Salmer: 409, 27, 334, 570, 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 65, 1-2; Ef 2, 17-22; Luk, 15, 11-32

Jeg blev for nylig opmærksom på den amerikanske maler Thomas Hart Benton. Han har malet et billede af motivet, vi hører om i dag – den fortabte søn, The prodigal son, som betyder den umådeholdne eller ødsle søn. Dermed ligger vægten på noget andet end fortabelsen, der er en moralsk dom i udtrykket, men det giver altså også maleren mulighed for at vende lignelsen på hovedet. Billedet er malet under tredivernes depression, og den yngste søn har tilsyneladende ikke ødet alt bort, for han bærer ikke præg af at have siddet i en svinesti, han har sko, hele klæder og endda en bil, som han har parkeret et stykke væk fra faderens hus, måske parat til at drage bort igen, hvis forsoningen skulle mislykkes. Men der er ingen at forsone sig med. Barndomshjemmet står misligholdt og forladt tilbage, og fedekalven ligger som et kadaver i en grøft, medens sønnen ser undrende og fortvivlet op mod huset. Billedet er, synes jeg, grusomt, fordi det viser det gudsforladte menneske i en verden, der er lagt øde, og så kan man spørge sig selv, hvorfor den er det. Mine tanker vandrede, og jeg begyndte at tænke nærmere over historien. For hvem er så den ødsle søn? Har faderen givet op, er han død eller rejst, og er storebroderen endt med at overtage gården? Og viste det sig, at han – selv om han altid havde gjort alt, hvad han skyldte at gøre – var ude af stand til at administrere sin del arven, at han ødslede den bort? Han var jo – hørte vi – i virkeligheden lige så optaget af det materielle og udsvævende som den yngste, han ville bare gøre sig fortjent til sin arv, og da faderens så sagde »Alt mit er dit«, lod han sig det måske ikke sige to gange og endte med at forvalte sit pund dårligt. Sådan kan det nemlig meget let gå, og det vil jeg forsøge at anskueliggøre med nogle betragtninger over vor tid.

Det har mødt kritik, at den nuværende regering har nedlagt kirkeministeriet og i sit grundlag IKKE har skrevet, at Danmark er et kristent land. Selv om jeg godt kan forstå kritikken, er jeg personligt lettet over, at det er røget ud; jeg ser selvfølgelig gerne, at vort land er kristent, men det er jo således, at det skal give mening at skrive det ind i et regeringsgrundlag. Det giver mening, hvis regeringen mener noget med det, og det synes jeg ikke, jeg har kunnet spore i nogen regering nogensinde. At være kristen handler nemlig om at bekende sig til Kristus med hjerte og samvittighed, ikke mindst i udøvelsen af magt, og det tror jeg med al respekt ikke, at vore ledere – ingen nævnt, ingen glemt – er sig ganske bevidst. Ikke fordi de ikke vil gøre det godt for os andre, det tror jeg faktisk, at de fleste af dem vil. Men de beskæftiger sig med verdslige sager, de arbejder med tidsbegrænsede planer og tænker sjældent længere end til næste valg. Evigheden er ikke en del af tankegodset. For dem handler det derfor om at skabe noget, der minder om paradis på jord i form af velfærd, som al politik går ud på at pleje og nære. Velfærdsstaten er imidlertid ikke kommet ud af det blå; jeg tror ikke, at den kunne være opstået uden fortællingerne fra biblen, bl.a. den, vi lige har hørt. Vi har f.eks. som princip at der ikke skal skæves til personsanseelse, om man er et godt eller et dårligt menneske, for at modtage økonomisk hjælp. Men tager man bogstaveligt, at »Alt mit er dit«, mens man siger farvel til ham, der siger det til os, for selv at forvalte det bestående, begår man den synd, som vi alle – lettere end vi tror – kan komme til at begå. Det er den synd, Adam og Eva i tidernes morgen begik, da de rakte ud efter frugten fra kundskabens træ. Det gjorde de, fordi de ikke havde nok i at være gudbilledlige, nej, de ville selv være Gud. Og så gik det, som det gik – døden kom ind i verden, og alt, hvad mennesker siden har rørt ved, kan derfor ikke undgå at bære dens mærke. Det er derfor, vi har brug for Gud. I ham har vi nemlig livet, ganske som faderen i evangeliet siger om sønnen: han var død men er blevet levende igen. Og hvad er det, der har ført til sønnens død? Jo, det er hans selvudfoldelse; hans bøn om at få udbetalt sin arv er indirekte udtryk for, at faderen er for længe om at dø, og da sønnen har fået sine penge, rejser han da også bort, glemmer sit hjem og lever et udsvævende liv, ødsler sin arv bort.

