Ingen kommentarer

Anden verdenskrig i præstegården!

Årets studiekreds i Nørre Alslev præstegård handler om besættelsen og den tid, der gik forud. Det er firs år siden, Danmark blev besat, og siden da har vi med mellemrum diskuteret samarbejdspolitik, stikkerdrab, modstandskamp, førerfascination og meget mere. Filmen De forbandede år har sat fokus på de mange forskellige valg, folk tog under besættelsen, valg, der ofte var skæbnesvangre, og dermed er den med til at forklare, hvorfor perioden vedbliver at optage os.

Erik Aalbæk Jensen har i sine to bøger Perleporten og Kridtstregen skildret en række skæbner fra mellemkrigstiden og frem til befrielsen og de valg, de tog. Derfor er bøgerne højaktuelle. Vi har allerede afviklet første aften, men der er plads til flere, og det er IKKE for sent at være med.

De næste onsdage er: 11.3, 18.3, 25.3, 1.4, tidspunktet kl. 19-20.30 og stedet er konfirmandstuen. Igen i år gælder tilbuddet også, hvis man bor i et andet sogn. Man kan ved henvendelse til præstesekretæren (sega@km.dk) aftale afhentning af et eksemplar af Perleporten.

FOTO: Modstandsbevægelsens overtagelse af Storstrømsbroen den 6. maj 1945. Lokal Historisk Arkiv for Nordfalster.