Salmer: 15, 447, 674, vv. 1+2, 437, 257

Kom, Herre Jesus. Amen

4 Mos 21, 4-9; Rom 11, 32-36; Joh 3, 1-15

Når Gud sætter sig et mål, kan ingen modstå hans vilje. Derfor vil jeg begynde med at fortælle en historie fra det gamle testamente, der handler om det. Engang befalede Gud hærføreren Josva at gå til kamp mod amalekitterne, der tilfældigvis boede i det land, Gud havde lovet sit udvalgte folk, israelitterne. På den tid drog dette folk rundt i ørkenen, hvortil de var blevet ført af Moses, som på dagen for kampen besteg en høj sammen med sin bror, Aron og en mand ved navn Hur. Når Moses holdt sine hænder løftede mod himlen, gik det folket godt, når han blev træt og måtte sænke armene, vandt amalekitterne frem. Da tog Aron og Hur fat i hver sin arm på Moses, så han kunne holde armene oppe, helt til solen gik ned, og israelitterne havde besejret amalekitterne. Og – fortælles det – Moses byggede et alter og kaldte det: »Herren er mit banner.«  Han sagde: »Hånd på Herrens banner! Herren fører krig mod Amalek slægt efter slægt!«

Det kan godt være anfægtende at høre om, hvordan Gud af en eller grund lovede sit folk et land, hvor der allerede boede nogen, som så måtte drives ud af det eller ligefrem tilintetgøres. Men det var altså fra dette udvalgte folks midte og dermed fra det land, de fik, at Gud lod sin egen søn udgå til frelse for hele verden.

Og da vi i dag fejrer Dannebrog, kan fortællingen om det også anfægte os, for historien om, hvordan vi fik det, minder ikke så lidt om historien om Moses og kampen mod amalekitterne. Legenden vil, at Valdemar Sejr drog på korstog i Livland, det nuværende Estland, flankeret af Anders Sunesen, den aldrende ærkebiskop af Lund (vi skal huske, at Skåne dengang var dansk). Livlænderne lod sig ikke frivilligt kristne, så de gik til modstand ved Lyndanisse, og det så længe mørkt ud for den danske hær. Da afgav kongen det løfte, at han ville forbedre sig mod sine undersåtter, hvis han sejrede i slaget. Sunesen placerede sig sammen med nogle af sine præster på et højdedrag og bad nu om sejr for danskerne med sine arme rakt op mod Gud. Når han blev træt, holdt præsterne hans arme oppe, og de hedenske livlændere blev overvundet. I en anden fortælling hører vi så om, at Gud belønnede danskernes bøn om hjælp ved at sende et banner, en rød dug med et hvidt kors, ned til dem, som de sejrede ved. Hvorom alting er, så siges det, at den dag blev »den sejrende konge et andet menneske«, altså blev også han omvendt, så hvem ved, måske kongen i Kristus mødte sin overmand ved Lyndanisse.

Guds veje er i sandhed uransagelige, for som det blev sagt i evangeliet: »Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.« Vi kan ikke se vinden, men vi hører den og vi ved, at der er noget, eller nogen, der driver den. Sådan er det også med et folks historie; Vi ved ikke, om legenden om Dannebrog er sand, da den er skrevet ned længe efter slaget, men et sted kommer flaget fra, og det har været vort i mere end 800 år. Det fejrer vi hvert år på Valdemarsdag, og kun forhærdede tidselgemytter kan have noget imod det, for vi har længe været gode venner med esterne, tilmed er de fleste glade for, at kristendommen er en væsentlig del vor fælles arv.

Flaget udtrykker både det nationale og det guddommelige som en del af vor selvforståelse, men hvad er forholdet mellem disse to størrelser, det vil sige det jordiske og det himmelske? Det er det spørgsmål, der optager Nikodemus, da han i ly af natten opsøger Jesus: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Nikodemus er en from mand, han venter på Guds salvede: Messias, og der er ingen tvivl om, at han og rådet forventer, at den, Gud er med, også er med det jødiske folk. Nikodemus var jo vokset op med historier som den om sejren over amalekitterne.