Vi har i vort land i mange, mange år tænkt, at vi har bygget et hjem op, hvor der er plads til både yngste- og ældstesønner, for vi har begge sider i os; vi har bekendt os netop til velfærd og selvudfoldelse, mens vi har satset på, at der altid var nogen, der passede gården, medens det økonomiske råderum ville sørge for at der var fedekalve nok. Hvad det muligvis også vil kunne. Men sætter vi vor lid alene til velfærdsstaten, at den skal være svaret på alt i vort liv, så kan vi, den dag vi virkelig trænger til at blive åndeligt mættet, risikerer vi at blive mødt af netop af det scenarie, som ses på det omtalte billede; Farmand er rejst, den selvretfærdige storebror har ædt fedekalven og er skredet, fordi der var en international toppost, der vinkede forude, eller måske gik han under i selvskabt plage, fordi han altid ville sidde på den høje, moralske hest i alt fra metoo til klima, indtil den slog ham af. For sådan bliver der, hvor Gud ikke holder menneskene på plads. Tomt og øde, og jeg tror, at Bentons billede netop viser, hvordan der er, hvor faderen lader den tilsyneladende gode, flittige, men altså også selvretfærdige bror folde sig ud. Så sygner faderen hen, og hjemmet dør sammen med ham.

Den megen tale om ånd og dannelse, der de seneste år har fyldt debatten, ser jeg som et udtryk for den desperation, sønnen på Bentons billede udtrykker; han står jo foran et dødsbo, som ikke kan genoprettes. Hvis vi skal omsætte det til vor tid, så betyder det, at vi skal lære, at vi ikke kan bygge noget på velfærd, vækst og alt det, vi altid har troet kunne sikre alle tryghed fra vugge til grav. Jeg mener derfor, at efterlysningen af kristendommen i regeringsgrundlaget er et tegn på den fortvivlelse, der præger mange i dag. Og på sin vis er diskussionen sund nok, for den afslører, at der faktisk er mennesker her i landet, der er klar over, at et folks åndelige grundvold må bygges på den hovedhjørnesten, der hedder Kristus. Men han kan kun forkyndes for angrende syndere, sådan som den yngste bror jo var, og det kan være op ad bakke at gøre det, for det er jo det, vi helst ikke vil være; det hørte vi bl.a. Herren sige til Israels folk gennem Esajas:

»Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde: Se, her er jeg!«

Ja, se, her er jeg, siger Gud, og kristne ved, hvem han er, fordi han har vist sig i et bestemt menneskes skikkelse, i vor Herre Jesus Kristus. Han er den eneste, der kun er god, den eneste, der er retfærdig, og så er han den eneste, der dømmer, men i sin dom lader nåde gå for ret, som dagens evangelium er et eksempel på. Og det er det, vi ikke kan have. Fordi vi – som nævnt tidligere – selv vil være det alt det, Gud er. Men når mennesker vil være Gud, bliver vi som de gamle guder, uanset hvilken kulturkreds, de kom fra; vi kan sagtens gøre noget godt, men vi bliver også uforudsigelige, nådesløse, vilkårlige, et ubehageligt bekendtskab, et genstridigt folk. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke, at vi måske skal takke regeringen for den ærlighed, den udtrykker med nedlæggelsen af kirkeministeriet og udeladelsen af kristendommen i sit regeringsgrundlag. For det skaber rene linjer, det sætter kirken og dermed samvittighederne fri, fri til at lytte til kirkens herre, der fortæller os, at når han er Gud, så skal vi ikke være andet end mennesker, fortabte sønner og døtre, der vender hjem, fordi vi har én at vende hjem til. Og da bygges kirken af levende stene, til et helligt tempel for Herren, der kan virke i verden, så længe den står, Gud til ære og næsten til gavn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.