Salmer: 15, 447, 674, vv. 1+2/400, 437, 257

Gud Faders Ånd! Kom til os ned med Himlens ild: Guds Kærlighed. Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst! Amen.

4 Mos 21, 4-9; Rom 11, 32-36; Joh 3, 1-15

Det er længe siden, den natlige samtale mellem Nikodemus og Jesus fandt sted, så længe, at det kan være vanskeligt at fornemme, hvor skelsættende, den er. Den er et møde mellem Gud og menneske, og den handler om begyndelsen på det menneskes omvendelse. For at forstå, hvor voldsom den er, og hvilken slags menneske, det er, der besøger Jesus, må vi tage nutiden til hjælp, og her vil jeg inddrage en musikvideo til sangen Ramadan i København, hvor man i en sekvens ser sangeren, Isam B, sidde i en moske sammen med en på den tid feteret, københavnsk folkekirkepræst. Det er en slags omvendt møde af det, vi netop har hørt om, for den kristne præst er tydeligvis kommet for at besøge Isam B, og man ved ikke, hvad de taler om, meningen er blot at vise, at islam er fast til stede i Danmark, og at det er en kærlighedsfyldt, åben tro, som alle kan træde ind i, hvad Isam B nok også mener, at de bør.

Hvert år er der i forbindelse med ramadanen en del polemik, for den viser om noget, hvor fremmed islam stadig er for de fleste danskere, og hvor smertefyldt det er for de herboende muslimer, at så få har lyst til at have noget med den at gøre. Jeg skal indrømme, at jeg hører til den store masse, der ikke har noget behov for at lære islam eller ramadan nærmere at kende. Alligevel kan jeg godt sætte mig ind i de troende muslimers årlige skuffelse over, at ramadanen endnu ikke er blevet en dansk folkefest. For man elsker jo som regel det, man er vokset op med, og når man så opdager, at det omkringliggende samfund har et anstrengt forhold til det, man elsker, kan man godt blive vred og f.eks. komme til at kalde danskerne for pølsedanskere, som Isam B kom for skade at gøre for nylig – ovenikøbet om konvertitter, der ifølge ham fylder godt op i moskeerne. Det viser meget godt, at vreden og foragten ikke er langt borte under al talen om universel, islamisk kærlighed. Det er forsmået elskov, for i islam er alle mennesker i verden en stor familie, som for de ikkeomvendtes vedkommende skal hentes hjem til folden. Og når man har sådan et syn på sin religion, bliver man meget let fornærmet på dens vegne, for så er alle de, der ikke tilhører og ikke vil tilhøre islam, en daglig påmindelse om denne forsmåede elskov. Og forsmået elskov kan være farlig.

Isam B kan – som nævnt – åbne en låge til en svunden verden og give os en forståelse for Nikodemus, hans baggrund og det mageløse i hans omvendelse. Derfor skal vi se lidt nærmere på denne sanger. Hvis vi skal forstå hans frustrationer, handler det om, at han er vokset op i et religiøst hjem, hvor han har lært, at der ikke er nogen anden gud uden Allah, og Muhammed er hans profet. Han har giftet sig ind i en fin, gammel slægt – imamen Abu Laban var hans svigerfar, han er troende og ren af hjertet, han underkaster sig dagligt Gud i bøn, og han forsøger igen og igen at indbyde danskerne til at være med, for nu må vi da forstå, at islam er en del af danskheden. Islam handler nemlig ikke som jødedommen om etnicitet, at Gud har ét udvalgt folk, den handler om hellighed og renhed på tværs af folkelige skel. Og når Isam B bruger et ord som pølsedanskere om sine lidt blegere landsmænd, så er det jo fordi, vi spiser forkert i forhold til hans religion. Det vil være meget vanskeligt at omvende Isam B til kristendommen, for han vil have svært ved at forstå, at vi har en Gud, der har underkastet sig menneskene, og at hellighed og renhed for os ikke har noget med vor religiøse praksis at gøre eller hvad vi spiser. At renheden og helligheden kommer fra en anden, nemlig Kristus Jesus. Det plager ham og forhærder ham.