Jesus, derimod, ved, at både han og det udvalgte folk skal gå under for at noget nyt kan opstå, for at porten til Guds rige kan åbne sig for de fortabte, og hans svar er derfor dunkelt. »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Det forstår Nikodemus naturligvis ikke; han forholder sig til svaret ud fra sin erfaring, og han ved, at en voksen ikke kan blive født på ny. Jesus uddyber da med nogle ord, som næppe gør den skriftlærde klogere. »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.« Det er dåben, Jesus taler om, og vi, der netop har døbt en lille dreng, ved, hvad det handler om, for netop dåben er vor indgang til det evige liv, genfødelsens bad, som man kalder det. I dåben forenes det konkrete, vandet, som symbol på fødsel og liv med Kristi løfte om, at han vil være med os indtil verdens ende.

Det jordiske og det himmelske er i kristendommen tæt forbundet, fordi Kristus selv var Gud og mand, jord og himmel. Som han siger: »Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.«

Gud kom til jorden som vor bror, den bror får vi i dåben og dermed får vi Gud til fader. I dåben vokser vor egen slægt dermed sammen med Guds slægt. Og når Kristus er vor bror og Gud vor far, så kan intet skille os fra dem, og derfor skal vi på vores dåb altid tro, at vi aldrig i evighed skal se døden, ja, vi skal vide, at vi i dåben samles med alle vore kære, både dem, som lever og dem, som gik forud for os, fordi de samme ord om livets sejr over døden har lydt til os i slægt efter slægt. – Ord, som blev talt til os på vort eget modersmål i vort eget land.

Jesu komme varslede, at der ikke længere skulle være ét guddommeligt folk men mange, som dog alle er samlet i Kristus Jesus, vor Herre.  Jeg tror derfor, at der ligger en pointe i, at Valdemars sejr i 1219 ikke resulterede i, at Estland blev dansk, men derimod at Danmark fik sit smukke flag, så vi synligt har været under korsets mærke gennem så mange slægtled. For det er jo således, at ikke bare har vi en bror og en far i himlen, vi har også et fædreland, og vi kan ikke forstå, hvad det himmelske fædreland er, hvis ikke vi kender vort jordiske fædreland og skønner på det. Herhjemme har vi bl.a. takket være Grundtvig haft netop en åndelig tilgang til det jordiske, det nationale. Den tilgang betød utrolig meget for en del af de unge mennesker, som deltog i modstandskampen under besættelsen, hvilket er værd at huske på her i 80-året for befrielsen. De frihedskæmpere, som var bevidst kristne, elskede deres jordiske fædreland, men de vidste også, at de havde et himmelsk. Det personlige offer, martyriet, var den pris, de var villige til at betale for Danmark. En af de unge mænd, som måtte lade livet for sin kamp, Christian Ulrik Hansen, skrev således i afskedsbrevet til sin mor: »Fortalte Gud mig ikke i livet, at kærlighedens pris altid er offeret?« Menneskesønnen, som steg ned fra himlen og ofrede sig selv, var således afgørende for Christians forståelse af sit land og sin opgave. For Christian var det jordiske fædreland tæt forbundet med det himmelske, de afspejlede hinanden, og over det hele lyste korsets mærke. Christian Ulrik Hansen skrev således til veninden Inge kort før sin henrettelse en tak og en bøn, som jeg i dag vil lade være vor bøn til Gud om at lade Danmark bestå som kærlighedens rige:

»Nu går jeg for sidste gang op på bjerget. Først ser jeg ud over det mindernes land, Gud i nåde gav mig i mit liv. Et skønt land med dal og bakker fagre – dér en kirke, dér et lille dansk bondehjem. Jeg ser jer alle, I store og I små, som vandred i Danmarks rosengård sammen med mig, som ville kæmpe sammen med mig i kærlighed og troskab. Så vender jeg blikket mod det land, som Gud havde bestemt, at jeg kun skulle se ind i: fremtidens og fredens Danmark, som det ligger der i Guds vingers skygge. Den nye tid i det nye Danmark. Så begiver jeg mig ud på min allersidste rejse til landet, »hvor issen ej gråner, hvor fuglen ej dør, hvor lykken er skinnende klar, men ej skør.« Men I, der skal vandre ind i landet – det nye Danmark – bøj knæ i solopgangen og bed til ham, som er i himlene, at han vil velsigne denne lille plet på jorden, at han vil velsigne korsets tegn i blodets flammelue.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.