Salmer: 86, 78, 87, 91, 77

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 40, 1-8; 2 Kor 4, 5-10; Luk 1, 67-80

For snart mange år siden begyndte jeg at læse C.S. Lewis´ historier om Narnia, og i den sidste fortælling stødte jeg på en beskrivelse af en folkelig og kulturel opløsning, som jeg synes minder påfaldende meget om den tid, vi lever i, og som derfor er god at have i baghovedet, når vi om lidt skal prøve at forstå evangeliet.

Narnia er landet, som guden Aslan har skabt. Aslan er søn af solen, han viser sig oftest som en løve, men han kan også fremstå som en lille kat eller et lam. Han er fager, vis, streng, nådig og selvopofrende. I sig rummer han alt, som er godt og frygteligt på samme tid. I Narnia lever mange forskellige væsener, og de har et godt liv i det vidunderlige land, hvor Aslan af og til kommer på besøg. Men Narnias tid rinder ud, Aslan har ikke været der længe, og indbyggerne går med en længsel efter ham, dog efterhånden også med en tvivl om han virkelig er til; deres tro bliver til en kulturel fernis, en kulisse, der kan falde hvad øjeblik, det skal være. Det er der nogen som forstår at benytte sig af, nemlig en abe, som er lidt klogere end mange andre, og som er dygtig til at manipulere med sine ord. Denne abe klæder et æsel ud i et løveskind og fremviser det ved nattetid for de undrende og fortvivlede beboere i Narnia, der tror, at æslet er svaret på deres længsler, at det er Aslan. Samtidig har aben taget kontakt med det fjendtligt sindede land, Calormen, hvis gud er den afskyelige Tash, og Calormens soldater er begyndt at indtage Narnia ad bagvejen, først som fredelige købmænd, siden som soldater. Aben allierer sig med disse soldater og fortæller bl.a. Narnias indbyggere på vegne af den falske Aslan, at han vil have, at de skal fælde træerne (som også er levende væsener) og sælge dem til Calormen. Hvis ikke de gør det, vil Aslan straffe dem, påstår aben.  Langsomt begynder guden Tash og Aslan at flyde sammen, og hvor navnet Aslan før var forbundet med glæde og forventning, får narniernes gud nu navnet Tashlan. Det navn forbindes med en angst, som ganske hurtigt kan blive forvandlet til vrede. Reaktionerne hos narnierne er forskellige, men alle føler de sig forladt og forrådt, og for nogen betyder det, at de afviser enhver forestilling om Gud og vender sig ind i sig selv for at blive deres egen herre. Således hersker fortvivlelsen og formørkelsen blandt Aslans skabninger i Narnias sidste dage.

At mennesker kan glemme Gud og indrette sig med en, de selv kan styre, er en historie lige så gammel som syndefaldet. Også i biblen kommer Gud på besøg og forsvinder igen, og når han holder sig borte længe ad gangen, glemmer folk, hvem han er. Det er dagens tekst et vidnesbyrd om. Zakarias var præst, han var from og mente at tjene Gud, så igennem mange år havde han sin gang i templet, hvor han troligt læste op af den hellige skrift og bragte røgelsesofre til Gud. Sådan var hans hverdag. Han blev normalt ikke hjemsøgt af varsler eller lignende. Men en dag, da Zakarias stod i templet og passede sin dont, skete der noget utroligt. En Herrens engel, Gabriel, viste sig for ham og bebudede, at hans kone, Elisabeth, skulle føde en dejlig dreng, som skulle berede Herren »et folk, der er gjort rede«, rede til at modtage ham. Nu kunne man tro, at Zakarias med sin baggrund ville være den helt rette til at tage imod den besked, men han viste sig at være som folk er flest; han anede ikke, hvem Gud var, og blev rædselsslagen, kunne ikke tro det utrolige, for han og Elisabeth var barnløse, nu var de gamle, og også dengang vidste man, at naturen har sine ubønhørlige love. For hvor kan man finde roser, hvor ingen roser gror?

»Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?« spurgte Zakarias derfor Gabriel, og hans vantro vakte englens frygtindgydende vrede. »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.« Sådan lød beskeden til Zakarias.

Gabriel kom med glædeligt budskab til Zakarias men blev mødt af hans vantro, en vantro, som hele præsteskabet delte, fordi det havde gjort sine ritualer til gud og glemt den sande, den levende Gud. Da Johannes ni måneder senere kom til verden, havde Zakarias dog ikke glemt englen og dens budskab; han fik stemmens brug tilbage og brød ud i den skønne lovsang, som vi netop har hørt. Zakarias vidste, at Gud ikke længere ville lade sit folk være ene. At han ville holde sit løfte, og hans søn skulle berede Guds vej, råbe ud til alle, at nu, nu kommer han!

Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan de gamle israelitter har tænkt og følt, for vi er jo ikke religiøse på samme måde som de. Men vi skal huske på, at de levede i en multikulturel og –religiøs virkelighed, hvor Gud kunne være mange ting, og hvor det derfor blev vigtigt for dem at holde fast i dét ene, de havde, som vidnede om, at Jahve engang havde udvalgt Israel til sit folk og givet dem et land, der flød med mælk og honning, og templet, helligstedet, med dets skrifter og ritualer var dér, Gud skulle dyrkes. Men uden Gud var alt dette bare at ligne med æslet i løveskind, Israel, ja, hele menneskeheden, trængte til, at den ene, sande Gud viste sig. For vantroen var stor, misbrugen af Guds navn mangfoldig; alle ville have en gud, fordi mennesker længes efter en, men alle fandt på deres egne guder, eller de dyrkede ham i en tom skal.
I dag tror vi, at det hele er anderledes, at vi lever i et oplyst samfund, hvor religion ikke skal spille en rolle. Men det gør den, for mennesket er religiøst anlagt, og når vi smider Gud ud, kan vi roligt regne med, at der viser sig noget andet i stedet, hvad enten det er os selv, vi gør til gud, eller der viser sig andre, stærke guder, der som Tash taler magtens sprog. Når mennesker mister troen på Gud, eller tror, han er et gammelt skrog, de ikke kan forvente sig noget godt af, så begynder mørket at brede sig; mismod, vantro, løgn og meget andet kommer til at fylde tilværelsen.

Gud får andre navne – i Narnia blev det Tashlan, i dag er det mere luftigt, men at vi træller for grusomme guder, vidner vor grundlæggende angst om; man kan bare tænde for radio og TV, så kan man høre, at vi er angste for livet i den faldne verden og af al kraft forsøger at skubbe tanken om døden og lidelsen bort fra os. Vi tør ikke tro på, at noget godt er på vej, og kirken er desværre medskyldig, fordi den meget hellere vil tale om kirken end om dens Herre. Så overlader vi imidlertid prædikenen til andre, og hos dem er Guds navn Dommedag; i mange skikkelser lurer den gud lige om hjørnet. Det fører intet andet end forvirring og ønsket om mere kontrol med situationen med sig. Og vi ved faktisk ikke, om noget af det, vi har for, hjælper, men vi kan være sikre på, at det ikke frelser os fra noget som helst. Det sætter os bare i en evig angst og alarmberedskab, og bange mennesker er lette at bilde noget ind, sådan som narnierne var det. F.eks. at massiv overvågning giver mere frihed, som man har hørt det i årets løb. Her lukrerer man på menneskers angst for terror og vold til at tage magten over deres samvittigheder.

Men når den Gud, der er Sandheden, Vejen og Livet er fjernet fra ligningen, hvem skal så vejlede os i forhold til sandheden, hvem skal vise os en retning, hvem skal trøste vore hjerter og lære os at glæde os ved livet – vort eget og vor næstes?

»Et folk, der er gjort rede« ville Gud have, ikke et ideologiseret, forløjet, angst eller overvåget folk. At være rede i kristen forstand er at erkende, at ikke vi, men Kristus er sandheden, at han, ikke vi, bærer kloden på sine skuldre, at han, ikke vi, kan dæmpe vor angst og sende os ud i verden for at tjene ham. Det gør vi ved at fortsætte Johannes Døbers gerning. Alene det at sidde her i kirken med ansigtet vendt mod øst, hvorfra Herren en dag skal komme, og høre Zakarias lovsang, fortæller mistrøstige, angste og vantro mennesker, at Gud ikke er et æsel i en mølædt løveham, et gammelt skrog, der har overladt verden til os, og os til os selv, men én gang for alle har vist os sin inderlige barmhjertighed, fordi solopgangen fra det høje lod sig føde som et menneske for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og at vi derfor kan gå en salig ende i møde med Kristus lysende i vore hjerter.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen