Trettende søndag efter trinitatis 2026Salmer: 739, 315, 671, 192, 6

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mika, 6, 6-8, 1 Tim 1, 12-17 og Matt 20, 20-28

»Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner«, har vi netop hørt. Zebedæussønnerne er to af Jesu disciple, og det lille »da« viser hen til noget, deres mester lige har sagt. Det, han har sagt, er, at han skal lide, dø og opstå, og at det skal ske det sted, de er på vej hen, nemlig i Jerusalem. Smertens vandring er m.a.o. begyndt. Imidlertid har Jesus også talt om noget andet, nemlig om sin faders rige, og han har tillige sagt, at den største i Guds rige skal blive som et lille barn for at komme ind i det. Måske har brødrenes mor haft det i tankerne, da hun melder sig på banen, for hun vil gerne have, at netop hendes børn skal være de største i Guds rige. Brødrene selv er i øvrigt helt sikre på, at de sagtens kan udholde det, der skal til, for at gøre sig fortjent til æren. Men sådan gør man ikke regnestykket op i himlen, fortæller Jesus dem – og kort efter de andre disciple, fordi de straks bliver vrede på brødrene; i himlen bestemmer Gud Fader, og han har sendt sin søn til menneskene for at vise, hvordan vi skal leve sammen. Det viser han ved at være kommet til os som en tjener og ved at øse sig selv ud, give sit eget liv som løsesum for mange. Dette udtryk kan undre, for en løsesum giver man jo for nogen, der holdes fangen, og derfor må man stille spørgsmålet, hvad eller hvem, der holder os fangen? Det er vor egen hang til at udøve magt over andre. I den henseende er Zebedæussønnernes mor faktisk den eneste, der forsøger at give afkald på den, og det lykkes hende alligevel ikke helt.

Egentlig er hun lidt irriterende, hun lever igennem sine drenge og er virkelig anmassende, men hvis man lægger mærke til, hvad det er, hun gør, så er det jo at anerkende Jesus som Gud og konge. Hun vil bare på sin egen forskruede måde sit afkom det bedste ved at bringe dem til ham, der fremhævede børnene og sagde, at hans faders rige skulle de mindste være de største. Hun beder ikke Jesus gøre noget særligt for hende selv. Det er en moders kærlighed, vi er vidner til her, og selv om virkeligheden fortæller os, at en mor aldrig gør sine børn en tjeneste ved at feje foran dem til langt ind i voksenalderen, vil jeg dvæle lidt ved hende i dag, for hun kan lære kvinder noget i en tid, som præges af en giftig feminisme, der næsten hader børn, fordi de nærmest er blevet symbolet på mænds magt over os. Graviditet, fødsel og yngelpleje hænger jo i høj grad på kvinder og fratager os vor frihed, og det falder mange for brystet i dag. Godt nok er det sandt at man bliver bundet på hænder og fødder en tid, når man er blevet mor, men det er samtidig en næsten kristelig opdragelse at blive det, fordi man lærer, at ens egne behov kommer i anden række, man lærer at tjene, sådan som Jesus altså siger, man skal. Men man lærer også at glæde sig over dem, der hjælper en, så man kan få sovet lidt eller taget et bad. Det er slet ikke så ringe en erfaring at gøre sig, for moderskabet bliver således et lille eksempel på, hvordan vi skal være overfor hinanden. Og så er der noget andet, der gør moderskabet stort: Man får et lille nyt menneske at tage vare på, og selv om man ikke skal farve det hele mere lyserødt end det er, så handler det om, at man bliver vist en tillid, som er enestående. Alle mennesker er nemlig enestående, vore børn er enestående; var de blevet undfanget på et andet tidspunkt, havde vi fået nogle andre børn. Derfor er ethvert barn et mirakel, men den opfattelse har altså vanskelige kår i vor tid.

Zebedæussønnernes mor var ikke i tvivl om, at hun havde født to mirakler. Hendes synd bestod i, at hun mente, hendes mirakler var så meget bedre end alle andre mirakler, at kun de skulle have det bedste af det bedste. Og sådan kom hun til at ville udøve magt gennem dem. Ved at ønske, at de skulle have magt over andre. Det er altså ikke kun stormænd og fyrster, der misbruger deres magt; vi, der tilhører »den store masse«, har sandelig også travlt med at udøve magt, bare på mere subtile måder, som f.eks. Zebedæussønnernes mor. Få kan sige sig fri, jeg kan i hvert fald ikke, men i dag bliver vi sat på plads af Jesus selv, for han siger, at alt det dér med magtudøvelse skal være en saga blot hos os.

Det var noget af et arbejde, han satte sig selv på, men det er derfor, det er så vigtigt at høre igen og igen. For når vi udøver magt, bliver vi jo fanget i dens spind; Zebedæussønnernes mor kan således kun være rigtig glad, hvis hun ved, at sønnerne får de bedste pladser hos Gud, det optager hende dag og nat og forhindrer hende i at se, hvad der er behov for lige nu, d.v.s. hvor hun kan gøre sig gældende overfor andre med det gode, hun kan. Det er hendes fangenskab, det, hun skal løses fra.

Men hvad kan en mor så gøre? Ganske vist opdrager moderskabet os til at tjene, men som nævnt er det en dårlig idé at tjene på en måde, så man umyndiggør sine børn. Man skal i stedet tjene dem ved at lære dem friheden i Kristus at kende, og derfor vil jeg fortælle om en anden mor, der kan være et lysende eksempel for os andre, såmænd også for fædre.

I den forgangne uge døde den amerikanske sangerinde, Dolly Parton, som jeg personlig var og er stor tilhænger af. I en af sine bedste sange fortæller hun om et barndomsminde, der formede hendes måde at gå gennem livet på. Dolly Parton voksede op som den ene af en søskendeflok på tolv under ganske små kår, og i sangen Coat of many colors er udgangspunktet den fattigdom, familien levede i; der var sjældent råd til nyt tøj, og et sent efterår, hvor Dolly ikke havde nogen frakke, fik familien en kasse med brogede klude foræret, som moderen syede en frakke af. Den var meget farverig, og medens hun syede, fortalte hun sin datter en historie fra biblen om Josef, der af sin far, patriarken Jakob, fik en vidunderlig, farverig kåbe foræret. Hvad historien gik ud på er ikke med i sangen, men kort fortalt førte den kåbe til Josefs ulykke, fordi hans brødre blev misundelige, men siden blev det hele vendt til lykke for både Josef og familien. Den historie fik Dolly altså foræret sammen med frakken, hvor hvert et sting blev syet med kærlighed, og da moderen fæstnede den sidste tråd, velsignede hun frakken med et kys og sagde, at hun håbede, den ville bringe datteren held og lykke. Og Dolly bar den forventningsfuld, da hun i lappede bukser og hullede sko gik til skole – hvor hun med det samme blev leet ud af de andre. Hun forsøgte at fortælle dem både hvilken kærlighed, frakken var blevet syet med og den historie, der knyttede sig til den, men de forstod det ikke. Det gjorde Dolly til gengæld, for hun vidste, at der var en rigdom i den frakke, som var mere værd end alle de andres fine klæder. Den erfaring gjorde, at hun aldrig så på sin barndom som ulykkelig p.g.a. fattigdommen, men tværtimod som rig, fordi hun fået så meget kærlighed og ånd med sig fra sin mor. Dolly Partons mor havde med historierne fra biblen åbnet en dør på klem til himmeriget for sine børn og vist dem, at der er en plads til dem der, og at der ikke er forskel på nogen for Guds trone. Hun indgød børnene mod og livskraft, og løste dem dermed fra det fangenskab, der opstår, når mennesker bliver for optaget af alt det, de selv mener, der skal til, for at kunne være lykkelig.

Konklusionen i dag må derfor være, at kvinder har et forbillede i både Zebedæussønnernes og i Dolly Partons mor. Vi skal som fru Zebedæus bære vore børn fremfor Gud og bede ham tage imod dem som de små mirakler de er. Det gør vi, når vi bærer dem til dåben, og når vi beder for dem. Og så skal vi – som Dolly Partons mor – lære dem, at de er elskede af Jesus Kristus og derfor rige, at de går de med ham til paradiset, uanset hvor de går, og at de derfor aldrig må miste modet til hver dag at begynde på en frisk – med at tjene hinanden. I kærlighed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.