Salmer: 748, 5, 396, 240, 8

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jon 2; Jak 3, 1-12; Matt 12, 31-42

Der er flere gode grunde til, at vi tidligere i dag skulle høre historien om Jonas i hvalfiskens bug; dels peger den hen mod Jesu død og opstandelse, dels viser den os, at Gud er god og tilgivende. Netop ved det sidste vil jeg begynde. Gud udpegede Jonas til at drage til byen Nineve, hvis indbyggeres ondskab var faldet ham for brystet. Men Jonas skulle ikke nyde noget af at komme bare så meget som i nærheden af Nineve, så han stak af ved at købe sig en plads ombord på et skib, der skulle på langfart. Det er bare ikke så let at stikke af fra Gud, når han vil en noget, og det lykkedes derfor heller ikke for Jonas; der kom en voldsom storm, så skibet med ham ombord var ved at gå under, og da han vidste, at det i virkeligheden var ham, Gud var efter, bød han sømændene at kaste ham overbord, hvilket de gjorde. Da stilnede stormen, og Gud Herren lod en stor hvalfisk sluge Jonas. Der sad han så og tænkte over tingene i tre dage og nætter, hvorefter han brød ud i bøn og lovsang til Gud og lovede at ville indfri sit løfte om at drage til Nineve.  Hvalfisken spyttede ham derefter ud og op på kysten, han drog til Nineve, og folkene der omvendte sig. Så historien handler om en ganske vist farlig Gud, fordi han vil udslette Nineve, hvis ikke dens indbyggere afviger fra den onde vej, de er slået ind på, men da de hører hans kald gennem Jonas, gør de netop det, og så tilgiver han dem og bevarer byen. Vi må altså aldrig tvivle på, at Gud er en tilgivende Gud, der vil os det bedste.

Jeg tror, at netop det i disse år er en af de største provokationer ved kristendommen, for vi bryder os ikke om at se os selv som nogen, der har tilgivelse behov. I det begreb ligger det jo implicit, at vi har gjort noget galt. Vi bryder os måske heller ikke om at høre, at Gud er god, for det vil vi gerne selv være, vi vil selv definere, hvad det gode er. Og kalder vi os kristne, hvilket der er en del, der sætter en ære i at gøre, vil vi helst selv forme Gud i vort eget billede, så han passer til vor tid. Dermed er vi fremme ved evangeliet, for her står en ny Jonas, Jesus, der skal omvende et genstridigt folk, et folk, der ikke vil omvendes, nemlig farisæerne, for det er dem, han taler til. De er ikke onde på samme måde som indbyggerne i Nineve; de er bedsteborgere, der ikke umiddelbart har gjort noget galt, og de er så bevidste om det, at de i virkeligheden ikke har brug for Gud. Derfor er det ikke rart for farisæerne at møde godheden selv i skikkelse af Jesus, faktisk har de forud for denne tale beskyldt ham for at stå i ledtog med den onde selv, dæmonernes fyrste, fordi de har set ham helbrede mennesker og uddrive dæmoner fra besatte. Det er deres logik: At Jesus kun kan drive onde ånder ud, fordi han repræsenterer disse ånders fyrste. Men – siger Jesus – hvis et træ er godt, bærer det gode frugter, og sådan er det også med ham, han viser med sine gode gerninger, hvem han er, og da de beder om yderligere et tegn, siger han, at de kan få Jonastegnet; at han skal ligge i gravens mørke i tre dage og tre nætter for derefter at træde frem i opstandelsens klare lys. Det er derfor, at de onde mænd fra Nineve, der omvendte sig ved Jonas´ prædiken, skal opstå på dommens dag og dømme farisæerne, fordi de ikke troede den, der dog var så meget mere end Jonas.

Det er hård tale, men at vi har brug for den, kom jeg til at tænke på for nylig, da jeg i Weekendavisen læste det færøske folketingsmedlem, Sjurdur Skaales gruopvækkende beretning fra sit besøg i Nigeria: Syv dage i helvede. Han og fire andre politikere fra forskellige lande i Europa var af en NGO blevet tilbudt en rejse til landet for at tale med kristne, der har oplevet forfærdelige overgreb fra forskellige islamiske grupperinger. Nigeria er et stort land med mange interne konflikter, men de to største grupper, muslimer og kristne, har særligt i den nordlige del, hvor man flere steder har indført sharia-loven, svært ved at leve sammen. Og det fører altså til frygtelige overgreb mod de kristne. Desværre er der ikke megen opmærksomhed på det i vor del af verden, hvor kristendommen dog har været og stadig er den dominerende religion; de fire andre politikere, Sjurdur Skaale skulle have været til Nigeria med, meldte fra, fordi de var bange for egen sikkerhed, og det endte således med, at han og en pensioneret præst kørte rundt i det plagede land på en farefuld rejse, hvor en bil aldrig må standse fra det ene sted til det andet, og hvor bevæbnede vagter er en nødvendighed for at kunne køre i fred. Jeg vil nøjes med at fortælle en enkelt historie af dem, Skaale viderebragte. Når de islamiske voldsmænd tager kristne til fange, er det enten for at tvangskonvertere dem, kræve løsepenge for dem eller bare gøre dem ondt, og en kvinde viste Sjurdur Skaale nogle dybe ar på sin krop, som var kommet fra en machete. Ved Guds nåde, fortalte hun, havde voldsmanden, der førte den, standset sit forehavende, da han hendes sprøjtende blod ramte hans øjne, så han ikke kunne se ordentligt. Det havde reddet hendes liv. Hun havde tilmed tilgivet machetemanden, fordi hun ellers ikke kunne leve videre. Plejede hun sit had til ham, ville han forpeste hendes liv yderligere. Skaale troede ikke sine egne øren, da han hørte det, for det, de mennesker, han mødte, havde været udsat for, var jo en ondskab af dæmonisk karakter, men samtidig fik han en forståelse af, at det gode måske kun kan skimtes gennem det onde, og at disse kristne bar vidnesbyrd om netop det. Skaale var med sit besøg til Nigeria kommet til Nineve, i mørkets hjerte, men han endte også med at se tilgivelse og godhed, afstedafkommet af troen på Kristus, lyse mørket op. Hvad der endvidere nok vil virke provokerende på mange, var USAs præsident, Donald Trump, en helt for de nigerianske kristne, fordi det er lykkedes ham at lægge pres på Nigerias regering, som ellers havde benægtet, at der var et problem, til nu at anerkende, at det faktisk er der. En og anden kunne nok finde på at spørge, om de så ikke står i ledtog med den onde selv, forsøger at jage dæmoner ud ved mørkets fyrste.

Sjurdur Skaales beretning var alligevel så opsigtsvækkende, at den førte til et interview i Danmarks Radio, og det slog mig, at det optrin, vi har hørt i evangeliet, gentog sig. For da Skaale havde fortalt om sine oplevelser, blev der med det samme skabt tvivl om hans fortælling. Han fik spørgsmålet, om den vold, han havde oplevet, nu også var en kristenforfølgelse og ikke et udtryk for alle mulige andre konflikter i Nigeria?

Til det måtte Skaale svare, at der selvfølgelig er mange forskellige konflikter, men at de flygtningelejre, han havde besøgt, kun husede kristne, og at en muslimsk landsby i modsætning til den kristne nabolandsby ikke var blevet angrebet, og at han derfor anså det, han havde oplevet, som en religiøs konflikt, hvor de kristne var den forfulgte part. Da journalisterne efterfølgende talte med en lektor emeritus og historiker ved Center for Afrikastudier ved KU med indgående kendskab til Nigeria, som gav Skaale ret, blev også han blev spurgt, om det var en særlig forfølgelse, kristne blev udsat for, og det mente han, idet der godt nok i absolutte tal var flere muslimer, der blev dræbt i Nigeria, medens der relativt blev dræbt flere kristne, og selv om der også fandtes andet end religiøs vold, var kristenforfølgelserne i den tid, han var kommet i Nigeria, hvilket var siden 70erne, taget til. Han bekræftede endvidere, at den nigerianske regering havde forholdt sig ret passivt til overgrebene, indtil Donald Trump truede med at invadere landet sidste år, og det har bevirket, at den nu gør mere for at dæmme op for den religiøse vold.

Den samtale vendte op og ned på DR-værternes verdensbillede, og hvad de har udledt af den, kan jeg ikke vide. Men den lærte mig, at Gud kan virke også gennem mennesker, man ikke umiddelbart bryder sig om, her Donald Trump, og at vort store fælles had til ham kan forhindre os i at se, at Guds veje vitterlig er uransagelige. Den lærte mig også, at vi herhjemme næsten ikke kan godtage, at kristne har det svært, hvor muslimer udgør majoriteten, at vi ikke kan forstå, at islam er en religion, der missionerer ved magt. Jeg tror desværre, at det bunder i en skepsis, grænsende til had, overfor kristendommen, og den forhindrer os i at se den enorme kraft, Guds godhed og tilgivelse har for kristne rundt om i verden, sådan som det kom til udtryk bl.a. hos den kvinde, der kunne sige, at det var Guds nåde, der fik hendes voldsmand til at holde inde, da han fik hendes blod i øjnene. Hun brugte ikke sin tunge til at fordømme, men til at tilgive, hvilket måske kan blive en ny begyndelse for hendes voldsmand, der – det må vi ikke glemme – også er skabt i Guds billede. Dertil priste hun Gud, ligesom vi vil gøre om lidt, prise ham p.g.a. Jonastegnet, fordi han selv trodsede den lidelse og død, han blev påført af de mennesker, han var kommet til, og endte med at besejre det alt sammen for ved sin opstandelse at lade sit lys skinne for os i mørket, som aldrig igen vil gribe det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.