Og nu kommer vi til Nikodemus, som ikke har været så langt fra Isam B i sin tankegang. Vi hører, at han var farisæer, altså skriftklog, og medlem af det jødiske råd, der udover de skriftkloge bestod af ypperstepræsterne og de ældste, der, som navnet antyder, hørte til blandt folkets ældste ikke bare i alder, men også i slægtskab; de var altså ud af gamle, fine slægter. Et råd var der i hver en by, som igen stod under provinshovedstadens råd, og da Jesus på dette tidspunkt befinder sig i Jerusalem, kan man regne ud, at han får besøg af et medlem fra et ret magtfuldt råd, der både styrer templet og har en vis domsmyndighed, hvilket vi også ser senere, da det er ypperstepræsternes folk, der arresterer Jesus. Men den konklusion er rådet altså ikke kommet til på dette tidspunkt, og når Nikodemus ankommer om natten til Jesus, er det ud af forsigtighedsgrunde; skulle Jesus være en nitte, skal man ikke være blevet set sammen med ham. Og det kan jo godt være at han det, en nitte, for rådet har i ham set et markant opgør med fædrenes overlevering og alt, hvad de har bygget deres liv og magt på. Når man gennem generationer har lært, at man tilhører Guds udvalgte folk, og at man bl.a. viser det ved at overholde diverse spise- og renhedsforskrifter, og der så kommer én og gør noget andet, henvender sig til andre etniciteter og siger, at han er Guds søn, vel at mærke i et folk, der har billedforbud, så er man ude på skrammer. Jesus var m.a.o. en omvandrende Muhammedtegning. Men hvad nu hvis der er noget om snakken? Folk flokkes jo om Jesus, og Rådet har set ham gøre nogle tegn, som de tyder i den retning, at han må være udsendt fra Gud. Og hvis det er sandt, må de med på holdet. De vil også elskes af Jesus. De vil sikre sig ham. De forventer, at den, Gud er med, også er med det jødiske folk.

Sådan har de tænkt, så Nikodemus kommer egentlig i et politisk ærinde, og hvem ved, måske har han gået med samme form for vrede som Isam B; »Hvorfor vil Jesus ikke være sammen med os?« I hvert fald er det sikkert, at han ikke har tænkt, at der skulle ske en ændring i ham selv den nat. Han mødes af dunkel tale. Jesus siger til ham, at det slet ikke er muligt at afgøre, om han er af Gud ud fra de tegn, han gør, man må derimod selv genfødes, blive som barn, for at kunne se Guds rige og dermed hvem Jesus er, og det, siger Nikodemus, kan man jo ikke, når man allerede er født. Og så følger de mærkelige ord om at blive født af vand og ånd, om at følge Ånden, som kan føre en de forunderligste steder hen. Måske er det Ånden, der står bag beslutningen om at sende Nikodemus til Jesus, og den giver svar, for Jesus taler om det sted, han kommer fra, nemlig himlen, og han er kommet med ét formål for øje: At frelse menneskene. Det står klart, da han overfor Nikodemus sammenligner sin egen skæbne med den kobberslange, Moses lod smede af kobber ude i ørkenen og satte på en stang, så folket kunne frelses ved den fra de dødelige bid, som slangerne i lejren havde påført dem.

Det er korsfæstelsen, Jesus henviser til, hans ophøjelse, hans herliggørelse i den dybeste fornedrelse. Det kan intet menneske fatte, og da Jesus snart gjorde sig umulig og nærmest forkastede det jødiske folk, fandt det forsmåede råd snart ud af, at ham skulle de af med. Nikodemus fattede heller ikke så meget, men en gryende erkendelse må være født hos ham, for da Jesus stod anklaget overfor rådet, forsvarede han ham, og sammen med Josef af Arimatæa gravlagde han ham efter korsfæstelsen og iførte ham linnedklæder og kostbar salve. De to viste en martret mand den sidste ære, forsøgte at give ham værdighed i hans fornedrelse. En kærlighedsgerning var det, for de ville ikke få andet end bøvl ud af det, men dér førte Ånden dem altså hen. Deres intellekt og alt det, der sikrede dem magt og anseelse, blev i det døgn, da Jesus blev pint og slået ihjel, trukket væk under dem, som hvis man rev bedetæppet væk under Isam B. Så voldsomt har det været. Men da graven var tom påskemorgen, blev læren, at Jesus på korset blev ophøjet til frelse og lægedom for menneskene, og at vi derefter intet selv kan gøre for at opnå frelse. Vi kan ikke kæmpe, bade, faste eller bede os til hans kærlighed, for den har vi. Det er den kendsgerning alene, der kan omvende vore forhærdede hjerter, som vi jo alle kan have, og den eneste måde, man kan tale om åndelig genfødsel på, for det kræver, at man bliver et nyt menneske og aflægger det gamle. Nikodemus´ omvendelse er forbilledlig, for den bevidner Åndens kraft og viser, at Gud ikke ønsker trælle, der underkaster sig, men genfødte børn, der i trang til hans kærlighed aflægger vreden og vender hjem til deres faders favn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.