også i Washington, men her håber USAs præsident i det mindste på at kunne fortjene sig en plads i Paradis, hvis han skaber fred mellem Rusland og Ukraine. En del finder det sikkert grinagtigt, men det siger faktisk noget om de forskellige magthaveres forståelse af egne grænser. De to første ønsker sig grænseløst at forblive ved magten, den sidste ved, at Gud er hans grænse, og at hans magtudøvelse en dag vil blive bedømt af en anden og større end han selv. Og så kan vi jo håbe, at Gud vil give ham et lille tip om at lade Grønland være, men det skal det nu ikke handle om her.

Det skal handle om den magtesløshed, som selv magtfulde mennesker støder på en dag, hvor de må se i øjnene, at de ikke kan gøre det, Gud kan; de kan ikke skabe og opretholde jorden, de kan ikke give kærlighed uden egenkærlighed, i det øjeblik de sætter sig i Guds sted, kan de kun ødelægge. Skulle udviklingen hjælpe dem til at blive 150 år, så kommer døden og dommen dog alligevel til sidst. Således er Gud altså altings – også magtens – grænse, og samtidig er han grænseløs i sin vilje til at opsøge os, grænseløs i sin kærlighed. Det er i dette spændingsfelt, mennesket lever, og det er det opbyggelige budskab til os i dag, hvor vi takker for årets høst. Høstens gudstjenester minder os om, at vi kun har det, Gud giver os, og ganske vist er nogle flinkere til at dyrke det end andre, men selv i et dygtigt og rigt landbrugsland som Danmark er der grænser for vor egen formåen. Vi kan ødelægge jorden, hvis vi bliver grådige, eller modsat – hvis vi selvtilstrækkelighed tror, at vi kan selv kan redde kloden ved allehånde tiltag, der også udnytter jordens ressourcer, fordi vi dybest set ikke ønsker at leve på en anden og mindre komfortabel måde, end vi nu gør. Så er det lettere at give landbruget skylden. Det viser, at selv om vi tror os gode i alle vore gøremål, så er der faktisk ikke så stor en forskel på vor egen tankegang og de to tidligere nævnte statslederes. Tænk bare på, hvor megen snak der lyder om hvor gamle, vi kan blive, og hvor stor en plads, magtudøvelse og kredsen om magt fylder, alene her i landet. Prøv at lægge mærke til, hvor mange gange ord som »maskinrum«, »værktøjskasse«, »knapper«, der skal trykkes på og »håndtag«, der skal trækkes i, optræder i al politisk tale. Og hvor fører det os egentlig hen?

Det vi kan jo grunde lidt over, men jeg tror, at vi får et meget bedre liv, hvis vi anerkender, at verden kun ganske kortvarigt har været, som den bør være, at den ikke kan blive, som den var, ved vore kræfter, at vi selv er afmægtige og derfor må længes efter, at Gud skal komme til os, lade hans Ånd lede os til sin verden. Kun sådan kan vi finde frem til den sande glæde, sådan som de mennesker, vi netop har hørt om, som overværede et Guds mirakel, gjorde for længe siden.

u har vi talt lidt om Ånd, og før vi når til evangeliet om Guds søn, skal vi tale om skabelsen. Verden var – som nævnt – engang, som den skulle være, da Gud skabte himlen og jorden og menneskene og så, at alt, hvad han havde skabt, var godt, at han havde gjort alting vel. Men vi ved også, at det hele gik galt, at menneskene blev skilt fra deres skaber, og at verden kom til at ligge i det onde. Hele Guds historie med menneskeheden har handlet om, at vi kom længere og længere bort fra ham, hvorfor han satte sig for at finde os. Menneskene havde ikke ganske glemt Gud, men de tænkte, at han enten holdt sig væk, eller de erstattede ham med deres egne guder, som bestemt ikke havde de samme kræfter. Fortvivlelsen over sygdom, handicap, ondskab og død har alle dage været den samme hos alle mennesker, men hvem skulle dog udfri os fra det? Profeter havde spået, at Guds salvede skulle komme, men hvor blev han af? Sådan kan vi også tænke i dag. Så er det bedre at acceptere tingenes tilstand, for har man først befundet sig længe i tåge, kulde og mørke, kan man næsten vænne sig til det og glemme, at der er mere at sige til menneskelivet end det. Men lige dér – i tågen og mørket – kommer han, Jesus Kristus. Han kommer vandrende i al sin glans, storhed og fylde, han taler om Guds rige, han viser kærlighed selv mod dem, der slet ikke har fortjent det, og han hjælper mennesker, der fra naturens hånd lider af både det ene og det andet. Her er det en døv, der også har svært ved at tale, som bringes til Jesus. Det vil sige, at der er nogen, der kan fornemme det grænseløse, der udgår fra Jesus, at han er skaberen selv i kød og blod.

Hvis vi skal forstå deres handling og deres jublende glæde, da Jesus helbreder den døvstumme, skal vi vide, at det er opfyldelsen af en gammel profeti af Esajas, der fortæller om Messiastiden, hvor blinde skal se, døve høre, stumme tale og halte gå. Alt det bringer Jesus med sig, og det er derfor, de, der overværer miraklet, ikke kan tie stille. Og godt for det, for budskabet var ikke til at holde nede, ingen ondskab, intet mørke i verden kunne forhindre det i at komme ud. Ikke mindst fordi Jesus endte med at overvinde døden og dermed viste, at han var den, der var ventet. Derfor lytter vi også til budskabet i dag, og vi skal glæde os lige så meget over det, som andre har gjort før os. Man kan selvfølgelig få den tanke, at det ikke har hjulpet meget, når nu verden stadig er frygtelig, men så er det, at vi skal skære al tankeflæsk og støjforurening fra og tænke meget enkelt – som trosbekendelsen er det: Gud skabte verden og os, og han så, at det var godt. Det var menneskene, der ikke ville have al den godhed, de ville selv være Gud, det ligger helt grundlæggende i os; vi har alle en hang til at ville bestemme, og vi må gang på gang se, at alle vore planer ikke kan lykkes, at de er tomhed, og at vi alligevel skal dø. Når er vi nået dertil, har vi nået grænsen, som Gud har sat for os, og så kan vi for alvor erkende, at vi har brug for ham og hans grænseløshed. Når vi har brug for Gud, ser og hører vi Jesus, ganske som menneskene så og hørte ham, da han var på jorden, for det hjælper Ånden os til. Da kan vi endelig forholde os til os selv i sandhed og gøre tilværelsen meget enkel ved at vide, at vi er skabte, og at Gud med sin helbredelse af den døvstumme ville vise os, hvad vi har behov for, nemlig at kunne høre hans ord, lovsynge hans navn og endelig engang være sammen med ham i Paradis, et Paradis, der heldigvis er helt uden grænser.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen