Salmer Gundslev: 728, 683, 680, 731, 56

Salmer NA: 730, 728, 731, 729

Kom, Herre Jesus. Amen.

3 Mos 19, 1-2, 9-18, Gal 2, 16-21, Luk 10, 23-37

Der er i tidens løb blevet drevet megen politik på lignelsen om den barmhjertige samaritaner, ikke mindst når talen faldt på indvandrere og flygtninge, og det er selvfølgelig p.g.a. det etniske aspekt i historien; jøder og samaritanere kunne ikke fordrage hinanden; kort forinden dette optrin er nogle af Jesu budbringere blevet jaget bort fra en samaritansk landsby, så traditionen med at udlægge samaritanere som foragtede stakler er et problem, når man skal forstå lignelsen. Den er ganske vist revolutionerende, også i etnisk forstand, men det er den, fordi den handler om et uegennyttigt menneske, der ser en nødstedt og hjælper uden at gøre sig tanker om den nødlidtes herkomst eller sociale status, og uden at tænke over, om der er udsigt til en form for gevinst ved at hjælpe. Samaritaneren har simpelthen øjne i hovedet, han ser, hvad der er brug for, og hjælper uden så meget som at skele til, om han bliver belønnet for det. Dermed giver historien svaret til den lovkyndige, der med sin næstekærlighed vil tjene sig til det evige liv – for sin egen skyld, ikke for næstens. Historien handler altså om, hvor vanskeligt det faktisk falder mennesker at hjælpe andre på den rette måde. For hjælp handler også ofte om magtforhold, og til at belyse det vil jeg begynde med at fortælle et af vore egne sagn, nemlig en historie om helten Stærkodder eller Starkad, som han også kaldes.

Stærkodder – fortælles det – var en kæmpe, der virkelig kunne slås, og han blev af Odin udvalgt til at leve tre menneskealdre, for at han i hver af dem kunne begå en niddingsdåd, som Odin så selv blev fri for at begå. Stærkodder forblev mærket af hver eneste niddingsdåd, men en stolt kriger var han, urdansk i hjertet, og han havde kun hån tilovers for dem, som udviste fej eller udansk adfærd. Og så var han standsbevidst, regnede ikke lønarbejdere eller trælle for noget. Engang var Stærkodder kommet i kamp mod en overmagt på ni mænd. De seks slog han ihjel uden større problemer, men inden han fik has på de sidste tre, fik disse såret ham så voldsomt, at hans tarme hang ham ud af maven. Udmattet lagde han sig ved en sten og forsøgte at komme til kræfter, men hjælp havde han hårdt brug for. Den første, der kom forbi, standsede straks for at hjælpe ham, men Stærkodder forhørte sig først om, hvad han lavede, og da manden var bysvend, altså arbejder, blev hans tilbud om hjælp afslået. Han fik tilmed en byge af fornærmelser om sin usle levevej med på vejen. Den næste, der kom forbi, var en også en arbejder, der havde tjeneste for en anden for at kunne købe sin kone, der var træl, fri. Heller ikke han fik lov at hjælpe, og da en trælkvinde kom forbi og ville forbinde Stærkodders sår, blev han ligeledes ganske rasende og fornærmet over tilbuddet. Først, da der en fribåren bondemand passerede, altså en mand fra er liberalt erhverv, lod Stærkodder sig hjælpe.

Når Stærkodder ikke ville have hjælpe af andre end et fuldstændig frit menneske, handlede det ikke alene om stand, tror jeg, men også om, at8 man kommer til at stå i gæld til den, man får hjælp fra. Man risikerer at komme til at ligge under for den anden. Derfor gør vi os i virkeligheden ikke noget begreb om, hvor enorm og positiv en indflydelse, lignelsen om den barmhjertige samaritaner har haft på vort land, både på lovgivningen og på vor måde at tænke hjælp på selv i de mindste detaljer, som bare det at gå til side for en anden på fortovet uden nogensinde at overveje, om den anden er værd at gøre det for. Den barmhjertige samaritaner er således blevet en sædvane, men sædvaners ophav har det med at fortone sig, og når det sker, skal man være på vagt. Vort velfærdssamfund er netop indrettet til at hjælpe, når der er behov, uden skelen til stand eller etnicitet; men efterhånden, som man kan mere, skal der også prioriteres, og det har sneget sig ind i mange af vore diskussioner, f.eks. om man har fortjent at få hjælp, hvis har man har sjusket med sit liv, og handler debatten om aktiv dødshjælp og fosterdiagnostik ikke også om, at der er nogen, der ender med at ligge samfundet til last? Skattetrykket er også vanskeligt at diskutere, for man betragtes næsten som et dårligt og utaknemmeligt menneske, hvis man mener, at staten ikke nødvendigvis forvalter skattekronerne godt. Der er således langt fra Stærkodder til den almindelige dansker i dag; vi vil gerne være velfærdens trælle, vi gør en dyd ud af at ligge i grøften og kræve, at staten gør det, vi selv skulle gøre for hinanden, kræver, at den træder til i hver en situation, for det har vi vænnet os til, og opfattelsen af, at der er nogen, der har fortjent hjælpen mere end andre, er altså også begyndt at snige sig ind, når hjælpen skal prioriteres. På det åndelige plan vil vi dertil gerne hævde os som de sande samaritanere, når det f.eks. gælder minoriteter; der er store moralske renter at hæve, når man er på de svages side. Nok får man ikke evigt liv, men jordisk stråleglans er heller ikke at foragte. Således bliver nødhjælp på mange forskellige måder til et mellemmenneskeligt magtforhold, noget, vi enten ser os berettiget til at kræve af andre eller nægte andre, eller vi gør os til af at være dem, der hjælper, og når det sker, korrumperes hjælpen – alene af vore motiver. Derfor har vi brug for Gud, der kan lægge sig imellem os hjælperne og de nødstedte som en slags bufferzone. Lad os derfor genhøre Jesu ord til disciplene:

»Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«

Hvem så og hørte disciplene? Jesus, Gud og mand, den eneste, der kan lære os sand barmhjertighed, for vi kan kun være sandt, d.v.s. selvforglemmende, barmhjertige ved at lade Kristus leve i os, sådan som vi hørte Paulus sige for lidt siden. Det betyder bogstaveligt talt, at vi skal skubbe os selv væk og lade Jesus komme til, så den højre hånd ikke ved, hvad den venstre laver. Det har vi det svært med, og det havde datidens jøder også. Lige så usandsynligt det må have forekommet dem, at en samaritaner ville hjælpe en nødstedt af anden etnisk oprindelse, lige så usandsynligt forekom det dem, at Jesus var Guds søn, og at de selv var nødstedte. Jesus gjorde det bestemt ikke nemt for dem, men hans afsluttende ord til den lovkyndige – »Gå du hen og gør ligeså « altså »Vær barmhjertig« – blev en dom over ham og de mange, der endte med at blive som de røvere, der overfaldt manden på vejen til Jeriko. Fo da de hørte, at Jesus til sine disciple sagde, at han var svaret på alle det jødiske folks spådomme, måtte de reagere. Og det gjorde de, fik Jesus dømt som Gudsbespotter. Pint, plaget og frataget sin gudbilledlighed fandt han sin død på korset. Det var, hvad hans landsmænd og siden romerne gjorde ved ham. Langfredag faldt Gud selv i voldsmændenes hænder og lå at finde nødstedt i grøften. Selv hans disciple gik forbi ham ved at stikke af, da han havde brug for dem. Og så skulle man egentlig tro, at Gud havde fået nok af os og vendt os ryggen. Men det gjorde han ikke. Han overvandt døden, vendte tilbage til sine disciple og sendte dem ud i verden for at fortælle alle om Guds uudgrundelige kærlighed til os, den kærlighed, der tror alt, tåler alt og udholder alt. Disse feje, fattige mennesker, der lod ham ligge i hans værste stund, fik den fineste opgave betroet, og vi hører om denne opgave hver gang, vi holder dåb: at netop disciplene skulle gå ud i verden og lade alle verdens folk lære ham og hans nåde at kende ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så de – som Paulus – kommer til at tilhøre den korsfæstede. På den måde kan man sige, at vi alle fra fødslen af ligger som den nødstedte mand fra evangeliet, men så kommer der en stærk arm og bærer os til dåben, hvor vi får Gud til far og Kristus til bror, en bror, der lover os, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende, ganske som samaritaneren sørgede for manden uden at tænke på omkostningerne eller tidsperspektivet.

Bedre budskab findes ikke, det vil vi prise Gud for, for Gud ske lov lever vi ikke mere selv eller for os selv, men Kristus lever i os, så vi kan leve for vor næste – helt uden bagtanker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen